Helsingør Stift i en coronatid

Fem dage med 
graveren og kirketjeneren

Af Carina Jacobsen. Foto: Nancy Larsen

Det er svært ikke at kunne gøre sit arbejde som graver og kirketjener på den måde, man gerne vil, siger Carina Jacobsen fra Ferslev og Vellerup Kirker. Til gengæld er der virkelig brug for den omsorg, kirkens personale kan give til coronafortvivlede besøgende.

Mandag den 11. maj

På en måde er alting, som det plejer. Ukrudtet gror, græsset skal slås, der skal skuffes og rives, beskæres, plantes, gødes, vandes osv. Og samtidig er ingenting som normalt. Færre af de faste besøgende kommer på kirkegården, og dem, der gør, er ikke, som de plejer. De holder afstand og nøjes med et nik og et usikkert smil. Ikke noget med at komme hen og sludre lidt og give hånd eller et kram. Usikkerheden er ikke til at skjule. Til gengæld har vi en del nye besøgende på kirkegården, folk der trænger til luftforandring og tager på tur. Det er dejligt, at de bruger kirkegårdene som udflugtsmål.

Kirken plejer altid at stå åben til fri afbenyttelse, men nu skal den være låst og er forbudt område. Vi må jævnligt afvise folk, der gerne vil ind i kirken, dem der trænger til et fristed, hvor de kan sidde i fred og ro og lade tankerne få frit løb. De fleste er forstående; de vidste det nok godt, men havde alligevel håbet. Folk savner jo deres gudstjeneste. Jo, de kan se den på nettet, men det er absolut ikke det samme, de mangler nærheden og det personlige, og den helt specielle ro, det giver at være i kirkerummet.

Men os på kirkegården, vi er her jo stadig. Mange tror, vores arbejde mest består i at skuffe og rive lidt rundt omkring, men vi gør meget mere end det. Mange bliver overrasket over, hvor meget kontakt vi egentligt har med dem, der opsøger kirken.

Det gælder f.eks. de pårørende i forbindelse med en bisættelse. Jeg er der, når der skal vælges gravsted. Jeg er der før, under og efter højtideligheden i kirken. Jeg er der, når de kommer dagen efter og ser blomster, jeg er der, når urnen skal sættes ned, jeg er der, når de har brug for råd og vejledning om anlægning af gravsted og valg af planter. Ja, jeg er der også om en måned, når de kommer og har brug for et smil, en hånd på skulder, et kram eller bare en snak om livet.

Det er meget forskelligt, hvad folk har brug for af kontakt, og en del af jobbet er også at vide, hvornår folk bare har behov for et smil, og hvornår det er en lang snak og en trøstende skulder, der skal til. Jeg har lært at søge øjenkontakt og så fornemme det der.

Den lukkede kirke er et trist syn

Tirsdag den 12. maj

Vi mærker tydeligt, at de ældre besøgende på kirkegården er mærket af denne tid. Især en af vores faste damer har vi holdt øje med, da det har været tydeligt, at hun har det hårdt.

Hun går flere gange dagligt med sin lille hund og begynder eller slutter gerne sin tur på kirkegården. Her i coronaperioden har hun set trist ud og undgået kirkegården. I dag får vi øjenkontakt, og jeg kan se frygten i hendes øjne og spørger, om vil ikke lige skal sludre lidt. Jeg får spurgt hende, hvordan hun egentlig har det, og så bryder hun hulkende sammen. Det vælter ud af hende om, hvor bange og ked af det hun er. Hun græder for sig selv flere gange om dagen på grund af usikkerheden om det hele. Vi får snakket mange ting igennem, og det tager lang tid, men var det hele værd. Da vi skilles, har vi begge et smil om munden, og hun går glad videre med sin hund. Senere går hun igen tur, og hun vinker til os, som hun plejer.

Ja, vi har rigtig mange opgaver som gravere. En lille snak kan gøre en kæmpe forskel, ikke kun nu, men på alle tidspunkter af året.

Øjenkontakten med de besøgende på kirkegården gør det muligt at se, hvem der har brug for en snak.

Onsdag den 13. maj

I dag har vi en bisættelse uden nogen pårørende. Afdødes tre børn og familie havde ikke lyst til at deltage. Det kan der jo være mange personlige årsager til, men det sætter tanker i gang. Den ene dag bliver en 90-årig begravet fra en fuld kirke af pårørende, den anden dag tager en 60-årig tager herfra uden nogen til at sige et sidste farvel.

