Folkekirken kan lære af coronakrisen

Af Ellen Aagaard Petersen og Kirsten Weiss Mose

”Når folkekirken skal spille efter reglerne, men uden for banen” er titlen på en ny undersøgelse af folkekirken under coronakrisen, som FUV, Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, har udarbejdet. Rapporten skal klæde folkekirken bedre på til fremtidige kriser og pege på nogle af de erfaringer fra nedlukningen, som folkekirken i det hele taget kan bruge i sit arbejde.

Kan folkekirken lære noget af erfaringerne fra forårets nedlukning under coronakrisen? Det har FUV undersøgt i rapporten, som også indeholder en række overvejelser og et idekatalog til folkekirken. Rapporten afdækker, hvordan folkekirken håndterede krisesituationen lige fra det nationale taskforce, som arbejdede tæt sammen med ministerier og myndigheder, til den lokale kirke, som skulle fortsætte sit arbejde under ganske andre omstændigheder.

Rapporten giver folkekirkens mange forskellige aktører en anledning til at overveje, hvilke erfaringer vi skal tage med os fra forårets nedlukning, og hvilke muligheder der er for at være en endnu mere nærværende folkekirke, hvis vi skulle komme i en lignende situation en anden gang.

Provsten afgørende i intern kommunikation

Biskopperne oprettede nogle dage inde i nedlukningen en taskforce, som skulle varetage krisehåndteringen ved at arbejde tæt sammen med myndighederne og kommunikere fortolkninger af retningslinjer. Taskforce, som arbejdede inden for rammerne af biskoppernes almindelige tilsynsmyndighed, blev løbende udvidet, og en særlig kirkegårdstaskforce blev også oprettet. Situationen, som krævede hurtig fælles handling, betød at folkekirken som del af den offentlige forvaltning trådte tydeligere frem under krisen end normalt, hvor kirken overvejende fungerer som netværksorganisation.

FUVs undersøgelse viser, at sognene oplevede krisekommunikationen som forsinket og forvirrende med flere parallelle kanaler, der i flere tilfælde modsagde hinanden. Præster og menighedsråd fortæller i rapporten om at stå i et krydspres mellem retningslinjerne og hensynet til medarbejdere og medlemmer, fx pårørende ved begravelser. Her indtog provsten en afgørende rolle som en slags lokal taskforce, der gennem personlig kontakt og ved at være let at få fat på hjalp præster og menighedsråd med at tolke retningslinjerne, så de gav mening lokalt.

Digital kirkekommunikation med potentiale

Da kirkebygningerne blev lukket, tog folkekirken hurtigt digitale kommunikationsformer i brug. De fleste steder tog præsterne ansvar for kommunikationen, og især yngre præster og bysogne lykkedes med at skabe synlighed på internettet, fordi de i forvejen havde erfaringer med at kommunikere digitalt. Rapporten viser dog også, at kirkernes nedlukning ikke blev anledning til at udnytte de digitale henvendelsesformers fulde potentiale, fx i forhold til at inddrage seerne og styrke tovejskommunikationen. Den autoriserede gudstjeneste blev heller ikke i den anledning udfordret. Derimod videreførte de fleste kirker den traditionelle gudstjenesteform i forkortet form. Erfaringerne rejser spørgsmålet, om der findes en ny digital menighed, som bedre kan nås gennem digital kommunikation end traditionelt gudstjenesteliv. En eventuel ny nedlukning kan igen skabe behov for digitale gudstjenester, kirkelig undervisning og andre aktiviteter. Det vil kræve mere teknisk assistance, liturgisk vejledning, styrkelse af ressourcer og kompetencer på det digitale område blandt især præster og organister.

Præster prædiker trøst og håb

Rapporten analyser også prædikener fra nedlukningen og viser, at præsterne overvejende tolker coronakrisen som en krise, der rammer mennesker personligt som en tragedie. Mens politkere og myndigheder har haft fokus på det personlige ansvar, skyld og skam, forholder prædikenerne sig snarere til mennesket som offer for en uforudsigelig ulykke. Prædikenerne forkynder Gud som den, der giver trøst, håb og mod, mens klassiske lutherske temaer som synd og tilgivelse ikke sættes i forbindelse med krisen.

Stor opbakning til folkekirken under kriser

Danskerne ser folkekirken som en institution der kan afhjælpe kriser på mange niveauer, og et flertal på 53 procent forventer, at kirken markerer sig og deltager efter en katastrofe. Vi bliver ikke blev mere troende eller religiøst praktiserende under forårets nedlukning og krise. Men motiverne for at være medlem af folkekirken bliver mere konkrete under forårets nedlukning end før. Fx er der flere, der angiver, at kirkebygningen, folkekirkens sociale indsats og adgangen til kirkelige handlinger er væsentlige for deres medlemskab, end det var tilfældet før krisen.