Biskoppens beretning fra Landemode 2021

Folkekirkens og evangeliets relevans

Forfatteren Jens Chr. Grøndahl skriver i sin lille bog i serien ’Kristendommen ifølge….’:

”Jeg er ikke typen, der har let til tårer, men igen og igen sker det, at jeg bliver bevæget, når jeg er i kirke, og der er dåb, og et mig fuldkommen fremmed barn bæres frem. Det slår mig, at favnen, den lille hviler i, siger mere end mange ord. Der er pludselig ingen overgang mellem at tage imod og selv blive taget imod. Uafvidende omsluttet.”

Jens Chr. Grøndahl er blot en af mange kulturpersonligheder, som i de her år formulerer sig offentligt om tro og kirke. Jens Chr. Grøndahl holdt foredrag på dette års stiftskonvent for præsterne – og her satte Grøndahl flere og inspirerende ord på den udvikling, hans forhold til evangeliet, kirken og troen har haft i hans liv. Det er en udvikling, som han også beskriver i bogen, der har titlen ’Min svage tro’.

Han har som så mange andre taget turen fra 68’er-generationens afstandtagen til i dag at betragte kirkens rum og tradition som et værdifuldt rum, et sted og et sprog, der – som vi netop hørte – berører og bevæger. Tidligere – sagde han på stiftskonventet – forkastede han og andre i hans generation det, man ikke kunne få plads til i sin ideologi eller sit livssyn. Men kristendommen leverer et sprog mod stumhed. ’Når vi møder grænsen, er opstandelsesevangeliet et sprog for, at der er en verden på ydersiden af den grænse’, som han bl.a. formulerede det.

Grøndahl og mange andre viser, at samtalen om tro og mening, liv og livsorientering ikke længere er omfattet af blufærdighed og henvises til de inderste private rum. Tro og søgen efter mening er blevet en del af den offentlige samtale. Det er en gunstig situation, der kalder på os som kirke, og som vi skal forstå at svare på og være deltager i. Det kræver ikke kun en fortrolighed med traditionen, men også at vi tør lytte og formulere sig på andre måder end gennem tilvante formuleringer.

Folkekirken er aldrig bare et system, der skal vedligeholdes, men et levende fællesskab, der skal have det som sin ambition at indgå i meningsfuld dialog med mennesker og være en relevant ramme om menneskers eksistentielle søgen efter mening. Det kræver, at vi tilpasser os en situation, der hele tiden forandrer sig og stiller nye vilkår og dermed krav.

Hvilke visioner har vi for en folkekirke, der vil placere sig centralt i samfundet?

Jeg har derfor sammen med Stiftsrådet taget hul på strategidrøftelser, der skal bruges som retningsgiver og inspiration for de kommende års arbejde i Helsingør Stift. Hvilke udfordringer er det, vi står over for, hvilke udviklingstendenser ser vi? Hvad tænker vi om dem, og hvordan skal de forme vores måde at være kirke på?

Jeg taler her om udviklingstendenser og udfordringer, som det enkelte sogn ikke skal stå alene med, fordi det er vilkår, vi alle lever under. Det kan være strukturelle ændringer, fx ændret befolkningssammensætning, eller mentale ændringer sådan som de fx kommer til udtryk i et ændret forhold til tradition, tro og kirke.

Jeg har i stiftsrådets drøftelser peget på tre – for mig at se – helt centrale udfordringer:

a. Vigende tilslutning: dåb/migranter/nydanskere

Nu er det ikke en forfaldshistorie uden lyspunkter. Medlemsprocenten i Helsingør Stift er fortsat høj (67,1 pct. i 2020), men næstlavest i landet. Den falder over tid – tabet af medlemmer sker primært blandt personer med dansk oprindelse, men også ved at indvandrere og efterkommere af indvandrere ikke bliver medlemmer af folkekirken. Fortsætter udviklingen, vil det med tiden blive sværere at opretholde folkekirken som folkets kirke. Et enkelt tal: Hver femte indbygger i vores stift er indvandrer eller efterkommer af indvandrere – og i den gruppe er vores medlemsprocent under to.

