Konfirmation aflyst til og med pinse
Der er mulighed for fjernundervisning, hvis præsterne skønner det, fastslår biskopperne.
Arkivfoto
Opdateret 18.3. Konfirmationen er nu ikke længere kun aflyst til påske men til og med pinse.
Landets biskopper understreger, at når konfirmationer til og med påsken ’bør’ udskydes, skal det opfattes som et ’skal’, da det i praksis vil være nærmest umuligt at gennemføre konfirmationer og de efterfølgende fester inden for regeringens og Sundhedsstyrelsens retningslinjer.
Om konfirmationer efter påske også bliver aflyst, er der endnu ikke taget stilling til, da man løbende følger regeringens udmeldinger. Præster og konfirmandfamilier bør dog indstille sig på, at det også kan blive nødvendigt at udskyde konfirmationer, som ligger efter påske.
Det vil blive meldt ud hurtigst muligt, hvis der bliver behov for at udskyde yderligere konfirmationer.
Fjernundervisning som mulighed
Konfirmandundervisningen er aflyst landet over. Efter konfirmationsanordningens § 19, kan biskopperne under særlige omstændigheder, som i denne situationen, tillade afvigelser fra de almindelige krav for konfirmandundervisningen. Det betyder i praksis, at de enkelte præster skal vurdere og planlægge resten af undervisningen som fjernundervisning.
På Folkekirkens konfirmandcenter ligger digitale undervisningsforløb, som præster er velkomne til at benytte sig af, da der vil være forskellige behov hos de enkelte konfirmandhold. Det er også en god idé generelt at holde kontakt med sine konfirmander – fx gennem Skype, videosamtaler på Messenger eller med et nyhedsbrev.