Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Paneldebat: Ikke så uenige, at det gør noget

De fire kandidater til at blive ny biskop i Helsingør mødtes i går til debat. Hverken bønnekald, præsters ret til ikke at vie homoseksuelle eller Grosbøll kunne skille dem. Det kunne til gengæld diskussionen om kirkens coronahåndtering.

Over 350 mennesker var mødt op i Royal Stage. (Foto: Sarah Auken)

Af Malene Bjerre

Sidste mand i spørgerkøen nåede frem til mikrofonen: ”Når jeg sådan hører på jer, så kan jeg kun glæde mig, for uanset hvem af jer det bliver, så får jeg en nærværende og lyttende biskop. Men hvordan vil I egentlig bære jer ad med at være nærværende og lyttende over for alle de mennesker, der hører til i Helsingør Stift?”

I går afholdt de to distriktsforeninger i Helsingør Stift den første af to paneldebatter mellem de fire kandidater til embedet som biskop i Helsingør, Peter Birch, Ulla Thorbjørn Hansen, Eva Holmegaard Larsen og Asser Skude. Salen var fyldt med de over tre hundrede halvtreds mennesker, der var plads til med corona-afstand i Royal Stage i Hillerød, og livestreamingen fra Helsingør Stifts Facebooksiden har indtil videre nået ud til næsten 2000 mennesker.

Det var Kaj Bollman, præst fra Jyllinge i nabostiftet, der venligt ledede slagets gang. Efter at hver kandidat havde fået lov til at præsentere sig gav han mikrofonen videre til tilhørerne. Fortrinsvis præster, men også et par læge menighedsrådsmedlemmer stillede sig op i kø for at stille deres spørgsmål.

Og det med at være nærværende og lyttende var ganske rigtigt adjektiver, der gik igen blandt kandidaterne, uanset om de skulle levere en elevatortale mellem stueetagen og 4. sal om deres visioner som biskopper eller svare på en variant af det sammen: Hvad kendetegner en god biskop?

Bønnekald og kønsidentitet

Udfordret af spørgeren kom der lidt flere nuancer i svarene. Eva Holmegaard vil som biskop have et orienterende råd bestående af præster og menighedsrådsmedlemmer, der i et rul på to år efterhånden kommer hele stiftet rundt. Peter Birch brugte arbejdsmiljøet som eksempel og ville inddrage provsterne, så alle blev hørt. Ulla Thorbjørn gav køb på ligefrem at skulle være allestedsnærværende, som det jo kun er Gud, der er – men lovede til gengæld at være tilgængelig. Og Asser Skude tilbød en ugentlig prædiken i Domkirken foruden hver uge at aflægge besøg i sognekirkerne. Men lyttende ville de alle sammen være.

Og der var meget mere, som hele panelet stod sammen om, viste det sig. Ingen af dem går ind for bønnekald fra moskeer. Alle er de bekymrede over helt små børns valg af kønsidentitet. Alle værner om præsters ret til at afvise at vie homoseksuelle og fraskilte, hvis de ellers hjælper med at finde en præst, der gerne vil. Friheden rækker dog ikke til at afvise at give hånd til kvinder, understregede Peter Birch. ”Det skal de! Det er ikke præsterne, der kalder de kvindelige præster; det er menigheden, og når vi giver hånd, anerkender vi den kaldelse, der er sket. Det skal være hævet over enhver tvivl.”

Grosbøll trækker spor

Sagen om Taarbækpræsten Thorkild Grosbøll, der i et interview i Weekendavisen i 2003 afviste at tro på en skabende og opretholdende Gud, trækker stadig spor i stiftet. Ingen af kandidaterne i dag ville have bakket op om hans udtalelser, selvom Eva Holmegaard gerne stod ved, at hun i sin tid argumenterede for hans ret til at være i folkekirken. ”Men det var, fordi han havde stor opbakning i sin menighed. Jeg var aldrig enig i hans teologi,” sagde hun.

Flere spørgsmål handlede om, hvad kandidaterne ville gøre for sognene på Vestegnen, der udgør 20 procent af stiftet, og som har Danmarks laveste medlemsprocent. ”I 2015 passerede vi en procent på 50; nu er vi nede på 48. Hvad vil I gøre ved det?” lød det blandt andet.

Her var bekymringen fælles, men midlerne lidt forskellige. Peter Birch vil bruge Stiftsrådet til at få lagt en strategi og pegede selv på, at løsningen ikke nødvendigvis ligger i at sende flere præster – det kan også være kirke-kulturmedarbejdere, der er brug for, sagde han. Ulla Thorbjørn pegede på muligheden for at provstier kan samarbejde på tværs, fx om at lønne tolke. ”Sådan et samarbejde er vi netop gået ind i i Slagelse Provsti, og det håber jeg kan sprede sig til flere kirker.”