Også dåbstallet er vigende. Det hænger først og fremmest sammen med, at et stigende antal danske forældre vælger at udsætte deres barns dåb, til barnet er voksent og selv kan tage stilling. Dåbsprocenten er i dag under 50 i Helsingør Stift.

Det er udfordringer, der kalder på en fælles vision om, at vi som folkekirke arbejder aktivt med at formulere vores budskab i ord og handling til hinanden til dem, der er blevet fremmede for kristendommen og til dem, der tilhører andre religioner, så det opleves som ’evangelium’ (gode nyheder).

En anden udfordring handler om, at b) menneskers forhold til folkekirken ikke (længere) er geografisk bestemt. Det er der ikke noget nyt i, men det er en udvikling, der accelerer i et moderne samfund. Vi lever en stor del af vores liv andre steder end der, hvor vi bor. Det hører til folkekirkens grundlæggende selvforståelse at være til stede overalt. Det er derfor, vi har institutionspræster og fx sender præster med, når danske soldater er på missioner ude omkring i verden.

Visionen er, at vi som folkekirke skal være til stede og tilgængelige dér, hvor mennesker færdes og lever, og repræsentere mulighed for eksistentiel samtale, nærvær og fællesskab. Det betyder, at vi må være på de campusområder, hvor unge færdes. I sommerlandet, hvor mange tilbringer en stor del af året. Og på nettet, hvor mange især yngre i dag færdes med samme selvfølgelighed som i den fysiske verden.

En tredje udfordring ligger i, at c) kommuner og civilsamfund i stigende grad efterspørger kirkens deltagelse og bidrag. Det er en glædelig situation, som i mine øjne kalder på en vision om at være en medansvarlig folkekirke. Vi skal tage medansvar for det fælles liv ved at deltage i samskabelse, der styrker det fælles liv og det enkelte menneskes plads i det.

Den lokale forankring

Folkekirkens store styrke ligger i den decentrale kirkeordning eller den flade struktur, som den ofte også kaldes. Jeg tænker ofte på det, når jeg er til møde med menighedsråd, fx i forbindelse med præstevalg. Her sidder I med vidt forskellig baggrund, erhvervs- og livserfaring, kirkeligt ståsted og syn på, hvad det vil sige at være folkekirke – alt det, I stiller til rådighed for den lokale kirke, så den fortsat udvikler sig og er et nærværende fællesskab og en relevant medspiller i det lokale liv. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at netop dét er med til at sikre folkekirkens stærke stilling i det danske samfund – og at vi her har et rodnet og et kirkeligt nærdemokrati, som nogle af vores nabolandes kirker misunder os. Det skal vi værne om og udvikle – og vi skal være åbne om det samme systems svagheder, for sådan nogle er der selvfølgelig også. Intet system er fejlfrit, ingen struktur er fuldstændig ideel.

Sognet som grundenhed kan meget, men ikke alt. Derfor er der i provstierne mange eksempler på, at sogne går sammen om konkrete opgaver, der går på tværs af sognene – det kan handle om alt fra regnskab og personale til kirkeligt indhold som fx fælles skoletjeneste, inspirationsdage, fælles gudstjenester, foredragsrækker og meget andet.

Når vi i de her år oplever en øget spørgen efter folkekirken som medspiller fra fx kommuner og civilsamfund, så er det en meget positiv udfordring – men det stiller os også over for strukturelle udfordringer, for andre samfundsinstitutioner får ikke nødvendigvis ’øje på folkekirken’ på sogneniveau. En kommunal struktur og vores sognestruktur passer ikke altid sammen. Vi må derfor gøre os tilgængelige på andre måder. Det har vi allerede gode erfaringer med gennem mange år i Skoletjenesterne, hvor sogne går sammen og danner enheder, der matcher en kommunes skolestruktur.

