Nyheder
Nyheder

Kriseberedskabsplan for folkekirken er vedtaget

Fælles plan skal sikre folkekirkens virke i krisetid.

Folkekirken spiller en vigtig rolle i samfundet, også i krisetid. Derfor er der nu lavet en kriseberedskabsplan, der skal sikre, at folkekirken under en national krise fortsat kan udøve sit virke. Det gælder både kirkeligt i forhold til evangeliets forkyndelse, gudstjenester, kirkelige handlinger og sjælesorg, men også samfundsmæssigt i forhold til begravelser, personregistrering m.v.

Planen for kriseberedskabet er udarbejdet i et samarbejde mellem biskopperne, Præsteforeningen, Provsteforeningen, repræsentant for kirkefunktionærerne og Landsforeningen af Menighedsråd. Og netop samarbejdet er styrken i kriseberedskabsplanen.

”Vi har nu et fælles afsæt og en organisering, der sikrer, at vi kan håndtere en national krise på bedst mulig måde uanset krisens karakter,” udtaler Søren Abildgaard, formand for Landsforeningen af Menighedsråd.

Bygger på erfaringer

Erfaringerne fra coronakrisen tydeliggjorde behovet for en fælles kriseberedskabsplan, og det er blandt andet disse erfaringer, som arbejdsgruppen har brugt i udarbejdelsen af kriseberedskabsplanen.

”Det gør os i stand til hurtigt at kunne agere og kommunikere, når vi på forhånd har aftalt beslutningsprocesser og organisering, og det er afgørende for alle led i folkekirken i en krisetid,” siger biskop Henrik Stubkjær.

Et internt arbejdsredskab

Kriseberedskabsplanen er målrettet aktørerne fra Landsforeningen, Provsteforeningen, Præsteforeningen, bispekollegiet og de faglige organisationer, og er dermed et internt arbejdsredskab. Omdrejningspunktet er at sikre koordinering og skabe klare kommunikationsveje, så krisen i fællesskab bliver håndteret bedst muligt.

Arbejdet med at finde de konkrete repræsentanter, der skal indgå i den strategiske krisestab, er nu i gang.