Nyheder
Nyheder

Stiftspræstekursus 2022: Nye begyndelser – Sammenbrud, genopbygning og kriseteologi i lyset af 1920’erne

Det årlige Stiftskonvent er afholdt og stiftets præster har sammen fået talt, lyttet, tænkt, grædt og grint af det, der indimellem er fuldstændig skørt i deres arbejdsliv. 

Udsnit af det obligatoriske fællesbillede. (Foto: Sille Arendt)

Af Ane Sofie Lindegaard, sognepræst i Sorgenfri Kirke

Der ligger en mail i min indbakke fra Birgitte Stoklund Larsen, hvor hun spørger om jeg vil skrive om dette års Stiftskonvent. Det må være en fejl, tænker jeg, for jeg er ikke den intellektuelle type, der begår mig godt til en perlerække af foredrag. Men den er god nok, det er mig, hun spørger, og jeg takker ja, velvidende at jeg nok kommer til at sidde og svede over det med tømmermænd efter en forhåbentligt veloverstået debut på revyscenen og efterfølgende fest, med forhåbentligvis masser af dans.

Og her sidder jeg med tungt hoved og trætte ben og tænker over overskriften til dette års konvent: Nye begyndelser – Sammenbrud, genopbygning og kriseteologi i lyset af 1920’erne. Det er et stort brød, der er slået op. Og spørgsmålet er om det blev bagt, eller om vi fik det spist og fordøjet.

Det sammenbrud, der tales om, er coronakrisen, der lukkede verden ned og nu krigen, der er brudt ind i Europa. Har det sat sit præg på folkekirken og hvilke teologier kan det afstedkomme?

Jeg ved ikke helt, hvad konklusionen er, men jeg ved, at jeg og mange af mine kollegaer havde gode dage på Grundtvigs Højskole i Hillerød, hvor der blev talt, lyttet, tænkt, grint og grædt. At møde kollegaer og tale om præstelivet er ofte stærkt befriende, fordi du bliver givet et rum, hvor du kan lufte alle dine kampe og succeser med en eller flere, der ofte ved præcis, hvad du mener. Og sammen kan vi grine af det, der indimellem er fuldstændig skørt i vores arbejdsliv.

Trøsterige kollega-ord

Blandt meget andet tager jeg nogle trøsterige ord med mig fra nogle af mine kollegaers oplæg om, hvordan man bygger menighed op. Først og fremmest, at det, vi er uddannede til, er at bygge mennesker op indefra gennem håbefulde og kærlige ord, ikke udefra gennem konkret menighedsopbygning. Er det svært i dit sogn, er det ikke, fordi du er en håbløs præst, men simpelthen fordi du ikke er uddannet til det. Tak, Elisabeth de Medeiros, Brøndby Strand Kirke. Er det svært at få kontakt med din menighed til en højmesse med dåb og gennemføre en prædiken, fordi uroen simpelthen er for stor og menigheden for opdelt, er det ikke, fordi du er en håbløs præst, men simpelthen fordi opgaven er for stor. Tak, Kathrine Lilleør, Sankt Pauls Kirke. Når du skal vælge salmer til en højmesse, så helt ærligt, vælg salmer du selv gider synge, det kan menigheden mærke. Tak, Ole Backer Mogensen, Græsted Kirke.

Som nævnt debuterede jeg i dette års revy, og jeg må sige, at nervøsiteten var stor. Vi havde også sat meget bar krop på vores sketches, så grænser blev sprængt på eftertrykkelig vis. Heldigvis og til stor lettelse blev det omfavnet med kærlighed – præster har humoren i behold.

Til Peter biskops gudstjeneste onsdag morgen brød vi ud i fødselsdagssang, fordi han blev 60, og således fik vi en festlig afslutning på dette års indholdsrige stiftskonvent. Jeg glæder mig allerede til næste år!

Fotos af: Michael Rønne Rasmussen, Camilla Bækgaard Eriksen, Birgitte Stoklund Larsen og Sille Arendt

Den første deltager ankom.

Man kunne få en snak med stiftskonsulenterne

Oplæg af Katrine Lilleør.

Oplæg af Ole Backer Mogensen.

Walk'n'talk

Forberedelser til aftenens revy.