Under alle omstændigheder er det et meget vigtigt problem at tage fat i, erklærede Asser Skude: ”Dem, der ikke har modtaget budskabet om Jesus Kristus som vores frelser, vil jo potentielt gå fortabt, så vi er nødt til at række ud.”

Corona og den svenske kirke

Mere benzin var der i diskussionen om, hvordan kirken har håndteret coronasituationen. Ulla Thorbjørn og Eva Holmegaard var begge to kritiske over for den lange lukkeperiode af kirkerummene mellem 11. marts og Kristi himmelfartsdag.

”Ja, vi kunne godt have holdt kirkerne åbne,” mente Eva Holmegaard. ”Selvfølgelig ikke for store gudstjenester, hvor vi sang i flok og smittede hinanden. Men af omsorg for folk i en krisesituation kunne vi have gjort rent og haft styr på antallet af mennesker i kirken og åbnet for samtaler, trøst og bøn. Og hvorfor blev menighedsrådene ikke engang spurgt, om de kunne finde en løsning?”

Ulla Thorbjørn var enig. ”Vi skulle i hvert fald have kunnet komme ind og få en andagt. Hvis de kan finde ud af at gøre rent i Brugsen og Bilka, kunne vi også gøre rent i kirken.”

Asser Skude og Peter Birch mente til gengæld, at det har været rigtigt at holde kirkerummene lukket.

”Det ville være for uigennemtænkt og risikabelt på det tidspunkt,” sagde Peter Birch. ”Det rigtige var at følge den linje, regeringen havde udpeget. Og jeg synes næsten, der et gammeltestamentligt fokus på kirkerummet; kirken var jo åben, og evangeliet forsatte med at leve.”

Lille kollision

Det tætteste aftenen kom på en rigtig kollision, skete mellem de to Helsingør-præster Peter Birch og Eva Holmegaard. Der var mere end antydningen af snert fra Peter Birch side, da han kommenterede Eva Holmegaards udmelding om, at hun som biskop ville have råbt op, hvis Danmark havde fulgt svenskernes coronatilgang.

”Det er interessant, at du mange gange vender tilbage til, hvordan svenskerne har håndteret det, og samtidig er kritisk over for den danske håndtering. Hvis man modsiger sig selv tilstrækkelig mange gange, så har man selvfølgelig den fordel, at man kan sige dobbelt så meget. Men i Danmark har vi jo netop gjort det modsatte af svenskerne; vi har været de svage og taget ansvar,” sagde han.

Den udlægning var Eva Holmegaard dog ikke enig i. ”Det er ikke den svenske kirkes coronahåndtering, jeg kritiserer, men at de ikke har råbt op overfor den svenske regerings projekt, der ikke har taget sig af de svage,” replicerede hun.

I alt femten spørgsmål fra salen blev det til i løbet af aftenen. Kaj Bollman sluttede af med et drillende spørgsmål: ”Hvis I nu ikke bliver valgt, hvem af de øvrige kandidater vil I så pege på?”

Den var der ingen af dem, der hoppede på.

Livestreamingen ligger nu som video på Helsingør Stifts Facebookside og kan ses her. I aften, den 1. september, mødes kandidaterne igen i Royal Stage.

Kort om de fire kandidater

Asser Skude

Asser Skude præsenterede sig som den mest konservative af kandidaterne. Han talte for traditionen og understregede adskillige gange, at han som biskop ikke ville topstyre sit stift. En mærkesag for ham er kristenforfølgelserne i verden.

 

Ulla Thorbjørn Hansen

Ulla Thorbjørn fokuserede især på sjælesorg og diakoni. Hun pegede på den erfaring hun dels har med som provst i landets største stift og som præst i alt fra landsbykirker og teltkirker i Afghanistan til domkirken i Roskilde

 

Peter Birch

For Peter Birch er arbejdsmiljøet i stiftet en af de centrale opgaver at tage fat på, et emne han vendte tilbage til flere gange. Desuden var han den kandidat, der talte mest om kirken som medspiller i samfundet og om at gøre tærsklen ind til kirken lavere.

 

Eva Holmegaard Larsen

Eva Holmegaard talte mod det, hun kaldte koncerntænkning, og argumenterede for engagement og trivsel fremfor bekymret kirkegængertælleri. Kirken er stærk og levende, sagde hun, og både forvaltning og kirkebudgetter handler i sidste ende om at forkynde kirkens budskab.