Johannes Møllehave: En ordkugle af ild
NEKROLOG: Beåndet forkyndelse kræver, at man brænder for det. Og Møllehave brændte altid, skriver Kristian Tvilling, præst ved Møllehaves gamle kirke i Virum.
Foto: Dan Riis/Møllehavehuset
Af Kristian Tvilling
”Er det ikke dér, Johannes Møllehave var?”
Første gang jeg blev stillet det spørgsmål, kom det fuldstændig bag på mig. Jeg var lige blevet ansat ved Virum Kirke og var på vej dertil i en taxa, hvor jeg sad og sludrede med den muslimske taxachauffør. Han spurgte, hvad jeg skulle ved kirken, og da jeg fortalte, at jeg var blevet ansat som præst, var det, at spørgsmålet faldt: ”Er det ikke dér, Johannes Møllehave var?”.
Det siger noget om Møllehaves rækkevidde. Ingen over 30 år er i tvivl om, hvem han er, og de fleste ved ovenikøbet, hvor han var præst, selvom det er 34 år siden, at han forlod stedet.
Sidenhen er spørgsmålet blevet stillet, næsten hver eneste gang jeg i selskabelig sammenhæng nævner min arbejdsplads – hvorefter de har tilføjet: ”Så er der noget at leve op til”. Ja, heldigvis, ville Møllehave sikkert selv sige. Vi har alle noget at leve op til. Det er det fortegn, opstandelsen sætter for vores liv: Vi skal leve op, og det ville da være forfærdeligt, hvis der ikke var noget at leve op til. Besværligheder, sygdom og død er der nok af, men det ender godt. Vi skal leve op – til glædens Gud.
Møllehave har sat sig dybe spor som den vel nok største formidler i nyere tid. Han kunne formidle alt og kunne til hver en tid rykke ud og holde et foredrag om alt lige fra Shakespeare eller Kierkegaard til begrebet tid eller humor. ”Humor er det, man mangler, når man forsøger at forklare, hvad det er”, sagde han, men det modbeviste han faktisk selv: Han formåede nemlig at tale om humoren, så alle grinte med.
Når Møllehave kunne spænde så vidt i sine foredrag, skyldtes det ikke mindst, at han var en eminent læser, der evnede at vride ofte overraskende pointer ud af enhver tekst. Få mennesker har læst så meget og så godt som Møllehave, endnu færre er i stand til at huske det læste så præcist, og ingen overhovedet har været i stand til at formidle stoffet så levende, nærværende og begejstret, som han gjorde.
Han var også anekdotens mester. Små hverdagssituationer, som vi andre måske ville have overset, blev sat ind i store sammenhænge og tolket side om side med bibelske tekster, Dostojevskij og Grundtvig på en måde, der gjorde formidlingen vedkommende.
Men midt i al formidlingen glemte han aldrig forkyndelsen. Kritikere hævdede ganske vist, at forkyndelsen druknede i vittigheder og muntre indslag, men hans stil hang nøje sammen med hans teologi. Møllehaves forkyndelse var altid først og fremmest forkyndelsen af det glædelige budskab. Guds kærlighed til mennesket skal forkyndes som den fest, det er. Det skal ikke bare siges som en kedelig teori – det skal kunne mærkes. Er man i tvivl om Møllehaves kristendomssyn, behøver man blot at læse titlerne på hans prædikensamlinger: ”Til glædens Gud”, ”De levendes lyst” eller ”Hvor kærlighed bor”.
Eller dengang han efter en højmesse inviterede dronningen på te og hun helt uventet takkede ja, hvorefter han fik mere end almindelig travlt. Han havde ingen fornemmelse af, hvordan der så ud derhjemme, eller om de overhovedet havde te i huset.
Glemte aldrig Virum
Møllehave glemte aldrig Virum Kirke og vendte lejlighedsvis tilbage for at holde foredrag eller tage en gudstjeneste. Særligt pinsedag ville han gerne prædike, hvilket da også var oplagt. I pinseunderet berettes der om, hvordan Helligånden kommer over disciplene som tunger af ild, så de bliver i stand til at forkynde det glædelige budskab for enhver. Beåndet forkyndelse kræver, at man brænder for det. Og Møllehave brændte altid. Han var både i sin forkyndelse og formidling netop beåndet. Han var en ildkugle af ord – eller en ordkugle af ild, om man vil.
Selv havde jeg fornøjelsen af at tale med ham adskillige gange, og når han ringede, foregik det som regel på den måde, at jeg nåede at sige mit navn, hvorefter han talte uafbrudt i 30-40 minutter og pludselig afsluttede samtalen. Som Benny Andersen sagde: ”At afbryde Møllehave svarer til at ville stoppe en pil, der er sendt af sted”. Bagefter kunne jeg af og til sidde lidt forvirret tilbage, men altid samtidig inspireret.
Men det var ikke kun Møllehave, der aldrig glemte Virum. I Virum har man heller aldrig glemt ham. Jeg møder jævnligt folk, som kan fortælle om en både inspirerende og hæsblæsende konfirmandundervisning, og sognet flyder over med historier om ham. Fx når hans manglende evner i kalenderstyring gjorde, at han lørdag formiddag kunne komme lettere panisk ind på kirkekontoret og spørge kordegnen, om han kunne finde ud af, hvor det var, han havde en vielse samme dag kl. 15, hvilket for hans vedkommende snildt kunne være Aalborg eller Svaneke. Eller dengang han efter en højmesse inviterede dronningen på te og hun helt uventet takkede ja, hvorefter han fik mere end almindelig travlt. Han havde ingen fornemmelse af, hvordan der så ud derhjemme, eller om de overhovedet havde te i huset.
Men først og fremmest er Virums fortælling om Møllehave, at han var en præst, der tog sit almindelige præstearbejde dybt alvorligt. På trods af at han havde travlt med at holde foredrag og skrive bøger og revytekster, gik det aldrig ud over hans arbejde som sognepræst. Han tog flere kirkelige handlinger end de fleste og var flittig til at tage på husbesøg og føre sjælesørgeriske samtaler.
Møllehave har sat et kolossalt aftryk, og det er vemodigt for mange mennesker, at han ikke længere er iblandt os. Og vemoden har også bredt sig i Virum – for jo, det er her, Johannes Møllehave var.
