Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Ny rapport om unges religiøse identitetsdannelse

I november var omkring 50 kristne og muslimske ledere og civilsamfundsaktører fra Danmark samlet i Odense ved den årlige konference i Kristent-Muslimsk Samtaleforum, hvor temaet var unges religiøsitet og identitetsdannelse.

Den årlige konference for Kristent-Muslimsk Samtaleforum (KMS) blev i 2022 afholdt i Odense. (foto: Sille Arendt) 

Af Sigrid la Cour Sonne

”Hvem er de unge? Unges religiøsitet og identitetsdannelse”. Det var temaet på den årlige leder- og netværkskonference 2022 i Kristent-Muslimsk Samtaleforum (KMS) som blev afholdt i Odense i efteråret. 

Det kan du blive klogere på i rapporten fra konferencen, som lige er udkommet. Her kan du bl.a. finde Zahra Pedersens pointer fra oplægget ”hvorfor religion ikke går i arv” og høre, hvad et ungepanel bestående af to kristne og to muslimer svarede på spørgsmål som: ”hvordan er det at være troende i et sekulariseret samfund?” og ”hvordan skal vi i dag forholde os til religiøse autoriteter og traditioner?”.

Kristent-Muslimsk Samtaleforum er et netværk for kristne og muslimske ledere i Danmark, som ønsker at fremme kendskab og relationer på tværs af trosforskelle. KMS er organiseret som et netværk med selvstændig styregruppe og basisdokument. Folkekirke & Religionsmøde (F&R) yder sekretariatsbistand til styregruppens arbejde.

Hvert år siden 2006 har KMS afholdt en konference for kristne og muslimske ledere og civilsamfundsaktører i Danmark. Ca. 25 kristne og 25 muslimske ledere inviteres og deltager hvert år fra forskellige kirker, moskeer og organisationer. På konferencerne samles deltagerne om et relevant tema, hvor begge religiøse grupper har noget på spil.