Og det er netop den erfaring og det vilkår, der ligger bag oprettelsen af en stilling som stiftskonsulent med ansvar for bl.a. samskabelsesinitiativer. Tanken er ikke, at vi skal til at flytte initiativer fra det lokale niveau til stiftsniveau, men målet er at styrke sogne og provstiers mulighed for at indgå i samarbejdsrelationer med fx kommuner om løsning af opgaver, hvor vi med vores perspektiv kan tilføre det værdi. Vi har en rig tradition, netværk og levende fællesskaber at trække på! Og vi bringer et afgørende perspektiv med os i understregningen af det enkelte menneskes værdighed, barmhjertighedens nødvendighed og fællesskabets vigtighed.

Det er en stor glæde, at vi har kunnet knytte en så kompetent person som Birgitte Stoklund Larsen til stiftet som stiftskonsulent. Birgitte tiltrådte i går og får også til at opgave at koordinere de øvrige konsulenters arbejde, så vi samlet set kan få mest muligt ud af konsulenternes viden i sogne og provstier. Endelig er det en del af Birgitte arbejdsområde at arrangere kurser i bl.a. teologiske og liturgiske emner for stiftets præster, andre medarbejdere og for folkevalgte i rådene. Velkommen til dig, Birgitte – jeg ser frem til samarbejdet!

Stiftsrådets drøftelser har også ført til en beslutning om at styrke vores kommunikationsafdeling med yderligere en medarbejder, så vi inden længe vil have 2,5 medarbejdere. Det er glædeligt, for den øgede interesse, jeg netop har nævnt, deles af medierne! Vi skal være bedre til at fortælle og vise, hvordan folkekirken er relevant for nutidens danskere. Og igen: Det er i høj grad en lokal udfordring, og derfor er tanken, at de flere ressourcer skal bruges på også at styrke den lokale kommunikation. Coronatiden har lært os, hvor vigtig kommunikation er – både den interne og den eksterne kommunikation.

Vi har formuleret tre målsætninger for stiftets kommunikation: 

A. Vi ønsker at påvirke samfundsdebatten og vise, at folkekirken er relevant for nutidens danskere

B. Vi vil understøtte ansatte og frivillige i Helsingør Stift i at kommunikere kirken i samfundet. De skal kende os og vide, hvordan vi kan bistå dem

C. Vi vil understøtte biskop, stiftsadministration, udvalg og konsulenter i deres kommunikation.

Den nyoprettede stilling vil blive besat efter opslag i løbet af de kommende måneder, og jeg håber, I vil opleve, at den styrkede indsats kommer det lokale kirkeliv til gode.

Liturgi og dåb

Folkekirken har i de sidste par år diskuteret liturgi, gudstjeneste, dåb og nadver. Den store landsdækkende debat, igangsat af biskopperne, har givet anledning til mange debatter også i vores stift. Før coronaperioden satte ind med sine begrænsninger, diskuterede vi bl.a., hvad der var de umistelige dele af en højmessen. Siden fulgte så kravet om, at gudstjenesterne ikke måtte vare mere end en halv time og dermed blev diskussionen pludselig til konkret virkelighed! Og selvom jeg ikke tror, at der er nogen, der ønsker sig tilbage til en tid uden salmesang og altergang, så har erfaringen med de korte gudstjenester skærpet vores blik på de forskellige led i gudstjenesten og en bevidsthed om, hvad der er kernen i vores gudstjeneste. Det er vigtigt at have med sig i arbejdet med de mange forskellige typer gudstjenester, vi skal have i en moderne og mangfoldig folkekirke. 

Det er vist aldrig tidligere sket, at liturgi og gudstjeneste har været diskuteret så bredt, og jeg vil gerne sige tak til alle, som har deltaget og bidraget til det videre arbejde med kommentarer, forslag og referater fra de lokale debatter. I november har biskopperne indkaldt til en konference, hvor en bred kreds af indbudte skal drøfte de indhøstede erfaringer og tilbagemeldinger, og på bispemødet i januar skal vi i bispekredsen drøfte, hvad der videre skal ske.

