Nyheder
Nyheder

Præst: Dødsforberedelse er lige så vigtig som fødselsforberedelse

Vi er bange for at miste livet og hinanden. Derfor taler vi helst ikke om vores egen og vores nærmestes død. Det efterlader døende og efterladte i ensomhed, mener sognepræst, som foreslår tilbud om dødsforberedelse.

Sognepræst Ane Øland Bækgaard foreslår tilbud om dødsforberedelse

Line Sass, folkekirken.dk

Da sognepræst Ane Øland Bækgaard var gravid, gik hun og hendes partner til fødselsforberedelse. De talte med fagpersoner og hinanden om, hvor og hvordan de gerne ville føde, smertelindring og alt andet på listen over, hvad det er godt at forberede sig på før en fødsel.

Lige så forberedte vi er, når det gælder fødsler, lige så uforberedte er vi, når det gælder vores egen eller vores nærmestes død, mener Ane Øland Bækgaard, der er sognepræst i Kirkerne i Ishøj:

- Mange overlades alene med store følelser og spørgsmål, som er meget menneskelige. Lad os nu tale om døden, så det svære i livet bliver så fælles som muligt.

Dødsforberedelse

At mange kunne have glæde af hjælp til at forberede sig på døden, bliver især tydeligt til de bisættelsessamtaler, Ane Øland Bækgaard har med efterladte.

- Når jeg spørger pårørende, om deres afdøde var bange for at dø, så ved mange det ikke. Nogle ved ikke, hvordan deres afdøde gerne ville begraves, eller om de havde særlige ønsker til den sidste tid. Pårørende kan stå tilbage med følelsen af, at der er dele af det menneske, de var så tæt på, som de alligevel ikke kendte. Det efterlader dem med spørgsmål, de aldrig kan få svar på.

Hvis vi ikke kan tale om døden, kan det også føre til ensomhed for den døende, fordi han eller hun bliver alene med sine tanker, uddyber præsten:

- Jeg taler med mennesker, der ikke nænner at fortælle deres nærmeste, at de er mætte af dage og bare har lyst til at lukke øjnene. Det kan være meget ensomt at have de tanker uden at dele det med nogen, siger Ane, der ofte må minde om, at vi ikke kan læse hinandens tanker.

Dødsforberedelsen kunne foregå i kirken gennem samtaler med præsten eller der, hvor døende og deres pårørende befinder sig på sygehuset, hospice eller plejehjemmet. Men den kan også tages, når situationen opstår hen over køkkenbordet, når for eksempel en forælder siger: Jeg tror ikke, jeg bliver så gammel. I stedet for at affeje samtalen kunne vi spørge ind og tillade os selv at mærke frygten for at miste hinanden.

LÆS OGSÅ: Alt om allehelgen

Dødens kærlighedssprog

Ubehaget ved at tale om døden handler følge Ane Øland Bækgaard ofte om, at vi er bange for at miste livet og hinanden. Grundlæggende har vi ikke magt over liv og død, og det er netop godt at tale om den afmagt, der ryster os:

- Sorg, smerte og mørke hører til at være menneske, og hvis vi ikke kan være kede af det sammen, går vi glip af meget. Derfor skylder vi også hinanden at parkere vores eget ubehag for at have de her samtaler. Det åbner til gengæld for at tale om døden i et kærlighedssprog; et sprog vi i den grad mangler.

Derfor håber hun, at flere vil opsøge en præst alene eller sammen med deres pårørende, hvis de føler sig alene med tanker om døden:

- Samtaler om døden må ikke begrænse sig til de praktiske spørgsmål. Det sjælelige skal med, og det kan præsten hjælpe med. Præster tager det, et menneske kommer med, alvorligt og rummer det. Og så kan præsten stille de spørgsmål, som hjælper mennesker med at forberede sig på døden og finde ’dødens kærlighedssprog’ sammen.

LÆS OGSÅ: Derfor holder vi allehelgen

Artiklen er oprindeligt bragt på folkekirken.dk