Nyheder
Nyheder

Peter Birch: Tak fordi I bliver ved!

Det er i kriser, at nyt træder frem, skriver Peter Birch i sin hilsen og peger på tre nye tendenser - generelt og i kirken.

 

Til menighedsråd, præster, kirkefunktionærer og frivillige i Helsingør Stift

Kære alle

Vi nærmer os et-årsdagen for nedlukningen af Danmark. Det forløbne år har krævet meget af alle. Nu er foråret på vej, og håbet om, at vi kan vende tilbage til en mere normal hverdag, vokser. Men statsministerens pressemøde i onsdags var jo også en understregning af, at der fortsat er et stykke vej. Coronatrætheden melder sig forståeligt nok hos os alle.

Som stiftets nye biskop hører jeg om ihærdighed i det daglige arbejde og om mange fantastiske initiativer rundt om i stiftet, der tages for at være kirke under vanskelige vilkår. Ideerne blomstrer og lysten til at gå nye veje er stor. Vi hjælper hinanden med at holde modet oppe og modvirke ensomhed og isolation. Retningslinjerne har skiftet meget undervejs. Informationsniveauet har ikke altid været på omgangshøjde med behovene i det daglige arbejde. Initiativer, der har været forberedt gennem længere tid, har alligevel ikke kunnet lade sig gøre. Kirkelige handlinger har skullet tilrettelægges i et vanskeligt felt mellem regler, der ændres, og hensynet til familiernes ønsker og menighedens behov. Alligevel bliver der arbejdet med få tingene til at fungere, holde kontakt med sognets beboere, undervise konfirmanderne og meget andet. Det skal I alle have stor tak for.

Coronatiden har alle de elementer, der kendetegner en krise, men det er også i kriser, at noget nyt træder frem. Jeg vil pege på tre ting:
 

  • Vi har fået øjnene op for hinanden. Jeg synes, man kan mærke det i den offentlige debat om genåbning. Her hører man sjældent nogen, der argumenterer for egne interesser. Bekymringen gælder derimod de andre, fx børnene og de unge. De må undvære vennerne og det sociale liv, der hører til det at være barn eller ung. Vi kan sætte os ind i, at det må være tungt for en ung på gymnasiet eller en efterskoleelev, der ser det meste af sin skoletid forsvinde bag en skærm. Det skærer os i hjertet at høre om ældre, der ikke har haft besøg af familien i mange måneder. Corona-tiden har lært os at se med de andres perspektiv.
     
  • Vi har fået øjnene op for hverdagen. Det er ikke udenlandsrejsen, vi nævner som det største afsavn. Det er håndtrykket. Det er samværet og den fysiske kontakt. Muligheden for at mødes med familie og venner. Gå på cafe, sætte os ind i biografens mørke eller i sognegården og høre et godt foredrag. Sidde ansigt til ansigt med andre om et måltid eller til et møde. Giv os hverdagen tilbage – det er en bøn, der bedes af ung og gammel.
     
  • Vi har fået øjnene op for nye måder at være kirke på. Sjælesorgssamtaler foregår gående eller ligefrem på cykel, konfirmanderne kommunikerer med deres præst via mobil og sms, telefonen har fået en renæssance som arbejdsredskab i kontakten med sognets beboere. Jeg bliver rørt over at se al den kreativitet, der udvises. Vi har lært meget af at skulle være kirke med begrænset adgang til kirkerummet. Gudstjenesterne i deres korte form har tvunget os til at tænke liturgien igennem på ny og mærke, hvad der er umisteligt for os i gudstjenesten.
     

På mandag er det kalenderens første forårsdag. I det tidlige forår plejer vi sammen at synge om Den blå anemone af Kaj Munk. Det kan vi ikke i år. Men tag Højskolesangbogen frem og læs og syng for dig selv – om anemonens trods, der smelter vores hjerter og nærer vores håb om forår og ny glæde.

Endnu engang tak – og fortsat god arbejdslyst!

Bedste hilsner
Peter Birch, biskop