Lokalt er der stor opmærksomhed om den udfordring, vi har med dåben. Både som den viser sig i en vigende tilslutning til barnedåben, fordi forældrene i stigende grad er tilbageholdende med at lade deres barn døbe og i stedet vil lade det være op til barnet senere at beslutte sig, men også den teologiske udfordring, der ligger i at formulere dåbens gyldighed og relevans. I en samarbejde mellem Københavns Universitet og Helsingør Stift – og med økonomisk støtte fra Stiftsrådet – har Nete Enggaard i år gennemført en undersøgelse af dåbspraksis og dåbsteologi i Helsingør Stift. Det er der kommet en spændende undersøgelse ud af, som vil blive offentliggjort senere på efteråret, og vi vil 25. november afholde en konference for stiftets præster om rapporten og de spørgsmål, den rejser til vores teologi og dåbspraksis.

Arbejdsmiljø

Et godt arbejdsmiljø er en forudsætning for menneskers trivsel, for vores mulighed for at løfte vores opgave som kirke og for også fremover at kunne rekruttere nye præster, kirkefunktionærer og frivillige. Et godt arbejdsmiljø betyder ikke, at vi undgår konflikter og uenighed – det hører nu engang til det at være en arbejdsplads og en kirke. Men et godt arbejdsmiljø er bl.a. kendetegnet ved evnen til at håndtere uenighed og konflikt.

Vi sætter derfor ind på mange måder i bestræbelserne på at skabe et godt arbejdsmiljø. Her vil jeg nævne et par af initiativerne:

Vi har nedsat et Samtaleforum for det gode samvirke, hvor repræsentanter for de to ledelsesstrenge i folkekirken, den gejstlige side og menighedsrådene, skal komme med deres fælles bud på det gode samvirke i sognene. Målet er at indkredse det gode samvirke og give bud på, hvordan vi fremmer det gode samvirke. Samtaleforummet vil drøfte og videreformidle relevant viden inden for felter, hvor de to arbejdsgivere (og deres medarbejdere) er afhængige af hinanden for at kunne løfte opgaver. Udgangspunktet er altså ikke, hvordan man kan lave det hele om og så bliver alting meget bedre. Udgangspunktet skal tages i det fælles ansvar, den fælles opgave.

Samtaleforummet har haft sit første møde, og det er aftalt, at jeg løbende orienteres om drøftelserne, og at der sker en formidling af drøftelserne, så det er muligt at tage dem op lokalt på baggrund af de ting, samtaleforummet finder frem til. Det vil jeg gerne opfordre jer til at gøre. Det er jo dér arbejdsmiljøet skal folde sig ud.

3. og 4. november holder vi i øvrigt et kursus i hhv. den nordlige (Hørsholm) og sydlige (Strandmark) del af stiftet, hvor præster, kirkefunktionærer og valgte rådsmedlemmer inviteres og har mulighed for at høre mere om, hvordan man kan arbejde med at udvikle et godt arbejdsmiljø. Folkekirkens nye arbejdsmiljørådgivning (FAR) deltager og giver oplæg.

Derudover har vi iværksat en afdækning af typiske arbejdsmiljøproblemer. Det sker i dette efterår og resultatet bliver noget som stiftets arbejdsmiljøorganisation vil bruge i sit løbende arbejde med arbejdsmiljøspørgsmål.

Endelig vil jeg nævne, at vi etablerer et Akademi for yngre præster, der skal styrke indsatsen for, at nye præster finder sig til rette i embederne. De nye præster er i dag omfattet af den obligatoriske efteruddannelse, som vi kalder NY PRÆST og som gennemføres i løbet af de første to år i embede. Vores akademi er et initiativ på stiftsniveau, der skal tage over, hvor NY PRÆST slipper. Det er et tilbud om fortsat faglig udvikling og sparring, hvor jeg også som biskop har mulighed for at følge de nye præster tæt i deres første embedsår. Helsingør Stift er et attraktivt stift at søge embede i, men i en situation, hvor vi oplever stigende problemer med at rekruttere præster, er det vigtigt, at vi styrker de faglige og kollegiale udviklingsmuligheder her hos os.

