Kirken i det aldrende samfund

Af Malene Bjerre

”1, 2, 3, 4 …” En af plejehjemsbeboerne tæller med på bedeslagene, som organist Jan Reich frembringer på en skål. Der er eftermiddagsandagt på plejehjemmet Bøgehøjgård i Hornbæk, og menigheden sidder i en rundkreds og tager engageret del i gudstjenesten.

Størsteparten af deltagerne i andagten er ramt af demens, og det tager præst Bodil Olesen særligt højde for. Salmerne er gamle kendinge, og der bliver ikke mindst sunget igennem på Dejlig er jorden og Altid frejdig når du går. Her vil ties, her vil bies skal hjælpes lidt mere på vej, så her læser præsten først hvert vers op, inden menigheden synger det sammen bagefter.

”Jeg har taget en blomst med til hver af jer,” siger hun. ”Er der nogen, der kan huske, hvad det er for en?”

Flere kan godt se, at det er en julerose, og de sidder og dufter til den, mens de lytter til eventyret om pigen, der skal hentes ned i underverdenen af heksen, når den sidste blomst er visnet – men så skraber pigen lidt i sneen og finder julerosen, der stadig blomstrer.

”Og hvordan kan det lade sig gøre?” spørger Bodil Olesen. ”Julerosen skal huske os på, at vi ikke skal lade vinteren og døden tage håbet fra os.”

”Sådan en havde jeg også,” siger en af kvinderne. ”Den var bare hvid.”

Markant flere ældre

Ligesom mange andre både præster, organister og kirke- og kulturmedarbejdere har Bodil Olesen arbejdet med gudstjenester for demensramte i masser af år, og det er dette arbejde, som Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter FUV har fået satspuljemidler at styrke. Derfor er Rose Marie Tillisch fra Strandmarkskirken i Hvidovre blevet ansat som projektleder for det teologiske ældreområde. Der er tre forskellige spor i hendes opgaver for FUV. Hun skal for det første kortlægge mulighederne for samarbejde med kommunerne. Dernæst skal hun undersøge, hvordan gamle klosterhaver historisk er blevet brugt som sansehaver til inspiration for kirkegård og plejehjem. Og endelig skal hun lede en efteruddannelse for præster, organister og kirke- og kulturmedarbejde i det kirkelige ældrearbejde. Og det er nødvendigt at styrke indsatsen, mener hun.

”Vi er blevet markant flere ældre i Danmark, samtidig med at velfærdssamfundet er under afvikling. Derfor er vi nødt til at organisere os, så vi kan hjælpe hinanden. Kommunerne er meget opmærksomme på den ressource, der ligger i kirken, og vil gerne samarbejde, og det gælder om at finde gode modeller for det,” siger hun og understreger, at ældre har andre behov og orienterer sig anderledes end tidligere i livet. ”Mange bliver alene og har brug for kirkens fællesskab. Og de sidder med lange levede liv bag sig, der skal integreres i de nye sammenhænge.”

Det hele menneske

En særlig opgave for kirken er indrette gudstjenester, der kan skabe glæde for den del af de ældre, der er ramt af demens. "Det handler først og fremmest om at genkende Guds billede i det menneske, der er ramt af demens. For gudbilledligheden er hel - helt ind i Guds evighed - uanset, hvor flosset ens krop eller sind er. Også hos den der er svært ramt af demens. Når vi tør åbne op for den og genkende den, så falder alle parader. Så fremkaldes det hele menneske. Ryggen retter sig, blikket bliver klart, og vi kan have en glæde sammen."

Til gengæld reagerer Rose Marie Tillisch stærkt, når mennesker, der er ramt af demens, bliver omtalt som ’grøntsager’. ”Det umenneskeliggør dem,” siger hun. ”Alle mennesker har Guds billede i sig, uanset hvilken sygdom der rammer dem. Det billede fremkaldes med helt basalt, sansende nærvær. Duften af en blomst eller det at sidde med et spædbarn på skødet eller det at lytte til et stykke musik sammen fremkalder det hele menneske, det menneske Gud har skabt i sit billede."

Uddannelse i par

Og det er ikke mindst det, der er i fokus i den gerontologiske efteruddannelse, som FUV tilbyder fra efteråret 2019. Den strækker sig over to år og er rettet mod i alt 30 tværfaglige par af præster og organister, kirkesangere og kirke- og kulturmedarbejdere. Sammen skal parrene udvikle gode tilbud til ældre og demente, som andre i stiftet kan lade sig inspirere af. Tre par fra Helsingør Stift kan blive optaget på det første efteruddannelsesforløb, som løber over to år med et indlagt praksisforløb. Uddannelsen fokus er at udvikle ideer til, hvordan kirken skal agere i et aldrende samfund – noget som ikke kun de gamle og demensramte kan nyde gavn af, mener Rose Marie Tillisch.

”Vi kan ikke mindst lære noget om en anden måde at se tilværelsen på, helt uden det sædvanlige tidsfokus, hvor det faktisk er lige meget, om vi er i 2019 eller 1938. Og så kan vi styrke evnen til at kommunikere uden ord, fx gennem musik og dufte, men også igennem det poetiske sprog, hvis det bare er konkret og sanseligt,” siger hun.

Sæbebobler og Fadervor

Tilbage på plejehjemmet Bøgehøjgård er det netop sanserne, der er i spil. Bodil Olesen blæser sæbebobler og læser digte om vintergækker, og alle tager del i Fadervor og trosbekendelsen, der bliver sagt i kor. Menigheden kender tydeligvis ritualerne og er helt med, da præsten lyser velsignelsen.

”Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred,” slutter Bodil Olesen.

”Boing!” lyder det glad fra en af kvinderne.