Hilsen fra biskoppen: Vi beder for Ukraine
Der er brug for vores hjælp, medfølelse og engagement – og det er godt at vide, at vi har ukrainere så tæt på os, at vi faktisk kan gøre noget for dem, skriver Peter Birch
Mange kirker holder andagter og gudstjenester med bøn om fred.
I disse dage oprøres vi alle over at se billederne fra Ukraine. Den 64 kilometer lange kolonne af russiske militærkøretøjer, der langt bevæger sig ind i et uafhængigt land og frem mod hovedstaden Kyiv. Lange køer af mennesker på flugt med de nødvendigste ejendele og børnene på armen eller i hånden. De første forfærdende billeder af ødelæggelser. Men også beretningerne om en befolkning, der optræder værdigt og via internationale politiske kanaler forsøger at afværge en katastrofal krig.
Krigen kalder på vores forbøn og vores protest. Krig er en tyran, der berøver menneskers liv og værdighed og tilskynder til uhyrligheder, som ingen vil tage ansvaret for. Flere kirker i stiftet har åbnet dørene og holder i disse dage andagter og gudstjenester med forbøn for fred. Begivenheder på den storpolitiske scene efterlader os ofte med en følelse af afmagt og uafvendelighed. Vi har brug for at samles og byde afmagten trods. Vi kan bede, og vi kan hjælpe hinanden med at holde fast i håbet om at den brutale magtanvendelse må blive modsagt i ord og handling. Og vi kan fx via Folkekirkens Nødhjælp sende hjælp til de mange, som lige nu må forlade hus og hjem.
Der bor lige nu over 900 ukrainere i vores stift. Det var nyt for mig og sikkert for andre, at der i alle provstier er et større eller mindre antal medborgere af ukrainsk herkomst. Antallet vil uden tvivl vokse i de kommende uger og måneder. Der er brug for vores hjælp, medfølelse og engagement – og vi har ukrainere så tæt på os, at vi faktisk kan gøre noget for dem. Det opfordrer jeg alle til at gøre.