Helt overordnet handler de initiativer, jeg nu har nævnt, om, at vi forholder os aktivt til de problemer, der opstår. Jeg hører ofte, at arbejdsmiljøproblemer bliver mødt med en lidt resignerende holdning om, at ’vi alligevel ikke rigtig kan gøre noget’. Det er ikke rigtigt! Det første, vi kan gøre er, at se problemerne i øjnene og forholde os til dem. For én ting er i hvert fald helt sikker: at stikke hovedet i busken gør kun ondt værre. Derudover er der faktisk muligheder for at iværksætte forskellige initiativer. Jeg tror, noget af det, vi skal arbejde med i den kommende tid, er at få en fælles forståelse af, hvilke handlemuligheder vi har. Allerede dét vil kunne bringe os et stort skridt videre. Her er vores arbejdsmiljøorganisation med de lokale arbejdsmiljøgrupper og det centrale stiftsudvalg vigtige aktører. Og samtaleforummet for det gode samvirke vil kunne levere vigtige bidrag til en forståelse af, hvordan det fælles ansvar bliver en fælles opgave.

Grøn omstilling

Visionen om Helsingør Stift som en medansvarlig folkekirke betyder, at vi – i lighed med landets øvrige stifter – tager del i den grønne omstilling. Fra politisk side har Folketingets partier afstået fra at indføre lovgivning på det folkekirkelige område ud fra en forventning om, at vi til gengæld – ad frivillighedens vej – finder lokale løsninger. Det skal vi gøre. For som folkekirke har vi jorde, kirkegårde, bygninger og et forbrug, som vi med fordel kan underkaste et grønt eftersyn. I september offentliggjorde vi på stiftets hjemmeside en række eksempler på lokale løsninger i nogle af stiftets sogne, et idekatalog, som løbende opdateres, og som kan tjene til inspiration og være eksempler til efterfølgelse. Jeg vil gerne også i dag gentage opfordringen til, at man lokalt overvejer, hvordan man kan bidrage til den grønne omstilling.

Helsingør Stifts 60-årsjubilæum

Med over en million indbyggere og knap 700.000 folkekirkemedlemmer er Helsingør Stift folkekirkens største. Til sammenligning bor der i landets mindste stift, Lolland-Falster, 100.000 mennesker, hvoraf 82.000 er medlemmer af folkekirken. Så store forskelle rejser naturligt nok fra tid til anden spørgsmålet om strukturændringer – også i år, hvor Helsingør Stift har eksisteret som selvstændigt stift i 60 år. Ingen havde nok i 1961 forudset, hvor kraftig den demografiske ændring og bevægelsen fra land til by ville blive.

Folkekirkeligt set er det ikke ønskværdigt, at nogle enheder bliver alt for små – eller for store, for den sags skyld. Og spørgsmålet er naturligvis ikke kun, om Lolland-Falster Stift er blevet for lille, men også om Helsingør og Århus Stifter er blevet for store. For mig at se er det for nemt at gøre det til et spørgsmål om tal i et ark. For bag tallene gemmer der sig en dagligdag, en virkelighed og strukturer, og her må man sige, at Helsingør Stift med sine 134 menighedsråd og 165 kirker er struktureret på en tidssvarende og funktionel måde. Der kan rundt omkring i vores stift være brug for justeringer og strukturændringer, det ville være mærkeligt andet, for ingen struktur er eviggyldig, men helt overordnet er Helsingør Stift stort, men velstruktureret. Ønsket om strukturændringer på stiftsniveau kommer ikke fra os.

