Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

I gang med arbejdet

I tirsdags fejrede Peter Birch valgsejren sammen med sin baggrundsgruppe. Og nu tager han hul på at udmønte de mærkesager, han har talt om gennem valgkampen.

Billede af Peter Birch

Der bliver nok at tage fat på gennem de næste godt tre måneder inden Peter Birch officielt tiltræder som ny biskop i Helsingør Stift den 1. februar.

Af Malene Bjerre

”Ja, jeg får ikke så meget søvn i øjeblikket. Jeg vågner lidt tidligere, end jeg plejer, for jeg synes, der er nok at forholde sig til.”

Og der er da også sket lidt i Peter Birchs liv de seneste par dage. I tirsdags kl. 12 stod det klart, at den nuværende provst i Gentofte havde vundet kampen om at blive den nye biskop i Helsingør Stift.

Kort efter begyndte det at strømme ind med blomsterbuketter og hilsner og mails fra nær og fjern, fra borgmesteren i Gentofte, venner og familie, fra menighedsråd i hele stiftet. Kirkeminister Joy Mogensen ringede og sagde tillykke, og sidst på eftermiddagen var der åbent hus for dem, der har været engageret i Peter Birchs baggrundsgruppe, venner og kolleger. De mange hilsner, mails og sms’er med lykønskninger skal også lige besvares. ”Det er meget rørende og bevægende med alle de varme hilsner, jeg har fået,” fortæller han.

Men nu skal han i gang med arbejdet. For ganske vist afgiver han posten som formand for Provsteforeningen her i weekenden, men de næste godt tre måneder skal han stadig passe sit arbejde som provst i Gentofte og præst i Hellerup Kirke. Og samtidig skal han til at forberede sig på sine mange nye opgaver som biskop.

Peter Birch ved endnu ikke helt, hvordan overdragelsen mellem ham og Lise-Lotte Rebel kommer til at foregå. ”Der er jo nok ikke sådan et ’Ny biskop’-program. Eller hvad ved jeg,” smiler han. ”Men i hvert fald er det en af de store fordele ved, at vi kunne nøjes med én runde – nu bliver der god tid til, at Lise-Lotte og jeg kan gennemgå de mange opgaver, der ligger på biskoppens bord.”

Et skridt videre

Peter Birch har især talt om tre mærkesager gennem valgkampen: at sikre en central placering af folkekirken gennem stærk lokal forankring i menighedsrådene. At styrke arbejdsmiljøet. Og at skabe plads til nytænkning og kreativitet i sognenes kirkelige arbejde. Og hvordan vil han så tage fat på at få tingene til at ske?

”Ja, jeg ved jo godt, hvad mine ambitioner er,” siger Peter Birch. ”Det har jeg talt om længe, men nu skal jeg et skridt videre. Når jeg træder til den 1. februar, vil jeg gerne have en plan parat over, hvad jeg skal i gang med. Og det overblik, der skal til, for at jeg kan komme i gang med den, det skal jeg til at danne mig nu.”

Et af de områder, Peter Birch vil styrke, er samarbejdet mellem menighedsrådene. ”Jeg vil tilskynde til, at der bliver dannet netværk for de forskellige funktioner, og at der bliver tilbud om et formaliseret samarbejde om at løse nogle af opgaverne fælles,” fortæller han. ”Der kræves jo virkelig meget af menighedsrådene i dag. Det kræver høj specialisering eksempelvis som kontaktperson at være personaleleder eller som kasserer at stå for regnskabet Videndeling og samarbejde kan være nogle af de veje, man kan gå. Det handler ikke om at tage noget fra menighedsrådene, men tværtimod om at støtte rådene i at tage vare på det lokale ansvar.”

Handlekatalog for problemer i sognet

Desuden vil Peter Birch skabe et samtaleforum bestående af repræsentanter for provster, præster og menighedsråd, der kan gennemtænke de problemområder, der kan være typiske kilder til samarbejdsproblemer i sognene. ”Det er det, der ligger i den dobbelte ledelsesstreng. Den giver indimellem problemer. Når vi sammen har sat os ind i udfordringerne, kan vi tage fat på at lave et katalog over handlemuligheder,” siger han. ”Så har det enkelte sogn noget at gribe fat i, når de står med et problem,” siger han og peger på, at det også kan betyde en aflastning for stiftsadministrationen, hvis færre sager sendes videre til stiftet.

En anden vigtig opgave for Peter Birch er at styrke kirkens samarbejdet med lokalsamfundet. ”Jeg vil ret hurtigt indkalde alle borgmestrene i stiftet til et møde, hvor vi sammen kan se på, hvordan kommunerne og kirken kan bruge hinanden. Det har vi mange fine eksempler på i stiftet – fx fra Brøndby Strand, Vestervang i Helsingør og Grønnevang i Hillerød – og dem vil jeg gerne fortælle alle borgmestrene om. Og de konkrete projekter kommer jo til at være forankret i de lokale sogne, men jeg vil gerne være med til at øge bevidstheden og kompetencerne på tværs, så vi udvikler samskabelsen til gavn for mennesker og fællesskabet.”

Ny bispekjole

Der er også mere jordnære opgaver. Den bispekåbe, dronningen selv har tegnet og syet, tilhører embedet, så den overtager han fra Lise-Lotte Rebel. Men den sorte bispekjole indenunder – som adskiller sig lidt fra en præstekjole – skal specialsys, så den skal han have taget mål til.

Og så er der jo bispevielsen den 31. januar. ”Vi ved ikke helt, hvad der kommer til at ske,” siger Peter Birch. ”Der er en detaljeret protokol for en bispevielse, men denne gang må vi nok forvente, at noget bliver anderledes på grund af corona. Så vi må se til den tid – men jeg er overbevist om, at det skal nok blive festligt alligevel.”