Nyheder
Nyheder

Fødselsdagsinterview: Peter Birch fylder 60

Peter ville gerne have snakket med Churchill, nyder det exceptionelt almindelige ved at være morfar og tager helt klart den hyggeligste vej på cykel. Han har været biskop i halvandet år og nu fylder han 60. I dagens anledning har vi stillet ham nogle spørgsmål.

Peter Birch kigger ud af vinduet i bispegården

Peter Birch i bispegården som han flytter ind i, når den er klar. (Foto: Sille Arendt)

1. Cykler du den hurtigste eller den hyggeligste vej?

Helt sikkert den hyggeligste. Jeg kan rigtig godt lide at opdage nye måder at komme frem på. Lige svinge ind om et nyt kvarter, og se hvordan tingene hænger sammen, det gjorde jeg meget på Christianshavn, da jeg var præst i Vor Frelsers Kirke, og også da jeg var provst i Gentofte og det gør jeg sådan set stadigvæk. Vælger forskellige veje for at lære byen og stedet at kende. Cyklen trænger dog til at blive skiftet. Så når jeg får en ny, vil jeg igen opdage verden med min cykel.

2. Hvis ikke du havde læst teologi, hvad ville du så gerne have arbejdet med?

Jeg overvejede egentlig ikke særligt mange alternativer. Jeg var meget tidligt ret sikker på, at jeg ville læse teologi, men jeg overvejede kortvarigt andet. Jeg kan huske, at jeg overvejede at blive ulandsfrivillig, som Mellemfolkeligt Samvirke dengang var dygtige til at præsentere som en mulighed. Vores nabo i Dråby på Djursland var pensioneret skovrider og det overvejede jeg faktisk også en kort overgang. Der er meget skov på min hjemegn, som jeg holdt af at færdes i. Det var altid teologien, der stod for mig som det, jeg gerne ville.

Dråby Kirke ved Ebeltoft. (Foto: Wikimedia Commons)

3. Kan du huske nogle af dine første minder fra kirken?

Ja, det kan jeg. Jeg var meget aktiv i mine konfirmationsår og årene derefter i kirkeligt ungdomsarbejde. De lokale præster var dygtige til at arrangere debataftener, konfirmandklub og sodavandsdiskotek for os konfirmander. De aftener husker jeg som ekstremt inspirerende og som et godt fællesskab. Og så mødte jeg i kirken et fællesskab, der gik på tværs af de forskelle, der ellers er mellem mennesker. Her sad den lokale særling på bænken ved siden af den lokale rigmand, der havde erhvervet en formue ved at udstykke jord til sommerhuse. Jeg oplevede her kirkens fællesskab som et, der favner bredt og stikker dybt.

4. Hvor finder du sjælefred?

Jeg går stadig ture i skoven, det har jeg altid gjort, eller ved havet, jeg elsker at være nær kysten. Og så sætter jeg stor pris på en god nats søvn. Jeg skal sådan set bare lægge mig ned, så sover jeg. Det er relativt lige meget om det er i en togvogn, på gulvet eller i en behagelig seng. Jeg tror der er en teologisk pointe i, at vi er skabt med et behov for at koble af og bare give os hen i, at åndedrættet er i Guds hånd, at vi ikke skal præstere. Det er faktisk en dejlig tanke. Og så de morgener, hvor man kan lave en kop kaffe og sætte sig i haven før verden vågner, det er noget af det mest vidunderlige.

5. Hvem holder du med i fodbold?

Biskop Kjeld Holm, tidligere biskop i Aarhus, sagde at fodbold er det vigtigste af de uvigtige ting. Det er godt sagt af en fodboldentusiast og godt at huske.

Selv har jeg det sådan, at jeg holder meget af at se en god kamp, jeg gør det dog sjældent med "fanbriller". Det er klart at jeg holder med Danmark når landsholdet spiller, men på klubbasis synes det er sjovt at se Superliga- kampe, uden at have en favorit. Og nu er Helsingør jo også et meget stort stift, med flere klubber i Superligaen, så det vil måske være klogt af mig ikke at melde kulør.

