Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Fat pindene og strik dig varm

Martha-strik mødes en gang om måneden og strikker til velgørenhed. Og det er mere relevant end nogensinde, selvom vi ikke mærker noget til kulden denne blide november eftermiddag. 

Kirkens tidligere kirketjener Merethe Knudsen, som strikkerne for øvrigt har udnævnt til genbrugsminister, havde netop lært at klippe en t-shirt op, så man kunne bruge den til garn. Foto: Sille Arendt

af Sille Arendt

Det startede egentlig i sommeren 2020, da landet langsomt igen lukkede op efter den første Corona-nedlukning. Utroligt mange var begyndt at strikke hjemme i hver deres lille bobbel. Og det greb de i Vestervang Kirke i Helsingør. 

"Vi havde brug for at komme ud og se hinanden igen," fortalte en af de faste strikkere. Og nu har det stået på måned efter måned lige siden, hvor de troligt mødes og strikker. Og det går ikke stille af sig. 

I dag faldt snakken hurtigt på varmen, eller mangel på samme, selvom vi alle har varmen i konfirmandlokalet, for der både strikkes, snakkes og drikkes kaffe. En fortæller om det dejlige ved fællesskabet i strikkeklubben og glæden ved at give. "Hvordan beder du en som intet har, om at spare? Ved at give lidt af dit overskud."

"Min mand har købt en pandelampe, fordi jeg sparer så meget på lyset derhjemme," fortæller en. Og en anden har netop strikket 25 håndledsvarmere til sit barnebarn, som arbejder i en blomsterbutik i Jylland. "Og så er man jo heldig at få besøg fra det mørke og sikkert også kolde Jylland, når barnebarnet for øvrigt kommer og henter dem."  

Foto: Sille Arendt

56 flyttekasser garn fra Jylland

For mange år siden søgte de i Vestervang Kirke penge til en strikkeklub, og fik dem. Og på den måde kunne de købe 56 flyttekasser fulde af garn, som de hentede i Jylland i en kassevogn. 

Martha-strikkerne strikker til velgørenhed og ikke kun i nærområdet. Strikkerierne bliver afleveret hos Værestedet Porten i Helsingør, små kyser og sokker bliver afleveret på neonatalafdelingen på Hillerød Hospital eller sendt med familie og venner til et børnehjem med over 50 børn i Kenya, som desværre pga. manglende støtte må lukke i juni 2023. 

Nogle masker er dejlige at tabe

Det var 2 medlemmer fra menighedsrådet og Helsingør Familietjeneste, som holder til i kirken, der præsenterede tanken om Martha-strik for præst Mette Dansøn og hun greb straks idéen: "Man får varmet både krop og sjæl. Her tabes ingen masker i strikketøjet, men de får lov til at falde i det trygge rum, hvor man kan slappe af i hinandens selskab."

Og Mette fortsætter: "Det er en skabende proces, og når man i fællesskab skaber noget til andre, så er det en fin kristen handling. Selv kan jeg ikke strikke, men når jeg er der, så svinger jeg snakketøjet og der er heldigvis også plads til sådan nogle ikke-strikkende som mig."

De er alle enige om hvor godt det er at mødes til Martha-strik. "Man kommer ud af huset, har et fællesskab og får vendt både de lette og mere tunge tanker. Man strikker til velgørenhed, og vi får varmen både af at være sammen og af at strikke." 

Jeg tror faktisk jeg vil pakke min mormors gamle strikkepinde og begynde at gå til strik med Martha-strikkerne og få varmet både krop, sjæl og sind. Og måske lære at strikke strømper.

Hvorfor det hedder Martha-strik
 

Kvinder som laver håndarbejde kan se sig selv i Martha, som altid har noget mellem hænderne og der finder ro. Man kan godt strikke, lytte og snakke på en gang. 

 

Læs mere om Martha hos Bibelselskabet

Læs også Når ånd og hånd mødes

Sognepræst ved Helsingør Domkirke Kirsten Winther strikker trøjer, der varmer ved kyndelmisse. Men de er mere end beklædningsgenstande.

Den største forskel på åndens og håndens arbejde er som bekendt bogstavet H. I Kirsten Winthers hænder forenes ånd og hånd næsten fuldstændig, når hun strikker sine farverige trøjer.

Opstandelsestrøjer, kalder hun dem. Her mødes kunsthåndværk med meditation og forkyndelse.  

Læs hele Når hånd og ånd mødes her