Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Fyraftensmøde: Kom og hør mere om Teologi for Voksne

Den 12. maj afholdes et fyraftensmøde om Teologi for Voksne for alle interesserede i Østervangkirken i Glostrup.

Foto: Sille Arendt

Kom og hør mere, når Helsingør Stifts nye satsning ’Teologi for voksne” skydes i gang til fyraftensmøde i Østervangkirken i Glostrup d. 12. maj kl. 16.30-18.30. 

Her får du en smagsprøve på kurset, når biskop Peter Birch, lektor Søren Holst og provst Marianne Telling fortæller om kursets indhold, mål og praktik. Det er uforpligtende at møde op og kræver ikke tilmelding. 

Hvad er Teologi for voksne? 

Teologi for voksne er et 3-årigt kursus i højskoleformat med første holdstart i september. Kursets undervisere, der er præster og universitetsteologer, tager deltagerne gennem kristendommens historie fra dens oprindelse og spredning i de første århundreder, og helt frem til vores tid.  

I flere tusind år har vi brugt teologien som ramme for forståelsen af Gud i teori og praksis. Derfor er det relevant for alle, der har berøring med kirken, at blive klogere på teologiske perspektiver. De vil øge sammenhængen mellem teologi og andre fortolkningsrammer i kirken. 

På kurset undersøges de store spørgsmål. Hvad er troens fundament? Hvordan har kirkens bekendelser og praksis udviklet sig gennem historien? Og hvorfor? Og hvordan spiller kristendommen og kirken ind i samfundet i dag? 

Disse spørgsmål og mange flere bliver undersøgt på kurset, der har følgende fag:

Det ny testamente: Oplev hvordan de enkelte skrifter står stærkere, når indre sammenhænge og temaer på tværs falder på plads.  

Det gamle testamente: Lær om skrifterne på deres egne præmisser og opdag hvilken betydning de har haft i kristendommens grundlæggelse og udvikling frem til i dag. 

Kirkehistorie: Hvad er kirken for en størrelse? Og hvordan har den udviklet sig gennem historien? Hvor har den læremæssige kamp udspillet sig i forskellige perioder og hvor er vi ’landet’ i dag? 

Religionsfilosofi og dogmatik: Forholdet mellem tro og tænkning, mellem skyld og tilgivelse eller det ondes problem. Hvad betyder det når vi taler om Gud som Fader, Søn og Helligånd?  

Hvem kan deltage?
Kirkegængere, menighedsrådsmedlemmer, kirkens ansatte, frivillige, og andre med interesse for Teologi og kirkens historie og samtid

Fyraftensmødet afholdes d. 12. maj 16.30-18.30 i Østervangkirken, Dommervangen 2, 2600 Glostrup.

Kontakt: Mie Jønsson mej@km.dk

Download flyer til print