Nyheder
Nyheder

Gudstjenesten på liturgilaboratorium

Den 26. marts 2021 er det sidste chance for at bidrage med input, inden biskoppernes styregruppe skal i gang med materialet.

På Himmelske Dage i Herning i foråret 2019 fremlagde Elof Westergaard, Tine Lindhardt og Jørgen Demant de tre rapporter fra fagudvalgene om dåb og nadver, om gudstjenestens liturgi og om forholdet mellem frihed og autorisation i folkekirken. (Foto: Henrik Vinther Krogh)

Af Kirsten Mose, Københavns Stift, og Malene Bjerre

Deadline for at sende input til liturgidebattens postkassen nærmer sig. Da biskop Elof Westergaard smugkiggede forleden, var der kommet over 200 bidrag. Der ligger forslag, spørgsmål, referater, kernesager og prioriterede lister mellem hinanden. Noget kommer fra hele menighedsråd eller møder i provstier og stift, andet fra enkeltpersoner.

Det er han godt tilfreds med, siger han – ikke mindst efter et langt coronaår.

”Der er ingen tvivl om, at coronaepidemien har vanskeliggjort nogle af samtalerne, fordi vi jo ikke har kunnet mødes i samme omfang,” siger han. ”På den anden side har nedlukningen også givet os helt andre muligheder. Mere end 400 deltog i den digitale konference i januar, og så mange kunne vi jo slet ikke have været samlet. Og den konference satte skub i debatten igen.”

Noget, ingen kunne have forudset, var, at coronaen skulle komme til at sætte gang i sit eget liturgilaboratorium, siger Elof Westergaard. Især fra december, hvor gudstjenesterne nu højst måtte vare tredive minutter. 

”Det kan godt være, at ændringerne i gudstjenestens liturgi blev udløst af målebånd og restriktioner. Men det blev pludselig nødvendigt at tematisere afstand og nærvær i gudstjenesten, og der blev sat gang i bevægelse mod større enkelhed. Vi måtte alle sammen spørge os selv: Hvad er det centrale i gudstjenesten, som skal med, når vi nu kun har en halv time? Vi har diskuteret dåbsgudstjenester og altergangsgudstjenester som aldrig før. Jeg ved ikke endnu, om vi også vil kunne se det på mailene i postkassen, men det vil jeg næsten tro.”

Kommet for at blive

Desuden vil Elof Westergaard, Marianne Christiansen og Tine Lindhardt, de tre biskopper, der udgør styregruppen for liturgidebatten, ikke kun bruge postkassen som input. Når de tre samles på refugiet i Løgumkloster i dagene før påske sammen sammen med et par akademiske medarbejdere, vil de også dykke ned i de bøger, avisartikler, radioudsendelser og rapporter, der er kommet om emnet. De skal blive enige om principperne for, hvordan de systematiserer inputtet, og beslutte sig for, hvilket produkt de skal fremlægge for deres kolleger på bispemødet til oktober. Derefter bliver der endnu en konference for præster og menighedsråd. Og så på bispemødet til januar skal biskopperne tage deres endelige beslutning om fokus, sigtelinjer og pejlemærker for de kommende års arbejde.

”Grundlæggende er der tre hensyn, når vi diskuterer gudstjenestens liturgi. Vi skal have respekt for den lokale frihed, vi skal sikre, at folkekirken er én samlet kirke, og så skal vi skabe en struktur, hvor sognene får den nødvendige støtte og vejledning. Det er det, vi efter min opfattelse gerne skal nå frem til en god model for, når processen er færdig,” siger Elof Westergaard og stopper sig selv. ”Eller det vil sige, færdig, det bliver vi jo aldrig. Diskussionen om liturgi er kommet for at blive.”

Har du gjort dig tanker om, hvordan gudstjenesten skal se ud i fremtiden? Input og forslag til liturgiarbejdet kan fortsat sendes til den fælles postkasse frem til den 26. marts 2021. Adressen er folkekirkensliturgi@km.dk.

 

Har coronanedlukningen givet input til liturgidebatten? Hør hvad kirkegængere og ansatte siger:

 

Ingrid Vittrup Wass, 70 år, tidligere chefsekretær på Nationalmuseet nu frivillig redaktør samme sted, kirkegænger og menighedsrådsmedlem i Esajas Kirke i København

Hvordan har du oplevet det at gå i kirke under nedlukningen?

