Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

”Det kan være en sorg at miste sit ungdomskor”

Et nyt stiftskor er et tilbud til pigekorssangere, der er vokset ud af deres børnekor og ungdomskor. Det er tilpasset de unge kvinders travle liv og udfylder et tomrum.

Frederiksborg Slotskirkes pigekor

Cille Buch sammen med Fredensborg Slotskirkes Pigekor. Foto: Jane Dalsgaard

Af Malene Bjerre

Unge kvinder, der har sunget i kirkekor eller pigekor i skoletiden, har tit svært ved at finde et kor, der passer til deres behov, når de er færdig med deres ungdomsuddannelse.

Det har Else-Marie Kristoffersen, der er domorganist i Helsingør Stift, og korleder Cille Buch sat sig for at gøre noget ved. Sammen med tidligere pigekorssangere har de besluttet at danne et stiftskor for unge kvinder fra hele Nordsjælland og resten af Helsingør Stift.

”Det kan faktisk være en stor sorg for de unge kvinder, når de vokser ud af det kirkekor eller et andet pigekor, som de måske har sunget i i mange, mange år. Det er svært for dem at finde andre kor på samme høje niveau, hvor der også er jævnaldrende,” siger Cille Buch. Hun er leder af Fredensborg Slotskirkes Pigekor og Nordsjællands Korskole og har gennem mange år været stemmeansvarlig for DR Pigekoret. Derfor har hun også oplevet det tomrum, der kan opstå, når pigerne stopper i deres kor.

”Der opstår et helt særligt fællesskab, når man synger sammen. Vi åbner os som mennesker, fordi vi er nødt til at stole på hinanden i korsangen. Og det et tydeligt for mig, at måske særligt piger og unge kvinder mangler det fællesskab og den særlig måde at kommunikere på, når de pludselig står uden et kor. De fortæller om at leve i en verden, hvor der stilles krav til dem om at være på en bestemt måde, men koret bliver et sted for mange af dem, hvor de føler sig frie. Så det er ikke bare det at synge, de savner, det er en måde at være sammen på,” fortæller hun.

Korsangerne vil selv

Cille Buch glæder sig til at arbejde sammen med de unge kvinder. ”De er jo garvede sangere, der kommer fra forskellige kor med forskellige måder at gøre tingene på. Og så er de også super kompetente til alle mulige ting, for de er jo voksne og i gang med alle mulige uddannelser. I min egen ungdom ’gik man til kor’. Sådan er det ikke i dag. De unge kvinder vil selv, så der er en gruppe, der allerede er i fuld gang med at hjælpe til med at planlægge stiftskoret. De nedsætter repertoireudvalg og pr-udvalg og vil være med til at skabe koncertkoncepter og planlægge prøveforløb.”

Nogle ting ligger allerede fast. Det nye korprojekt tager højde for, at de unge kvinder måske er flyttet ind til København for at begynde på en uddannelse. Der bliver korprøver cirka hver 14. dag, og derudover vil der være enkelte weekendprojekter hvert år.

Men alle skal til optagelsesprøve, så der bliver et ensartet niveau; ingen er medlemmer endnu, understreger Cille Buch.

22-årige Christine Seedorff Slente er en af de korsangere, der håber at blive en del af koret. Hun har sunget i Fredensborg Slotskirkes Pigekor i syv år, men måtte stoppe, da hun flyttede hjemmefra og ikke længere kunne bruge flere dage hver uge på koret.

”Lige siden jeg stoppede, har det manglet i mit liv. Jeg savner at lave noget, som ikke har et formål. Når jeg læser på mit studie, er det for at lære noget og bestå en eksamen. Men når jeg synger, er det kun for sangens skyld,” siger hun. ”Jeg savner også den særlige måde at være sammen på, som man er det i et kor. Vi er jo alle sammen nødt til at være hundrede procent til stede. Jeg skal lytte til de andre for fx at mærke, hvornår jeg skal trække mig lidt, så der bliver plads til en anden stemme. Det skaber et meget intenst samvær, som jeg håber at få ind i mit liv igen nu.”

Koret vil holde til i Messiaskirken i Charlottenlund. Kirken ligger centralt, også for de kvinder, der bor i København.

”Men der er tale om et stiftskor,” understreger organist Else-Marie Kristoffersen. ”Vi håber, at kirker fra hele stiftet vil have lyst til at invitere koret til at optræde, så hele stiftet kan få glæde af det og føle, at der er vores alle sammens kor, og så korsangere fra alle 13 provstier får øje på det.”

Kvinderne skal have afsluttet deres ungdomsuddannelse for at kunne søge optagelse i koret.

Projektet er støttet af biskop Peter Birch., og der er er ydet økonomisk støtte fra Stiftsrådet i Helsingør Stift, Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Korsangernes Fællesråd indtil videre for en toårig projektperiode.

TILMELDING TIL OPTAGELSESPRØVE

Optagelsesprøven til stiftskoret finder sted den 17. januar 2022 kl. 19 i Messiaskirken, Hartmannsvej 46, 2920 Charlottenlund. Der er tilmelding til optagelsesprøven hos Cille Buch på helsingorstiftskor@gmail.com senest den 14. januar.