Hospitalspræst: Når boblen brister opdager vi, at livet er ukontrollerbart

Af Benjamin Birk Christophersen

Nødvielser, nøddåb, gudstjenester og andagter. Undervisning, oplæg, supervision og tværfaglige konferencer. Men mest af alt sjælesorgssamtaler. 

Sådan kan man forsimplet opsummere arbejdet for en hospitalspræst.

Sådan er hverdagen også for Marianne Thestrup Jensen, der har været hospitalspræst på Hvidovre Hospital i otte år.

”Vi taler med alle, uanset alder og religion. Det er både patienter, pårørende og ansatte, der kan have brug for en samtale,” siger Marianne Thestrup Jensen, der sætter pris på uforudsigeligheden og alsidigheden ved arbejdet som hospitalspræst:

”Jeg er meget glad for at være hospitalspræst, hvor en stor del af arbejdet er akut, og hvor det tværfaglige fylder. Vi bliver brugt og det er rart. Min kollega og jeg føler os privilegerede,” siger Marianne Thestrup Jensen og fortsætter:

”Samtalerne fylder det meste, og ikke alle er på kanten mellem liv og død. Det kan også være den unge mand, der bøvler med skulderen og ikke kan det samme som før skaden. Det sætter altid spor, når tæppet i højere eller mindre grad bliver revet væk under os.”

En koordinerende rolle

Siden april har Marianne Thestrup Jensen været ledende hospitalspræst.

Her har hun bl.a. til opgave at holde overblikket over de 19 institutioner i Region Hovedstaden.

”Som ledende hospitalspræst skal jeg være orienteret om ændringer i regionen, der kan påvirke behovet på den enkelte institution f.eks. i forhold til præstedækningen,” siger Marianne Thestrup Jensen, der desuden har opgaver som MUS-samtaler, arbejdsmiljø og at være med til at varetage folkekirkens interesser i byggesager som f.eks. kirkerum.

”Jeg kender hospitalsverdenen indefra. Det gælder både strukturerne og de udfordringer, man kan have som hospitalspræst. I forhold til biskopper og provster er en af opgaverne netop at bidrage med oplysning, viden og data,” siger Marianne Thestrup Jensen.

Når sæbeboblen brister

En af de ting, Marianne Thestrup Jensen ofte møder i sin hverdag på Hvidovre Hospital, er mennesker, for hvem livets skrøbelighed pludselig kommer tæt på.

”Jeg plejer at bruge billedet af en sæbeboble, som de fleste af os befinder os i. Inde i sæbeboblen er verden kontrollerbar og grundlæggende et trygt sted. Vi tænker: ”Hvis jeg spiser sundt, dyrker motion og forsøger at være et godt menneske, sker der mig ikke noget. Hvis jeg med andre ord overholder min del af kontrakten, så er der en anden, der overholder sin. Fornuftmæssigt ved vi godt, at vi skal dø, og så tænker vi alligevel dybest set, at det kun er noget, der sker for naboen. Det øjeblik vi erfarer, hvor skrøbeligt livet kan være, at døden ikke kun angår naboen, da er det at sæbeboblen brister, og vi opdager at det ikke kun er os, der styrer livet, men at livet i lige så høj grad styrer os. Livsvilkårene har hele tiden været sådan. Forskellen er, at vi har erfaret det, og det kan få os til at tænke nye religiøse og eksistentielle tanker, som vi måske ikke har tænkt på tidligere” siger Marianne Thestrup Jensen.

Når sæbeboblen brister, og livets fundament slår sprækker, kan mennesker opleve at famle efter en mening. Det oplever Marianne Thestrup Jensen i samtaler med patienter og pårørende:

”Patienter kan spørge: ”Hvorfor mig? Hvad har jeg gjort, siden det sker for mig?" Når vi mennesker spørger efter mening, er det fordi livet ikke længere hænger sammen for os. I stedet for at forsøge at finde en mening, som ofte kun fører skyld oveni lidelse, spørger jeg efter betydning: ”Hvad betyder noget for dig? For der er altid noget, der har betydning. Der er altid nuancer selv i det sorteste sorte, og det gør godt at finde noget, der faktisk har betydning lige nu, hvor livet ikke hænger sammen,” siger Marianne Thestrup Jensen og fortsætter:

”Det handler egentlig også om at turde stille de indlysende ”dumme” spørgsmål. Det kan f.eks. være til et menneske, der netop har fået at vide, at der ikke findes mere behandling. Spørgsmål som ”Er du bange? For når vi mennesker får lov til at sætte ord på, gør det noget ved os. Det hjælper os ind i virkeligheden så at sige, og dermed i stand til at træffe beslutninger ud fra de nye livsomstændigheder. Og så er det vigtigt at følge patienten, sådan at man ikke kommer til at tage førergreb. Det kan være, at der er en lille sprække, hvor man kortvarigt kan tale om det svære, og når sprækken lukker, så må man trække sig. En elefant kan ikke spises på en gang.”

”Hvordan vil du leve fra nu og frem?”

Når man er døende, kan man blive spurgt: ”Hvordan ønsker du, din sidste tid skal være?”

Men Marianne Thestrup Jensen spørger hellere: ”Hvordan vil du leve fra nu og frem?”

”Ved at spørge på den måde, så er vi alle sammen i samme båd, og der er ikke et skel mellem dig og mig. Ingen af os kender dagen i morgen. ’Hvordan vil du gerne leve fra nu og frem?’ Der er håb i det spørgsmål. Livet skal leves lige til det sidste,” siger Marianne Thestrup Jensen

Og netop håb er det, hun forsøger at bringe ind i menneskers liv, når hun taler med dem. 

”Vi mennesker er hele tiden på vej. Lige nu kan vi have det på én måde, og så kan det vise sig, at vi har det på en hel anden måde om nogen tid,” siger Marianne Thestrup Jensen.