Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Organist bag ny udgivelse: Sang samler generationerne

Sange og salmer skal skabe rum for fællesskab på tværs af alder og teologi. Det mener Caroline Borello, der er aktuel med en ny nodebog med bidrag fra kendte salmedigtere.

Caroline Borello står bag den nye nodebog "Du kysser min pande", der udkommer d. 2. december. Her ses hun med redaktør Niels Mose fra Forlaget Eksistensen.

Af Benjamin Birk Christophersen

Gammel og støvet. Smuk og livsbekræftende. Holdningerne til den danske salmetradition er mange. For organist i Vallensbæk og Helligtrekongers Kirke Caroline Borello skal kirkens musik være samlende på tværs af alder og ståsted i livet.

Med afsæt i ovenstående devise står Caroline Borello bag nodebogen Du kysser min pande, der er blevet til i et samarbejde med en række kendte salmedigtere. Bogen indeholder 20 sange og salmer, der spænder fra blues til sambarytmer.

Jeg vil gerne invitere alle til at synge med uanset om man er ny eller erfaren kirkegænger. Det vigtigste er, at sangene og salmerne har noget på hjerte, og er inkluderende,” siger Caroline Borello.

Ambitionen om at skabe et inkluderende fællesskab kommer blandt andet til udtryk i titelsangen, der omhandler den omsorg og kærlighed, der er mellem generationer:

Du kysser min pande
og stryger mit hår.
Du vugger mig roligt
mod barndommens vår.

Og bærer mig trygt
gennem mørke og lys
på bjerge – i dale
med guldstjernedrys.
(Caroline Borello, Eksistensens forlag)

Børnerytmik og salmesang

Caroline Borellos musikalske udgangspunkt tager afsæt i hendes opvækst. Her åbnede hendes mor musikkens verden med hjælp fra komponist Lotte Kærsås pædagogiske børnerytmik, mens organistfaderen førte hende ind i den kirkelige musiktradition. Og da hun i ungdomsårene skulle finde et fritidsjob, var valget ikke så svært:

Jeg synes det var sjovere at spille i kirken end at gå med aviser. Og min far hjalp mig med salmerne, så jeg blev organist som 17-årig,” fortæller Caroline Borello om sin vej ind i faget.

Formet af børnerytmik og salmesang skriver og komponerer Caroline Borello i dag tekster og melodier, der skal gøre musikken tilgængelig for alle. Der skal være noget for unge og gamle og alle skal have mulighed for at synge med.

Jeg prøver at skrive sangbart og enkelt for at få alle med. Det gør jeg for eksempel med et omkvæd og måske lidt poppede vendinger. Og så er det ikke utilsigtet, hvis man opdager en diskret humoristisk tone – i enten tekst eller melodi. Enkelheden er mit fodaftryk som komponist og digter,” siger Caroline Borello

Kirkens bredde

Du kysser min pande indeholder bidrag fra otte af nyere tids største salmedigtere, mens det musikalske ophav også rummer en stor bredde.

Nodebogen er blandt andet resultatet af et "salmeværksted" på Emmaus Kursuscenter. Her fra salmesymposium i 2021.

Jeg vil gerne vise, at der skal være plads til bredden i salmeskriveri. Og det skal der også være i folkekirken generelt,” lyder det fra Caroline Borello, der fremhæver, at udgivelsen er et glimrende eksempel på samarbejde mellem generationerne.

Og netop dét bærer en selvstændig pointe:

Nodebogen skal samle generationerne i fællessang, og budskabet skal være nærværende. Jeg håber, at sangene kommer til at leve godt og længe.

Koncert markerer udgivelsen

Søndag d. 4. december kl 16.00 holdes udgivelseskoncert i Helligtrekongers Kirke, hvor blandt andre Vallensbæk Kirkes Ungdomskor og Pigekor fremfører nodebogens sange og salmer sammen med Caroline Borello.

Jeg glæder mig utroligt meget til at præsentere bogen for publikum. Det er et kæmpeprojekt og der kommer forhåbentlig mange mennesker. Jeg er meget rørt over at udgivelsen er blevet en realitet.

Ifølge Caroline Borello vidner nodebogen også om hvad der er muligt, når kræfter på tværs af generationer og teologisk udgangspunkt samles om et fælles projekt:

”Det her er en udgivelse ’con amor’ (red. ’med kærlighed’). Der har ikke været økonomi i det, så alle parter har lagt et stort et frivilligt arbejde.”

Du kysser min pande - Sange og salmer
 

Nodebogen udkommer ved Forlaget Eksistensen med salmebidrag fra Lisbeth Smedegaard, Inge Hertz Aarestrup, Arne Andreassen, Hans Anker Jørgensen, Holger Lissner, Iben Krogsdal, Sten Kaalø og Jens Simonsen.

 

Grafikken har Rikke Blicher stået for, mens Christian Præstholm og Jesper Gottlieb har taget sig af noderedigering og sats.

 

Redaktør er Niels Mose.

Den nye nodebog prydes af Rikke Blichers streger.