60-året for stiftets oprettelse blev et usædvanligt år, præget som det foregående år, af en pandemi, som lagde mange hindringer i vejen for det liv, vi kender og holder af. Samværet og fællesskabet – i familierne, på arbejdspladserne, i sognegårdene, foreningerne og i kirken. Jeg vil gerne sige tak til alle: præster og øvrige medarbejdere, folkevalgte rådsmedlemmer og frivillige. I har alle skullet forholde jer til ukendte, vanskelige og skiftende arbejdsvilkår. Der er lagt stor ihærdighed for dagen for at få tingene til at glide, for at skabe kontakt til udsatte medlemmer af menighederne og i det hele taget holde fast i, at vi også under de særlige vilkår har skullet være der som kirke. Stor tak for indsatsen!

Jubilæumsåret 2021 blev også et markant skifteår.

Biskop Lise-Lotte Rebel, stiftets biskop gennem 26 år, gik på pension. Det var en afsked, der blev præget af de mange begrænsninger, som coronavirussen satte, og der blev ikke mulighed for at tage behørig afsked med dig efter dine mange og flittige år som biskop. Jeg vil gerne benytte dette års landemode til at sige dig stor tak for din mangeårige og enestående indsats!

Domprovst Steffen Ravn Jørgensen, gennem 19 år domprovst, gik på pension.

Jeg vil også gerne på egne vegne sige tak for alle gode ønsker, hilsner og den hjertelige modtagelse, jeg har fået fra alle sider. Bispevielsen 31. januar og festgudstjenesten 29. august er uforglemmelige dage, som jeg tænker på med stor taknemmelighed og glæde. Også tak for de mange mails og hilsner, jeg i øvrigt har fået. Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at leve op til den opbakning og tillid, der er vist mig.

Velkommen til Eva Tøjner Götke; det er en stor glæde, at du er tiltrådt som stiftets nye domprovst. Det er et samarbejde, jeg allerede nu sætter meget stor pris på og forventer mig meget af i de kommende år. Også i Gentofte er der kommet ny provst, nemlig Yvonne Alstrup Nielsen. Hjertelig velkommen!

Om ganske kort tid fratræder Grete Bøje, Rudersdal, og lidt inde i det nye år, Finn Edvardsen, Frederiksværk. Det vil dermed være jeres sidste Landemode som aktive provster, og jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at sige jer tak for jeres tjeneste og ønske jer alt godt i årene, der kommer. Og så vil jeg håbe, at I vil træde ind i den gode tradition med at deltage i Landemodet og andre stiftsarrangementer som emeriti. En særlig tak til Finn for prædikenen og til domorganisten og domkirkens personale for gudstjenesten i dag.

Sidste år blev der valgt nye menighedsråd, og i år er turen kommet til stiftsråd og provstiudvalg: tak for indsatsen til alle, der har valgt at fratræde, og velkommen til alle, der har sagt ja til at tage et ansvar i menighedsråd, provstiudvalg og Stiftsråd i en ny fireårig periode. Jeg ser frem til samarbejdet.

Der har i det forløbne år (siden 1. oktober 2020) været 29 ansættelser i præsteembeder i stiftet. Hertil kommer 40 konstitutioner.

Det har igen i år været et særdeles travlt år for Stiftsadministrationens medarbejdere med stiftskontorchef Annette Nordenbæk i spidsen. Oveni alle de løbende sager har der været valg til menighedsrådene, bispevalg, bispevielse, aflysning og udsættelse, valg til provstiudvalg og Stiftsråd og meget andet. Der bliver slidt i det, og skulle man indimellem sidde utålmodigt og vente på svar i sogne og provstier, så er det ikke uforståeligt, men I skal vide, at der bliver knoklet for at behandle sagerne godt og hurtigt. Jeg vil gerne sige alle medarbejdere i stiftsadministrationen stor tak for jeres ihærdighed og gode humør. 

Og med disse ord vil jeg slutte min årsberetning og ønske alle Guds velsignelse i sogne, kirker og hjem.