Nyheder
Nyheder

Hilsen fra biskoppen: Påskens kirke året rundt

Kirken skal placeres midt i den menneskelige tilværelse – som det, der gør det muligt at leve i samfund trods skyld, svigt og død.

Påskeliljer

 

Af Peter Birch, biskop

Forestil dig et samfund, hvor tro, håb og kærlighed ikke fandtes ..! Alene forestillingen kan få det til at gyse i én. Det ville være en stenørken, en verden uden liv og glæde. Forsvandt troen, håbet og kærligheden ud af vores liv og vores verden, ville vi være overladt til gudsforladtheden, simpel overlevelse og selvhævdelse.

Tro, håb og kærlighed er en treklang, der udspringer af evangeliet, og som har formet vores hjerter og vores samfund. Troen, håbet og kærligheden henter sin kraft fra påsken, som vi skal fejre i den kommende uge. Påsken gennemspiller et drama, hvis elementer vi kender alt for godt: svigt, forræderi, afmagt og kujoneri. Men der, hvor det hele truer med at løbe ud i sandet, hvor disciplene murer sig inde eller flygter til højre og venstre, der sker der noget mere: Gud griber ind, lader ikke døden få det sidste ord, men rejser den korsfæstede af graven.

Vi taler som regel om den tomme grav. Det er sandt. Men det er ikke alt. For den tomme grav vidner om, at Gud har tømt graven, har overbudt døden med en vilje, der er stærkere end døden. Guds kærligheds magt. Det er den, der nærer troen og giver os håb.

Solen skinner, foråret har for alvor meldt sin ankomst og selvom vi fortsat er underlagt coronarestriktioner, så er der taget hul på en genåbning, som også er blevet folkekirken til del: Ud over de korte gudstjenester i kirkerne kan vi nu også samles til udendørsgudstjenester med op til 50 deltagere – og der vi må synge!

Stat op, min sjæl, i morgengry!

I påsken lovpriser vi troen, håbet og kærligheden som Guds gaver. Som det, der gør det muligt at leve i samfund trods skyld, svigt og død. Som kirke skal vi synge om troens sejr over gudsforladtheden, håbets sejr over fortvivlelsen og kærlighedens sejr over ensomhed og isolation.

Når vi gør det, når vi lader verden høre vores lovsange – hvad enten det er i gudstjenesterne eller i vores øvrige praksis – så placerer vi os som kirke midt i den menneskelige tilværelse. Som påskens kirke, der ikke lader sig skræmme eller fortvivle, men selv bæres af troens ord om, at ingen sten kan holde Guds kærlighed indespærret.

Glædelig påske!