6. Har du en guilty pleasure?

Jeg har en meget sød tand, der skal tæmmes, så der er i hvert fald en.

Og så nyder jeg at se serier. Det bliver nu ikke til så meget, men jeg har nydt meget at se The Crown, den er så flot lavet og giver det her vúe over en tid som mere eller mindre er mit livsspan. Jeg kan huske mange af de historiske personer og begivenheder, der bliver refereret til, historiske brændpunkter, der har sat sig i min og den kollektive erindring.

7. Er der et brændpunkt fra vores tid, du husker særligt tydeligt?

Ja, Utøya. Jeg var dengang præst på Christianshavn, og da Vor Frelsers Kirke var ved at blive restaureret, lånte vi Den Norske Kirke som gæstekirke. I løbet af et par dage fik jeg sammen med domprovst i København Anders Gadegaard og den norske præst arrangeret en mindehøjtidelighed i Københavns Domkirke, hvor Dronningen og den norske ambassadør kom, kirke var fyldt til sidste plads. Vi følte alle et behov for at samles og sætte ord på forfærdelsen og holde fast i håbet. Det var meget bevægende.

Det var et eksempel på at kirkerummet ofte er det sted vi søger hen, når vi skal forholde os til det ubærlige. Det var en meget kraftfuld oplevelse af fællesskab, midt i den helt forfærdelige situation.

8. Hvilken huslig aktivitet er du gladest for?

Altså jeg kan vældig godt lide at lave mad til os selv og til gæster, men jeg kan faktisk også godt lide at støvsuge. Der er en umiddelbar tilfredsstillelse ved at gøre noget, hvor man kan se resultatet!

(foto: Sille Arendt) 

9. Hvis du skulle til stiftets eneste ø, Hesselø, hvad ville du tage med?

(Og du behøver ikke sige biblen).

Ja, det er klart, men Bibelen skulle da med!

Jeg ville nok tage billeder med. Dem har vi jo på telefonen i dag, og så bliver man straks mistænkt for ikke at kunne undvære den, så det er et dårligt bud, men billeder er vigtige at tage med ud af en brændende bygning.

Og så vil jeg sige salmebogen. Den er så utroligt rig, fordi den både har tekster og bønner, men først og fremmest en masser salmer som man kan blive ved med at læse og synge, tekster der kan bruges som tanke- og andagts- og refleksionsrum.

Og så ville jeg tage min kone med. Jeg kan godt finde ud af at være alene med mig selv, det kan faktisk være rekreativt for mig efter en dag med mange møder. Så har jeg brug for at mærke, at verden er stille. Men jeg slapper allermest af med min hustru. Så hun skal med!

10. Se Venedig og dø, hvad er dit Venedig?

Jerusalem! Det er en meget fascinerende og spændende by, fordi det er historie og nutid, sprængfarlig nutid, på samme tid. Alle skridt man tager i den by, rummer alle mulige facetter. Og derfor er jeg også glad for at jeg oplevede byen første gang med en meget kyndig vejleder, Søren Holst som rejsefører.

Hvis vi tænker lokalt, så synes jeg det er faktisk at gå tur på Kronborg, og det er fantastisk at komme op på loftet i Gilleleje Kirke og fornemme den historie som knytter sig dertil. Det er blevet en meget berømt historie hvordan man i oktober 1943 gemte jødiske medborgere på loftet. Mennesker fra hele verden slår i dag vejen forbi Gilleleje Kirke, for at se det loft jøderne havde søgt ly på med ganske få ejendele og udsigten til sikkerheden i Sverige.

