Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Som at gå i Netto, når man er vant til Irma

Folkekirken er blevet klogere på sin gudstjeneste gennem benspændene i coronaperioden. Det kan vi bruge i overvejelserne over, hvordan rammerne for gudstjenesten skal være fremover, lød en af pointerne på digital debataften i Helsingør Stift.

Screenshot af Elof Westergaard

Biskop Elof Westergaard var en af oplægsholderne på den virtuelle debataften om gudstjenestens form. (Screenshot)

Af Malene Bjerre

Postkassen med ideer og kommentarer til gudstjenestens form lukker lige om lidt. Så det var ved at være sidste chance, da der torsdag aften var debatmøde blandt præster og menighedsrådsmedlemmer i Helsingør Stift. Tre oplægsholdere – biskop i Ribe Stift Elof Westergaard, organist Peter Navarro Alonso og sognepræst Jørgen Demant – var inviteret til at give deres input, og derefter var der åben debat

Elof Westergaard lagde ud med at ridse baggrunden op for hele liturgidebatten. Han fortalte om den overraskelse, han havde mødt som ny biskop, når han sagde til sognene, at der var nogle ting, de ikke længere behøvede at søge tilladelse til. ”Vi vidste slet ikke, at det var meningen, at vi skulle spørge; det har vi da aldrig gjort,” svarede de.

Og det er bl.a. det, der er baggrund for hele diskussionen om gudstjenestens form. For selvom mange af sognene glemte at spørge, så har der længe været en strømning mod at prøve ny ting af, og sådan skal det også være, understregede biskoppen.

”Der skal være en grad af frihed lokalt, men samtidig skal der også være noget fælles og genkendeligt for hele folkekirken. Der skal være en ramme at spille opad, men hvordan skal den se ud? Og hvordan kan vi biskopper udøve vores tilsyn på en måde, der giver mening?” spurgte han.

Og så antydede biskoppen, at forholdene lige nu inviterer til, at der måske bliver eksperimenteret for lidt med liturgien i folkekirken. ”Når der er noget større i gudstjenesten, der skal ændres, så kræver det, at præsten og menighedsrådet er enige. Det er godt, at de to parter ikke kan tvinge hinanden til noget. Men giver det plads nok til at prøve nye ting af?” spurgte han.

Salmer, der taler til folk

Næste oplægsholder var Peter Navarro Alonso, organist i Sorgenfri Kirke. Han havde kaldt sit oplæg for ”Hvem elsker du mest – din far eller mor” – og det skulle forstås som en protest imod forestillingen om at skulle vælge mellem nye og gamle salmer. ”Det er ikke salmens alder, der er vigtig – det er, hvorvidt den taler til folk eller går hen over hovedet på dem. Og både nye og gamle salmer kan gøre begge dele,” slog han fast.

Der er kommet masser af nye salmer til – en optælling over de sidste 30-40 år løber op i 16.000 nye danske salmer. ”Men det er langt fra dem alle sammen, der har kvalitet,” mente han. ”En rigtig god salme er en triangel af litteratur, musik og teologi: Den skal både have en stærk tekst, en god melodi og sige noget teologisk væsentligt. Og mens mange af de nyere tekster virkelig er gode, står melodien og udsagnet i dem svagere,” mente han og opfordrede de teologisk stærke, altså præsterne, til at få skrevet nogle flere salmer.

Og det at tage nye salmer til sig i kirken handler mest af alt om to ting: mod og tålmodighed, påpegede han. Mod til at prøve de nye salmer af og tålmodighed til at holde fast i dem. ”De nye salmer skal synges mange gange, så de efterhånden kan åbne sig for menigheden. Og hvis I sætter en fast plads af til at introducere nye salmer, fx lige efter prædikenen, så ender det med at blive velkendt, at der kommer noget ukendt.”

Coronaens benspænd

”At gå i kirke under corona har været som at gå i Netto, når man plejer at gå i Irma. Man koncentrerer sig om det væsentlige: rugbrød, havregryn og mælk, og det er godt at blive klar over, hvad det helt elementære er. Omvendt er det også dejligt at kunne længes efter flødeskummet, drysset på kagen, og måske nyde det mere bagefter.”

Nu havde Jørgen Demant, sognepræst i Lyngby Kirke, fået ordet. Han talte om de benspænd, som gudstjenesten har været udsat for gennem coronaperioden, og de fem erkendelser, han har gjort sig i den anledning:

  1. Fællesskabet er det allermest afgørende for gudstjenesten. Det, kirkegængerne har savnet mest under nedlukningen, er kirkekaffe og fællessang.
  2. Rummet har en langt større betydning, end vi forestiller os, når vi synger ”Sammen hver for sig” med Phillip Faber. Det betyder noget at sidde på bænken, røre ved muren, se lyset falde ind ad vinduet.
  3. Det er kommet til at stå helt skarpt, hvad gudstjenestens centrale elementer er, nemlig bøn, læsning, prædiken og velsignelse
  4. Ordet er kommet til at stå i centrum igen, i modsætning til den strømning imod sanselighed, der har præget gudstjenesten de senere år.
  5. Og så er præsten også kommet i centrum, hvilket især har været slående under forårets mange streaminggudstjenester.

Det har været godt med benspændene, fastslog Jørgen Demant, fordi de får os til at se nogle ting klarere. Det kan vi bruge til at skærpe gudstjenesten og også forsøge at undgå at falde i nogle fælder. ”Måske skal vi holde fast i at holde nogle stramme ordgudstjenester ind imellem nadvergudstjenesterne. Og så har streaminggudstjenesterne vist, hvordan det ser ud, når gudstjenester bliver noget, man holder for nogen, i stedet for noget, vi gør sammen,” advarede han.

Glad for at tilhøre folkekirken

Godt 60 mennesker deltog i det virtuelle arrangement, og efter oplæggene var det tid til debat. Arrangørerne havde på forhånd stillet en række spørgsmål, som der nu blev tid til at vende.

Der var udbredt enighed om, at det var godt med en vis fasthed i gudstjenestens form. ”Når jeg engang imellem hører en frikirkelig gudstjeneste i radioen, så bliver jeg så glad for, at jeg tilhører folkekirken,” som en sagde. ”Folkekirkens gudstjeneste er hævet op over det dagligdags og har et højere niveau.”

”Til gengæld er der mange flere unge i frikirkerne, end der er i folkekirken, i hvert fald hos os i Hillerød; det er måske også værd at tænke over,” indvendte en anden.

”Vi kunne godt skrue ned for antallet af bønner,” mente nogen, ”Ja, og tekstlæsninger,” supplerede en anden. Og bønnerne må gerne – ligesom salmerne – bruge et moderne og relaterbart sprog. I hvert fald nogle af dem. ”Det er i bønnerne og salmerne, at vi selv bliver inddraget og er med i gudstjenesten,” påpegede en.

Diskussionen foregik både via Teams-mikrofonen (når den ellers virkede) og i chatten. Imens noterede den teologiske konsulent i stiftet Eva Holmegaard Larsen flittigt ned for at kunne sende noterne til liturgipostkassen.

”Det her er kun første runde af gudstjenestedebatten," understregede hun. "Nu vil biskopperne tage stilling til, hvad der videre skal ske. I mellemtiden skal vi tænke på, at det er helt enestående, at alle er inviteret med ind i debatten, og derfor er det vigtigt, at vi fortsætter den ude i sognene.”

 

Ideer og kommentarer kan sendes ind til biskopperne frem til 26. marts på adressen folkekirkensliturgi(at)km.dk.

Se programmet for debataften her