Teologisk konference: De store ord

Teologiens opgave er at tale om det uudsigelige og udforudsigelige. Og hvordan finder man et sprog for det? 

”Sproget er på én gang begrænset og grænsesprængende. Det kan åbne, ordne, dømme, støde og provokere, glæde og opmuntre, anfægte, anspore og begejstre. Men kan det indfange hjertets længsel, synets øjeblik og troens anelse?” lød det i oplægget til den årlige konference for præster og teologer på Københavns Universitet den 9.-10. september 2021.

En af deltagerne var præst Jan Asmussen fra Farum Kirke. Han har skrevet om konferencen her:

Brug af store ord er præstens metier. I samtaler, hvor der kaldes på de store ord til famlende trøst. Eller i gudstjenesten, hvor store ord om Guds nåde og velsignelse indgår som retoriske rekvisitter i den hensigt, at menigheden ved prædikenens slutning gerne skal mærke evangeliets sol skinne på sig.

Adgangen til de store ord og omgangen med dem var konferencens tema. Lektor i Ny Testamente Gitte Buch-Hansen gav brugen af "storordene", som den svenske forfatter Torgny Lindgren kaldte dem, en kritisk identitetspolitisk belysning. Prædikener holdes over bibelske fortællinger, der klart betragter blinde, døve og lamme som "in-valide" mennesker, som først bliver hele mennesker ved at blive helbredt. I opstandelsen går de uperfekte gennem "Guds skønhedssalon" og forvandles til mennesker med ideelt ydre og indre. Himlen er projektionsvæg for vores forestilling om det perfekte, og de bibelske teksters syn virker tilbage på vores rangering af tilsvarende handicaps i vores verden. Forkyndelsen får en helt unødvendig anstødssten, nemlig det "sårgørende splintringsøjeblik", det for den pågældende minoritet er at høre sig ekskluderet.

Agtsomheden med de store ord fik en visuel pendant i billedkunstner Per Bak Jensens præsentation af sine fotografier, hvis uredigerede, mennesketomme og tavse motiver ikke lukker, men åbner for, at beskueren kan lægge eller genfinde de store ord i dem. 

Lektor i systematisk teologi David Bugge rettede atter fokus mod sproget hos Løgstrup og Knausgaard. Når sproget vil tale umiddelbart, oplever det alle mulige hindringer i form af klichéer og trivialiteter, som på praktisk vis bundter mylderet af indtryk, men resulterer i "poetisk hukommelsestab". Det lille barns totaloplevelse bliver til den voksnes "ærtebælgsverden". For Løgstrup er mødet med kunstværkets skønne form en måde at trække sproget ud af "banalitetens skygge". Knausgaard beskæftiger sig tilsvarende med den vanskelige opgave at udskyde det lille barns trivialisering af virkeligheden længst muligt og genbesøge det umiddelbare fra voksenverdenens perspektiv.

Kunsten, siger den franske filosof Gilles Deleuze, som dog ikke blev nævnt på konferencen, kan skære flænger i den skærm, vi har bygget for at skærme os mod det firmament, hvor de store ords virkelighed findes. Også prædikanten skal se sig som delagtig i den kunst.

Rørende og helt i tråd med konferencen var oplæsningskoncerten med komponist Katrine Muff Enevoldsen og forfatter Stine Pilgaard, hvor Stine Pilgaard fortalte om sin lille étårige søn, der møder hver nyt slags dyr med et begejstret "muuh, muuh!"

Store ord, faktisk paradoksalt større end Johann Sebastian Bachs ordløse orgelbrus, der i Trinitatis Kirke lukkede konferencen.

Konferencen for teologer og præster finder hvert år sted på Københavns Universitet. Den er arrangeret af Center for Kirkeforskning ved Det Teologiske Fakultet i samarbejde med Fyens Stift, Helsingør Stift, Københavns Stift, Roskilde Stift og Lolland-Falsters Stift.