Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Jul i kirken for alle aldre

I stedet for én julegudstjeneste for alle børnehavebørn har en kirke i Ishøj arbejdet med tilbud til den enkelte aldersgruppe. Det har seksdoblet antallet af besøg, gjort institutionerne tilfredse og præsten klogere.

Stjernehimlen hvælver sig i koret, når børnehavebørnene er på besøg i Ishøj Kirke. (Foto: Ane Øland Bækgaard)

Af Malene Bjerre

Ane Øland Bækgaard, præst i Ishøj, skulle lige sluge sin faglig stolthed, da børnehaven kontaktede hende om julearrangementerne. De var nemlig ikke helt tilfredse med kirkens tilbud. Der var ikke nok pædagogisk overvejelse i julegudstjenesterne, syntes de, og de ville også gerne slippe for bøn eller velsignelse.

Men så besluttede hun sig for at lægge selvtilstrækkeligheden på hylden og i stedet gå i dialog med det fagpædagogiske personale. Resultatet blev, at institutionen nu kommer seks gange i stedet for en enkelt, nemlig med børn i tre forskellige aldersgrupper og både til jul og påske. Og samtidig er præsten blevet væsentligt klogere på, hvordan forkyndelsen kan differentieres, uden at børnene går glip af lige præcis det fine, kirken kan give. Efter at hun havde gennemtænkt julebesøgene fra børnehaven, fortsatte hun med skolebørnenes julegudstjenester. 

”Jeg synes ikke, jeg er gået på kompromis,” siger Ane Øland Bækgaard. ”Men jeg har skåret ind til benet af, hvad det er, vi som kirke skal give børnene. De skal mærke det magiske og særlige ved kirkerummet og høre juleevangeliet i en eller anden form. Og de skal have det med herfra, som de ikke får mange andre steder, nemlig ånd.”

I dag er alle besøg og gudstjenesterne op til jul gennemarbejdet, så de passer til netop den målgruppe: lege og fortællinger til de små, quiz til mellemtrinnet og meditation til de store. Her deler hun materialet til inspiration.

Læs her om hendes overvejelser bag de forskellige arrangementer, og få helt konkrete tips til, hvordan man laver stjernehimmelparasoller og får lam nok til 100 børnehavebørn.