Loftet i Gilleleje Kirke hvor jødiske medborgere i oktober 1943 gemte sig. (Foto: Gilleleje Kirke)

11. Fællesskab og næstekærlighed bliver du ved med at kredse om?

Jeg er jo ikke som sådan opdraget i en kristen familie, så det var i konfirmationstiden min kristne dannelse tog form. Jeg kan tidligt huske, at noget af det som optog mig allerede dengang, var den etiske dimension i kristendommen. Det er jo ikke fordi jeg er bedre til at efterleve det end andre, men kristendommen har hele tiden den der virkelighedsforankring, at troen skal omsættes til handling. Det er ikke en åndelig øvelse, det er faktisk en måde at forsøge at leve på. Kristen er man aldrig alene. Man er altid både med i et fællesskab, en menighed, gudstjenesten, og man er altid forbundet med et medmenneske.

12. Hvilken afdød person ville du gerne have mødt?

Der er mange, for jeg synes historie er spændende. Men umiddelbart kommer jeg til at tænke på Winston Churchill. Jeg har aldrig fået læst hans erindringer, som jo ellers regnes for at være en særklasse biografi, men jeg var vist for ung, da jeg prøvede at læse den, og er så aldrig kommet tilbage til den.

Han er en fascinerende figur, fordi han på mange måder stod alene med det rigtige synspunkt, og holdt fast. Og med tiden viste at det var det rigtige synspunkt. Det gode vandt. Og det gjorde det også i høj grad i kraft af hans evne til at bruge sproget, det er dybt fascinerende. Som retoriker er han uovertruffen. Og så er det interessant at han egentlig træder ind den afgørende rolle han fik, ret sent i livet. Vi er så fokuseret på at man skal være ung og effektiv, og mindre på den erfaring, livet giver.

Winston Churchill (1946)

13. Hvad glæder du dig over?

En gang imellem lykkes det at holde fri mandag og så henter jeg mit barnebarn, og vi går på legepladsen og køber en bolle hos bageren, hun er snart tre år. Lige så almindeligt og genkendeligt det er for andre, lige så vidunderligt er det, når jeg selv står i det. Det er et af de steder, hvor jeg nyder bare at være til stede. Det er meget almindeligt at være morfar, men det er også helt exceptionelt at være morfar. Det er banalt og meget højtideligt. Måske er det ikke et fun fact, men det er fantastisk.

Jeg har en vandreklub, hvor jeg en gang om året går en længere tur. En af mine medvandrere er ørelæge og han fortalte at der sker noget i den alder som jeg har nu. Når man er ung, kan man godt have tre kanaler åbne samtidig. Have en samtale med den ene, lytte til hvad der bliver talt om ved siden af og registrere den smukke kvinde, der går forbi. Det var hans ord. Når man er 40 kan man kun holde to kanaler åbne samtidig og når man bliver 60 har man en kanal ad gangen! Det skal man nok tage alvorligt og give plads, så man ikke tror man kan det hele på en gang. 

14. Glæder du dig til at blive 60?

Ja, det gør jeg faktisk. Jeg synes jeg har en masse meningsfuldt at lave, jeg har et godt liv. Og jeg har mit helbred. Det er også nu at man i et job som mit, kan bruge meget af den livserfaring og faglighed jeg har med i livet og det gælder for mange 60 årige, tror jeg. At man har opbygget en erfaring og har stadig en ydeevne. Man har sine børn og nogle børnebørn som jeg kan få lov at låne og aflevere igen. Jeg har en skøn ægtefælle. Så jeg glæder mig, også til at blive 61 og 62. Jeg har endnu aldrig oplevet alder som noget truende, men vi bliver jo også mere om mere bevidste om at det at blive 60 i dag, er noget andet end for 30 år siden. Der er en tvungen pensionsalder når jeg bliver 70. Og så skal jeg jo overveje hvad jeg så skal bruge livet på. Skal jeg sætte mig i en stol og nyde en god bog og musik eller skal jeg noget andet?

Det har jeg ikke gjort mig mange tanker om. Men jeg er nysgerrig på verden, så jeg er ikke bange for at skulle komme til at kede mig, men der er også et stykke tid til endnu. Den tager vi om 10 år.