Nyheder
Nyheder

Fem skarpe til den teologiske konsulent

Har folkekirken tacklet coronakrisen godt nok? Hør vurderingen fra teologisk konsulent i Helsingør Stift Eva Holmegaard Larsen.

Eva Holmegaard Larsen (Foto: Sarah Auken)

Har folkekirken være aktiv nok under coronakrisen?

Ja. Der er blevet lagt et stort og kreativt arbejde i at vise, at selvom kirkebygningen er lukket, arbejder kirken stadigvæk. Ikke mindst de digitale gudstjenester og små videoprædikener har fået en opblomstring og skubbet os ud i en ny udfordring, som kan komme os til gavn på længere sigt. Det kræver faktisk stort mod at kaste sig ud i at eksponere sig selv på de sociale medier. Når det er sagt, så tror jeg, det er det mere usynlige præstearbejde, der har været til størst glæde. Jeg har hørt om præster, der har skrevet personlige breve til dem, der sidder alene. Jeg kender også en præst, der har sendt ugentlige e-mail hilsener til sognets plejehjem, som så er blevet læst op. Nogle har været rundt med blomsterhilsner, gået ture med menigheden og meget andet. Sådan noget er en konkret og mærkbar bekræftelse af, at vi betyder noget for hinanden i en menighed.

Hvad er kirkens vigtigste budskab lige nu?

Kirken skal prædike tro, håb og kærlighed. Tro på, at Gud er med os, også når livet er hårdt og vi bliver ensomme og syge. Lige nu må vi bære at leve isoleret fra hinanden, men Gud isolerer sig ikke og er også hos den syge inde bag iltteltet og slipper os ikke, selvom vi ”går ad mørkets dal”. Og håb: Den kristne tro taler til håbet, der gør os modige og sætter os i stand til at bære modgang og svære tider. Endelig er der kærligheden. Kirken skal minde os om kærligheden, der tilgiver og bærer over med hinandens svagheder. Også når vi falder i og glemmer at holde afstand og spritte hænder. Kriser giver også grobund for moraliseren og løftede pegefingre. Kærligheden er vigtig, hvis vi ikke skal blive alt for selvretfærdige.  

Hører folkekirken med til de kritisk nødvendige funktioner i samfundet?

Ja, det vil jeg absolut mene. Det er lige så vigtigt at tage sig af sjælens nød og pleje i en krisetid, som af kroppens. Kirkerne har været lukkede på linje med teatre, museer og sportsklubber. Og når vi engang skal evaluere på vores egen rolle i det her forløb, er vi nødt til at spørge, om vi har været gode nok til at gøre opmærksom på, at kirken ikke er et kulturtilbud, men en del af den kritiske infrastruktur. Selvfølgelig skulle vi ikke samle en masse mennesker til gudstjeneste. Men det ville have gjort en verden til forskel, om kirkerne undervejs havde været åbne under ordnede forhold og kunne stå som et helle midt i en verden af usikkerhed og bekymring for fremtiden. Tænk, om man havde kunnet gå ind og bede, tænde et lys, tale med en præst. Om det så bare var én ad gangen.

Kommer kirken styrket eller svækket ud af krisen?

Jeg tror, der er blevet lagt mærke til præsternes flid og opfindsomhed og gode vilje. Men at kirkerne har været hermetisk lukkede hele vejen igennem, og er det stadigvæk, mens man både kan gå til frisør og tatovør og sende børn i børnehave – det kommer til at svide. Hvis jeg nu skal sætte det lidt hårdt op, så kommer vi ud af krisen med en svækket identitet som kirke, men styrket som en helt igennem solid statsinstitution. Der er blevet brugt udtryk som, at kirken skal vise samfundssind, og at vi ikke ønsker at have en særstatus i forhold til de andre institutioner. Men måske var det lige netop den særstatus, vi burde have kæmpet lidt mere for?

Hvad kunne du allerbedst tænke dig at se kirkerne gøre lige nu?

Næste skridt må være, at kirkens ledelse arbejder målrettet på at lukke kirkerne op igen. Så kan vi begynde at bruge vores kreativitet til at mødes med vores menighed, stadig under hensyn til den nødvendige afstand. Det kunne være små andagter, eller vi kunne holde kirkerne åbne indenfor bestemte tidsrum og lukke tre-fem mennesker ind ad gangen til en samtale, bøn og måske en prædiken. Jeg tænker også, at vi nu, når det er det skønneste forår og sommeren nærmer sig, kunne holde udendørs gudstjenester.