Heldigvis har vi en lokal bedemand med et meget stort hjerte. Som han så smukt siger: Når man har valgt at være medlem af folkekirken, skal man også have en værdig afsked med en præst og jordpåkastelse i kirken. Hvem ved, måske var afdøde stærkt troende.

Så han kommer forbi med en afdød på vej til krematoriet. Vejret er smukt, så sammen beslutter vi (præst, bedemand, min medhjælper og jeg) at holde ceremonien foran kirken. Præsten holder en lille tale og foretager jordpåkastelse, og sammen beder vi fadervor og holder et minuts stilhed. Det hele virker trist og urimeligt og alligevel så smukt. Men i hvert fald gør vi vores til, at han bliver sendt godt herfra.

Da det hele er overstået, får vi talt det igennem og snakker om, at ingenting i livet er en selvfølge.

Bagefter planter vi en masse blomster i friske flotte farver, en dejlig afslutning på dagen.

Det letter på humøret at plante blomster.

Torsdag den 14. maj

I dag har vi den første bisættelse med pårørende efter nedlukningen. De sidste par dage har jeg fået en masse informationer om, hvad vi må, og ikke mindst hvad vi ikke må. Flere informationer er lavet om op til flere gange. Der må max være ti deltagere, ingen orgelspil og ingen sang, hverken fra organisten eller de pårørende. Der må kun sidde to på hver anden bænk, og kisten må de ikke selv bære ud; den skal jeg køre ud på katafalken.

Alle hynder på bænkene er også fjernet. I går gjorde vi kirken ren efter alle kunstens regler og sprittede det af, vi kunne, men ikke alt kan jo tåle den stærke sprit i sådan en gammel kirke. På hver bænk er der skilte om, hvor folk må sidde og ikke sidde. Det hele virker kunstigt og forkert. Kisten ankommer og står uden for og bliver pyntet, inden den kommer i kirken. Blomster skal lægges af udenfor, og så bærer jeg dem ind i kirken iført handsker. Normalt begynder gæsterne at komme en times tid inden højtidligheden, men i dag kommer de alle ti i en samlet flok lige før højtidligheden. Der er en underlig trykket stemning. Normalt giver jeg hånd og kondolerer, i dag foregår alt på afstand, og jeg giver kun et lille smil og et nik. Der bliver spillet en sang på anlægget før og efter handling, præsten holder en lille tale og foretager jordpåkastelse, og det hele tager en tredjedel af den tid, det plejede. Jeg har virkelig ondt af de pårørende – det er en umenneskelige situation at stå i midt i sorgen over at have mistet en af deres kære.

Efter bisættelsen låser vi kirken af, og så skal den igen gøres rent efter alle regler og retningslinjer efter 48 timer.

Efter sådan en meget anderledes tjeneste er det rart at have en god medhjælper at kunne tage en kop kaffe med og få snakket tingene igennem og komme ud med alle sine frustrationer. Dem er der mange af i dag: jeg føler ikke, jeg kan udføre mit jo som jeg så gerne vil. I dag kunne jeg ikke gøre den lille forskel for de pårørende, som kunne gøre en svær dag til et smukt minde.

Så lægger jeg kirketjenerhatten for i dag og tager graverkasketten på og fortsætter dagens projekter på kirkegården.

Afstand, afstand, afstand - også under bisættelser.

Fredag den 5. maj

Normalt er der en masse, der skal gøres klar om fredagen til weekendens gudstjeneste, men nu står kirken jo låst og urørt. Jeg savner vores gudstjenester … men så har jeg til gengæld ekstra tid på kirkegården.

Vi er ved at lave et nyt anlæg til urner, et anlæg som min kollega og jeg selv har udarbejdet. Det gør altid arbejdet endnu sjovere. Den lokale brolægger kommer i dag og hjælper med det sidste. Så er anlægget endelig færdigt. Jeg er meget tilfreds med resultatet, og vi har allerede modtaget positive kommentar for det af besøgende på kirkegården.

Så trods alt det, vi ikke må og kan, kan vi alligevel en hel masse og kan gå glade på weekend.

Det er en særlig tilfredsstillelse selv at være med i hele processen med et nyt anlæg.