Jeg plejer at gå i kirke hver søndag, men siden nedlukningen har jeg deltaget i en kort nadvergudstjeneste, som vi afholder torsdag eftermiddag. Gudstjenesten består af en kort prædiken, nadver, korsang og velsignelse. Det centrale i gudstjenesten har altid for mig været nadveren.

Kirken gør det så godt, som det overhovedet er muligt i øjeblikket. Men jeg savner virkelig menighedssangen og det fællesskab, som er for os, der er sammen til en gudstjeneste. At deltage uden at kunne synge sammen giver mig en fornemmelse af undtagelsesstilstand. I forhold til debatten om gudstjenestens udvikling er det blevet endnu mere tydeligt for mig, hvor vigtig den traditionelle gudstjeneste er – det bliver godt at kunne vende tilbage til den, uden at der er lavet for meget om.

 

Thue Gøtterup Petersen, 48 år. Præst i Dyssegårdskirken i Hellerup

Hvordan har du oplevet gudstjenesten under nedlukningen?

Gudstjenesten under nedlukningen har vist sig at have sin egen charme. Den er kort og kontant. 30 minutter og ingen menighedssang er et benspænd – men det var jo den eneste ramme, vi fik fra biskoppen, så i Dyssegårdskirken har vi præster og kirkens organist sat os sammen og fundet en form. Borte er ind- og udgangsbøn, læsninger og salmer er færre. Korsangerne og organisten må variere og modulere for at kompensere for den manglende fællesang. Prædikanten må holde sig til det væsentligste og disponere sine greb omhyggeligt. Menighedens aktive deltagelse er reduceret til fremsigelsen af trosbekendelsen og fadervor, som derfor også har fået en fremtrædende plads.

Det har være en spændende opgave, men er næppe en langtidsholdbar liturgi. Måske kan man sammenligne med dogmefilmene fra midt i halvfemserne: liturgisk håndholdt kamera, et eksperiment, hvor menighed, præst og organist i en begrænset periode finder ind til en fælles mulig form og bemærker gudstjenestens umistelige kendetegn. På den måde er vi godt klædt på til den større diskussion om gudstjenestens liturgi.

 

Else-Marie Kristoffersen, 53 år, organist i Helsingør Domkirke 

Hvordan har du oplevet gudstjenesten under nedlukningen? 

Jeg tror, vi alle sammen glæder os til at komme tilbage til hverdagen, men det er søreme også sundt at få rystet posen. Vi er blevet nødt til at skære gudstjenestens enkelte elementer meget tydeligere op: Jeg skal finde musik, der er liturgisk relevant og sætter en stemning, men som ikke varer fem minutter, og forspillet til salmerne skal være helt kort og præcist. Både præst og organist er så vant til at kunne brede os, som vi selv synes, og hvis vi gør det hele tiden, ender gudstjenesten med at vare halvanden time. Og nu opdager vi, at det slet ikke er nødvendigt. Det har krævet et tæt og givende samarbejde. 

Jeg synes, højmessen har en god form, og der er ikke nogen af elementerne, jeg vil undvære. Det bliver dejligt at få korsangen tilbage igen. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at vi har lært noget af de korte gudstjenester, der også vil komme de knap så kirkevante til gavn.  

 

Julie Sanders, 48 år, scrummaster i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, kirkegænger og menighedsrådsmedlem i Lindevang Kirke

Hvordan har du oplevet gudstjenesten under corona?

Man skal lytte mere efter og være til stede undervejs i gudstjenesten, fordi den pludselig er ovre. Og det giver underligt nok mere nærvær. Nogle gange forestiller jeg mig, at den er tættere på de første kristnes gudstjenester, fordi den er så enkel. Men jeg savner at synge og drikke kirkekaffe sammen med de andre kirkegængere efter gudstjenesten.

Nye kirkegængere kan ikke altid salmerne, og jeg syntes selv, det var lidt grænseoverskridende med nadveren, da jeg begyndte at komme i kirken. De korte gudstjenester er i det hele taget mere imødekommende for nye kirkegængere. De kunne fungere fint som introgudstjenester, og jeg synes også man kunne lade sig inspirere af enkelheden til at gøre højmessen mere tilgængelig for flere.