Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Påskehilsen fra biskoppen

Af Lise-Lotte Rebel

Helsingør Stift er begunstiget med en del skønne museer. Kunstmuseet Arken ved Ishøj er blot et af dem. For en del år siden viste de en udstilling, som jeg sent skal glemme. Det var kunst af maleren Marc Chagall. Chagall var jøde. Mange af hans motiver er inspireret af den bibelske historie. På et af de store, dramatiske billeder viser han billedet af udgangen fra Ægypten, Exodus. Et motiv, som gennem årtusinder har stået i centrum for både jødedommen og kristendommen. Exodus er blevet til et tegn på, hvordan Gud udfrier mennesker fra trældommen.

Vi ser på Chagalls billede hele den store skare af mennesker på vej ud i friheden med Moses og Aron i forgrunden. Der er nogle, som bærer deres få ejendele. Der er kvinder med småbørn på armen. Der er unge, der er trætte gamle. Hele dette optog er malet ind i billedet.

Men i baggrunden på Chagalls billede – i en helt anden og større dimension – troner den korsfæstede Kristus. Han er tegnet ind som en horisont for hele det bølgende menneskehav. Kristus bliver på den måde til selve tegnet på udfrielsen. Til horisonten, til ledestjernen. Alt sker under hans kors. Alt er omsluttet af ham, hele udfrielsen sker for den korsfæstedes blik.

For en historisk betragtning er billedet naturligvis ukorrekt. Der var århundreder mellem Israels Exodus og så Kristi korsfæstelse. Men billedet fra Chagalls hånd insisterer på en større sandhed. Jeg ser det, som om det billede vil sige: Den korsfæstede var med hele vejen. Alle vejene fører hen til ham. Han er tegnet for Guds befrielse. Dengang som nu.

Påske betyder efter en gammel opfattelse udfrielse. Også denne påske er udfrielse. Den er omsluttet af det, som skete ved Jesu Kristi korsfæstelse, død og opstandelse. Det er en befrielse fra skyld, skam og frygt for døden. Det er en befrielse til at leve trøstet og med frimodighed. Dette under, denne gåde, rummer påsken. Det kan ikke siges ved en enkelt gudstjeneste, dertil er det for stort. Påsken skal gennemleves fra palmesøndag over skærtorsdag og langfredags mørke, inden vi når frem til påskemorgen.

Hvad har dig hos Gud bedrøvet,
og hvad elsked du hos støvet,
at du ville alt opgive
For at holde os i live,
Os dig at meddele hel?

Glædelig påske!