Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Peter Birch ny biskop

Bispevalget i Helsingør Stift blev afgjort i en enkelt runde. Det blev Peter Birch, der løb med hele 53 procent af stemmerne.

Peter Birch bliver ny biskop over Helsingør Stift (Foto: Miklos Szabo)

Helsingør Stift har valgt en ny biskop. Det blev en provst fra egne rækker, Peter Birch, der ud over at være provst i Gentofte også er formand for Danmarks Provsteforening. Han fik 53 procent af stemmerne og kom dermed over de 50 procent, som det kræver for en kandidat at vinde et bispevalg i en enkelt runde.

De øvrige kandidater, Ulla Thorbjørn Hansen, Eva Holmegaard Larsen og Asser Skude, fik henholdsvis 26,4, 17,6 og 3 procent af stemmerne.

"Jeg er meget, meget glad," siger den nyvalgte biskop. "Det er dejligt at få en så tydelig opbakning. Og den store tillid vil jeg gøre alt for at leve op til. Og så er jeg da også lettet over ikke at skulle ud i en anden valgrunde. Det er anstrengende at være i valgkamp, og nu kan jeg bruge tiden til at forberede mig i stedet."

Bispevielsen finder sted den 31. januar 2021 i Helsingør Domkirke, og den nye biskop indtager bispesædet den 1. februar 2021.

Peter Birch afløser den nuværende biskop, Lise-Lotte Rebel, der har siddet siden 1995 og går af i forbindelse med sin 70 års fødselsdag. Hun holder afskedsgudstjeneste den 14. november 2020 kl. 11 i Helsingør Domkirke.

Det er de i alt 1527 stemmeberettige menighedsrådsmedlemmer og præster i Helsingør Stift, der har valgt den nye biskop.