Hospicepræst: Sorgen er imellem os, så den kan ikke bæres alene
Vi lever i sorgens århundrede. Alligevel går mange over på modsatte fortov, når de møder et menneske, der har mistet. Hvordan bliver vi bedre til at være sammen i sorgen?
Det kan være enormt ensomt at være sørgende i dag, fordi kulturen og pårørende, familien og netværket har en forventning om, at sorgen er noget, den enkelte skal løse, siger hospicepræst Ole Raakjær. Foto: Mads Nordvig
Charlotte Kongsgaard Nielsen, Andreas Lindbjerg Nielsen
’Amalie skal dø’. ’Børnene fra sorggruppen.’ ’På tirsdag skal jeg dø’. ’Det sidste ord’.
Ligegyldigt hvor vi orienterer os i tidens medietilbud, kan vi i dag blive mødt af sorg og død. 'Sorgens århundrede' kalder sociologiprofessor og sorgforsker Mikkel Hviid Jacobsen vores samtid, for der findes uanede mængder af litteratur, tv-programmer, podcasts, artikler, kunst og musik om sorg. Der findes mindesider, virtuelle sorgfællesskaber, fakkeloptog og spontane mindepladser ved ulykkessteder. Der findes sorgterapi, sjælesorg og sorggrupper, og i kirken er allehelgensgudstjenesten, hvor man mindes de døde, blevet en af årets største gudstjenester. I 2022 blev sorg tilmed en diagnose.
LÆS MERE: Fra sørgedragter til sorgdiagnose - om sorgkultur gennem tiden
Sammen om sorgen
Det er mindre ensomt, når vi er sammen om sorgen. Derfor sætter vi i marts 2023 fokus på sorg og fællesskab. Find en sorggruppe, læs artikler og se videoer om sorg på siden SammenOmSorgen.dk
Der er noget galt med vores sorgkultur
Alligevel er det som om, vi ikke helt kan finde ud af, hvad vi skal gribe i, når dem omkring os rammes af sorg. Forskning fra Aarhus Universitet viser, at sørgende får god støtte af deres nærmeste - men føler sig ensomme og ladt i stikken af omverdenen, hvor de mødes af en mur af tavshed. For hvad skal vi sige til dem? Hvad nu, hvis vi gør dem kede af det ved at spørge?
Ofte kan det ende med, at vi ikke gør noget. For så gør vi i hvert fald ikke noget forkert.
- Det kan være enormt ensomt at være sørgende i dag, fordi kulturen og pårørende, familien og netværket har en forventning om, at sorgen er noget, den enkelte skal løse. At sorgen har en løsning og en afslutning, siger Ole Raakjær, der er hospicepræst på Hospice Vangen.
Han har arbejdet med sorg i et kvart århundrede, og han mener, at der er noget essentielt galt med vores sorgkultur.
- Vi har en tendens til at individualisere sorgen og gøre det til den enkeltes problem. Det er et psykologisk problem, og det er noget, den enkelte har inde i sig selv, hvilket kan være meget isolerende og meget byrdefuldt for den sørgende, siger han.
- For mig er det afgørende, at sorgen bliver hevet ud af den individuelle forståelse. Sorg er noget, der er imellem os.
LÆS MERE: Da Carl døde, slog venner og familie lejr om Naja Marie Aidt
Ritualet skaber fællesskab
Også professor Mai-Britt Guldin, som har forsket i sorg i mange år, mener, at der er grobund for, at vi bliver bedre til at møde den sørgende frem for at gå i en bue udenom.
- Når man deler sorgen med mange andre, for eksempel på de sociale medier, får man ligesom en platform, hvor man kan udtrykke sin sorg i et fællesskab, siger Mai-Britt Guldin og peger på, at vores dyrkelse af kollektiv sorg også er kendetegnet ved ritualer som mindehøjtideligheder, mindeoptog eller et minuts stilhed i forsamlinger. Ritualer, der kan hjælpe os ind i et fællesskab, hvor vi kan forholde os til, at vi alle en dag skal dø, siger hun.
- Vi ser det f.eks., når flere og flere folk tager til allehelgensgudstjeneste. Når vi deler sorgen, kan det give en form for trøst i fællesskabet og en fornyet tillid til, at livet værd at leve.
LÆS MERE: Vi så hende miste sin mand til Alzheimers - Det har Julie Rubow lært af sorgen
Vi har alle et ansvar
Men skal vi for alvor rykke noget, kræver det, at vi - du og jeg og os alle sammen - tager ansvar, siger hospicepræst Ole Raakjær.
- Der er nogen, der er nødt til at tage mod til sig og ikke være så bange for at spørge. Og huske, at når den sørgende bliver ked af det, er det ikke fordi, jeg spørger, men fordi hun har mistet, siger han.
- Vi bærer noget af den sørgendes sorg i vores hænder. Vi kan både give rum og tilladelse til sorgen, men vi kan også tage sorgen fra den enkelte ved at blive bange for at sige noget forkert og slet ingenting sige eller gøre.
Derfor er hospicepræstens vigtigste råd at have mod til at spørge - og lige så vigtigt at have tålmodighed til at lytte og tale med om den døde.
- Når du har fokus på den, du har mistet, kommer du også til at mærke, at du ikke kun er en, der har mistet – du er også en, der har fået. Det betyder ikke, at sorgen blive mindre, men den bliver placeret det rigtige sted. Den bliver placeret i byrdekassen, og vi skal skelne mellem problemer og byrder: Problemer kan løses, byrder skal bæres. Sorg er en byrde, og byrder er tunge, og vi kan ikke tage dem fra hinanden. Men det gør en forskel at lægge øre til byrden.
