Ny organist: Det begynder med børnene

Af Malene Bjerre

”Man siger sommetider, at børn ikke interesser sig for orgelmusik, men det er simpelthen ikke rigtigt. Når jeg har en skoleklasse oppe på pulpituret, så står de i en lang kø for at få lov at prøve orglet. De synes nærmest, det er lige så sjovt som at sidde i cockpittet på et fly. Og en dag hørte jeg sådan en 4. klasses-dreng sige på vej ned ad trappen: ”Åhr, NU ved jeg, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor: Organist!”

Den bemærkning reddede organist Else-Marie Kristoffersens dag, fortæller hun. For det er præcis sådan, hun tænker, at de næste generationer af kirkesangere og organister skal finde vej ind i folkekirken: via kirkens musikarbejde med børn og unge. Og det var også sådan, hun selv startede.

Else-Marie Kristoffersen er nyansat organist i Helsingør Domkirke, og hun har kirken med sig fra barndommen. Da hun var 11 år, flyttede hun med sin familie til Løgumkloster, hvor faren var præst. På det tidspunkt havde hun gået til klaver i mange år, men klaverspillet greb hende aldrig rigtig. ”Jeg syntes ikke, det var sjovt at øve, og jeg fik ondt i maven, når jeg skulle til undervisning,” fortæller Else-Marie Kristoffersen. ”Men i Løgumkloster var der en organistvikar i kirken, der en dag spurgte mig, om jeg ikke havde lyst til at prøve orglet. Og så blev jeg klar over, at det var mit instrument.”

Allerede som 17-årig gymnasieelev arbejdede hun som organist i Nørre Løgum Kirke, og det gav hende hurtigt rutine. Søndag efter søndag sad hun og spillede fem-seks salmer i den lille landsbykirke, uanset om hun havde været til fest eller ej. Efter gymnasiet tog hun til Paris og blev en af de sidste danske elever hos den legendariske franske komponist og organist, Gaston Litaize, der på det tidspunkt var næsten 80. Og efter to år hos ham, var hun parat til at starte på Musikkonservatoriet.

Fælles ressourcer

Nu er hun netop tiltrådt som organist i Helsingør Domkirke, og hun ser det som en af sine opgave at sørge for et stabilt musikliv i domkirken. I sin forrige stilling som organist i Fredensborg Slotskirke har hun set, hvor meget sogne kan få ud af at slå sig sammen om ressourcerne. Her har fem sogne lavet et fælles børnekor på 180 børn, Nordsjællands Korskole, der øver hver for sig, men optræder sammen.

”Jeg tror ikke, man skal undervurdere den betydning, kirkens kor- og musikundervisning har,” siger hun. ”Børnekorene er jo til stor glæde for kirkerne nu og her, men i sidste ende handler det om vores egen overlevelse. På længere sigt bliver det også en gruppe, som vi kan rekruttere fra, først til instrumentundervisningen og senere til konservatoriet. Hvis man er kommet i kirken i hele sin barndom og kender salmerne, så ved man, hvad man går ind til i sit arbejdsliv, og man forstår kirkens historie og den sammenhæng, musikken skal fungere i.”

Forpligtende rum

I det hele taget vil Else-Marie Kristoffersen gerne invitere gode kor og orkestre fra hele stiftet ind i domkirken. Og senere på dagen for interviewet skal hun til møde på Kulturværftet og tale om samarbejdsmuligheder med andre kulturinstitutioner i byen.

”Kirken må gerne danne ramme om meget forskellig musik. Jeg har heller ikke noget problem med Kim Larsens ’Om lidt bliver her stille’; bare det fungerer i sammenhængen. Men sommetider er der musikere, som gerne vil bidrage med ny musik i andre stilarter, men som ikke kender til konteksten. Det forfladiger kirkemusikken, at de ikke ved, hvad de har med at gøre. Det er ærgerligt for i virkeligheden ville de sikkert kunne bidrage med meget godt og nyt, hvis de satte sig ind i tingene.”

Lære orglet at kende

Else-Marie Kristoffersen glæder sig til at tage rollen som musikalsk leder i domkirken på sig og sammen med et musikudvalg i menighedsrådet at sætte rammerne for kirkemusiklivet i sognet.

Men i første omgang glæder hun sig til at lære sit nye orgel at kende. Orglet i Skt. Olai er et nyklassicistisk orgel fra 1969, der er er godt til klassisk kirkemusik som Bach og Buxtehude, men knap så oplagt til de franske 1800-tals komponister, som hun har lært at holde af i sin tid i Paris.

Det store kirkerum giver orglet en relativt lang efterklang på måske fire sekunder, vurderer Else-Marie Kristoffersen. ”Det er ikke så meget som de helt store katedraler, som kan have en klang på 6-7 sekunder, og hvor lyden bliver hængende, så måske tre forskellige dele af musikken rumler på én gang. Så det er en klar lyd, men efterklangen er stadig større, end jeg er vant til,” forklarer hun. ”Men den største del af tilvænningen ligger i, at jeg faktisk ikke kan høre, hvordan musikken lyder, når man sidder nede i kirken. Det skal jeg først lære. Men heldigvis har jeg tit min mand med til koncerterne. Han er selv organist, ansat i Holte Kirke, og så når jeg siger: ’Den der sad vist ikke lige i skabet’, så siger han måske: ’Nej, det lød lige, som det skulle’. Og sommetider er det omvendt!”