Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Helsingør Stifts kommunikationsafdeling får ny konsulent

Steen Toft Winther skal arbejde bredt med kommunikation i Helsingør Stift og kommer blandt andet til at stå for stiftets sociale medier, hjemmeside, rådgivning og pressehåndtering.

Steen Toft Winther i klostrets buegang

Steen Toft Winther er ny kommunikationskonsulent i stiftet. (Foto: Susan Mühlendorph Egehoved) 

I begyndelsen af 2022 tiltrådte Steen Toft Winther som kommunikationskonsulent i Helsingør Stift, hvor han sammen med stiftets øvrige konsulenter skal tage sig af både intern og ekstern kommunikation.

Steen Toft Winther er cand.mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet og har arbejdet på kommunikationsbureau, hvor han lavede PR og influencer marketing for både styrelser, interesseorganisationer og nationale såvel som globale virksomheder.

Derudover har han skrevet for Weekendavisen, Kristeligt Dagblad, Information og Soundvenue om alt fra koreanske Netflixserier til, hvordan præster i 1600-tallets England stadig påvirker nutidens sprog om sygdomme. Han har desuden bidraget til en bog om international fankultur og arbejdet for fodboldklubben Borussia Dortmund.

Det handler om at møde mennesker, hvor de er

For Steen Toft Winther handler kommunikation om at møde mennesker, hvor de er, og formidle information med omtanke, opfindsomhed og i et klart sprog. Og selvom vi befinder os i et evigt skiftende kommunikationslandskab, der orienterer sig mod digitale platforme, mener han, at den gode, gamle pressemeddelelse stadig kan noget.