"Vi skal ikke putte med kristendommen"

”Hvis man skal forstå kirken, er det klogt at starte med at gå over i banken og se på, hvordan de forvalter vores kapital, har jeg hørt. Pengene skal jo investeres, passes og plejes – eller bliver formuen ædt op. Og det samme gælder for vores åndelige kapital,” siger Steffen Ravn Jørgensen. ”Vi tror måske, at alt det, vi har fået fra kristendommen, er en selvfølge, noget vi altid vil have. Vores frihedsrettigheder, kønnenes ligestilling, lighed for loven, demokrati. Men hvis de kommende generationer skal have samme frihed, skal vi passe det træ, der har givet os frugterne; sørge for, at træet får både vand og sol.”

Steffen Ravn Jørgensen er ikke i tvivl om, at det er kristendommen, vi skal takke for vores frie, demokratiske samfund, og i 38 år har han som præst og senere domprovst selv været med til at passe træet. Nu forlader han embedet og går på pension med udgangen af april.

Ringen er sluttet

Han blev ordineret som præst i 1983 i Helsingør Domkirke – i den selvsamme kirke, som han den om få uger skal holde sin afskedsgudstjeneste i. Ringen er sluttet. Men undervejs har han også været ude af stiftet og endda ude af landet. Han har været præst ved Den Danske Kirke i Paris og også slået sine folder i Sorø Klosterkirke. Men i 2002 vendte han tilbage til Helsingør, hvor han nu har været domprovst i de sidste 19 år.

Det har være privilegerede år, synes han. Han fortæller, at han altid har været meget optaget af formidle kristendommen og nå ud til andre grupper end dem, der allerede kommer i kirken. Det er blevet til et godt og tæt samarbejde med Helsingør Kommune om både Skoletjeneste og gudstjenester på mange af festdagene i kommunen: 4. maj, veterandagen, julegudstjenester for kommunens ansatte. Og han har været med til at gøre fyraftensmøder om centrale emner i samfundet til en fast tradition – senest om identitetspolitik.

”Det har været en meget stor glæde for mig at bringe de kristne værdier i spil,” understreger domprovsten. ”Vi skal ikke gå og putte med kristendommen, men huske, at vi skal tale om de ting, der betyder noget for os. Ligesom med kærligheden i et parforhold. Hvis vi glemmer at sige, at vi holder af hinanden, går der tæring i forholdet.”

Eftertankens tid

Og mens han aldrig vil holde op med at beskæftige sig med det kristne budskab, bliver der alligevel også andre ting, måske helt konkrete træer og roser, der skal passes og plejes fremover, siger han, og det ser han frem til.

”Grundtvig kaldte alderdommen for eftertankens tid. Der er meget, jeg gerne vil læse og tænke mere over. Og så gør det heller ikke noget, at jeg slipper for nogle af de mange møder,” siger han og understreger, at møderne jo hører med, og at han har været glad for at kunne være med til at løse, hvad der nu har været af problemer.

”Men jeg må indrømme, at jeg den sidste tid under nogle af møderne har siddet og set ud ad vinduet og hørt fuglene synge og tænkt, at der var en verden derude, jeg også gerne ville ud til.”