Nyheder
Nyheder

Nekrolog: Strandteologen Thorkild Grosbøll

Præsten fra Taarbæk, Thorkild Grosbøll, døde den 11. maj. Her skriver Jørgen Demant fra Lyngby Kirke mindeord om sin kollega.

Foto: Morten Juhl

Af Jørgen Demant

”Nu har solen skinnet fra en næsten skyfri himmel siden store bededag. Bliver det ved, ender vi som katolikker. Det er for anstrengende at gøre sig sine egne tanker. Protestantisk teologi forudsætter dårligt vejr: regn, blæst, kulde, ustadighed. Det er nødvendigt for at spekulere.”

Sådan skriver Thorkild Grosbøll i en prædiken til 4. søndag efter Trinitatis. En prædiken over Bjergprædikenen om ’fjendekærlighed’. En fantastisk fin prædiken, som jeg kom til at tænke på, da jeg nu sidder og skriver nekrologen over Thorkild.

Overskriften på prædikenen er ’Fuldkommen sommer’. Han fortæller, at sommeren står for døren, og at han skal snart ud i den, dér hvor ”Læsø-klitternes hvide sand siler fint gennem fingrene og sætter tiden i perspektiv med evigheden…”

For ved vandkanten, med sand og vand og børn med badebolde, ja dér kan han sanse og erfare, hvorledes det helhjertede og fuldkomne liv udfolder sig. Og for en kort stund kan man måske glemme mortérgranaten og knitren fra maskingeværerne fra krigen på Balkan - prædikenen er holdt, mens krigen rasede her. Danmark er ikke et Balkan, men også under vores egen civilisation lurer anarkiet, angsten. Civilisationen er kun et fernis. Det bliver han klar over, når færgen igen vender hjemad til realiteternes verden, den virkelige verden … Men inde i sindet sidder der måske et lille ”ar, ridset af evighedens fine sandstrand”.

Da jeg kom til Lyngby Kirke for små 20 år siden, havde Thorkild allerede været præst i Tårbæk i mange år. Vi præster i Lyngby fik hurtigt et forhold til Thorkild, for vi passede embedet, når han holdt fri. Jeg ser endnu Thorkild komme til kirkekontoret i Lyngby en varm julidag med alle kirkebøgerne, for dem og menigheden passede vi i juli måned (som vi stadig gør). Og så tog han til Læssø.

Thorkild var en strandteolog. Han ville lege med teologien, med sproget, med virkeligheden. Om den – virkeligheden – ikke kunne genbeskrives som den fuldkomne sommer i lyset af Kristus-fortællingen? Eller som han siger i prædikenen: Vi bliver aldrig fri for arret, ridset af evighedens sandstrand. Det var det ar, han skrev sine ekspressive prædikener på.

Thorkild lyste op i vores provstikonvent dengang. For når det fandt sted, var teologien i spil. Og bølgerne gik højt, når han og vores kollega Leif Bork Hansen tog en holmgang. Der blev gået til stålet. Og også vi andre fik lært at slibe knivene. Thorkild så konventet som et forfald, når det kom til at handle om værktøjskassen for at ’kirke’. Han afskyede enhver form for pastoral kirkelighed. Han ville teologien. Han var den uartige dreng i klassen, som ville sparke til den teologiske automatpilot. For nogle af os var han en stemme tilbage til religionskritikkens dage og til den dialektiske teologi, som vi syntes var ved at være vigende hærs bagtrop. Han provokerede både os med metafysikken og den trinitariske tænkning. Religionsopgøret var hans udgangspunkt sammen med fortællingen om manden fra Nazareth, der skulle være fortegnet for en etisk civiliserende kraft.

Da Thorkild i 2003 i forbindelse med bogen En sten i skoen blev suspenderet for en tid, blev jeg konstitueret i embedet sammen med mine kolleger i Lyngby. Og han og jeg havde en aftale om, at han sad på kirkebænken til søndagens gudstjeneste, og bagefter var der afkølet øl i hans præstegård sammen med Dorrit. Det var en mærkelig tid, for den globale opmærksomhed gik Thorkild på. Men en kort tid søndag formiddag kunne vi samles i gudstjenesten og hans fine stue til en timeout. Og altid i en samtale om stenen i skoen.

I vandkanten leger barnet med badebolden, og alt er fuldkomment. Der oplevede den protestantiske præst evigheden tale til sig. Thorkild Grosbøll ender sin prædiken sådan her: ”Det er måske ikke tillokkende at bekæmpe bomber med badebolde, men jeg vil som den gode katolik Heinrich Böll som alternativ overlade til mine samtidiges fantasi at forestille sig en verden, hvor Kristus ikke har været. Jeg tror som ham, at en verden uden Kristus ville få selv ateister til at længes efter Vorherre.”