Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Sidste kandidatmøde: #MeToo, påskeannonce og Aalholm

Præstegårdsladen i Græsted lagde lokaler til det sidste møde mellem de fire kandidater til stillingen som biskop i Helsingør.

Flere medier var mødt op for at dække det sidste møde mellem kandidaterne i første runde af bispevalgkampen. (Foto: Malene Bjerre)

På den onsdag aften, hvor de Radikales Morten Østergaard måtte trække sig som formand på grund af en MeToo-sag, mødtes de fire bispekandidater til en sidste debat inden afslutningen af bispevalgets første runde. Og måske kom inspirationen derfra? I hvert fald kom der nye emner på bordet i spørgsmålene til Ulla Thorbjørn, Peter Birch, Eva Holmegaard og Asser Skude.

Har vi også et #MeToo-problem i folkekirken, og hvordan finder vi ud af det? Var biskoppernes påskehilsen i dagbladene om håndsprit og hudsult noget, som kandidaterne ville have bakket op om? Og har Københavns biskop håndteret konflikten mellem menighedsråd og præster i Aalholm Kirke godt nok?

Dertil kom gamle kendinge som de lukkede kirkerum under coronanedlukningen, liturgidebatten og ekspeditionstiderne i stiftsadministrationen op i løbet af aftenen.

Debatmødet var arrangeret af Villingerød, Søborg og Græsted Kirker, og det var sognepræst Ole Backer, der ledte slagets gang og stillede de spørgsmål, som man på forhånd kunne sende til arrangørerne. Ud over de 50 tilhørere, der var plads til i Præstegårdsladen, kunne resten af stiftet følge mødet på Græsted Kirkes Facebookside, og hvis du gerne vil vide, hvad kandidaterne svarede på spørgsmålene, kan debatten ses på videoerne her.

En person med tidligere tilknytning til det islamkritiske parti Stram Kurs havde meldt sin ankomst og sendt en truende mail, og derfor var der også mødt et par politibetjente frem. Måske var det også derfor, der både var journalister fra P1, Kristeligt Dagblad og Kirke.dk til stede. Alt forløb dog i god ro og orden.

I skrivende stund har 73 procent af alle menighedsrådsmedlemmer og præster i Helsingør Stift afgivet deres stemme. Resten kan stemme frem til tirsdag den 13. oktober kl. 12. Offentliggørelsen af resultatet vil blive streamet på Helsingør Stifts Facebookside.