Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Mindeord over sognepræst Charlotte Ellermann

Sognepræst Hans-Henrik Ross mindes sin kollega

Charlotte Ellermann bisættes i Helsingør Domkirke lørdag 8. august kl. 13.00

Af Hans-Henrik Ross, sognepræst Humlebæk Kirke 

Min gode kollega og ven Charlotte Ellermann er død 

Vi mødte hinanden første gang da Charlotte var ansøger til den ledige stilling som præst ved Humlebæk Kirke. Jeg husker hun ringede til mig, og spurgte om hun måtte kigge forbi til en snak. En formiddag viste et smilende ansigt sig ved min dør. Det var i 2006. Vi sad i flere timer på mit arbejdsværelse, og jeg tror vi allerede da fornemmede en varm kontakt imellem os. Ingen af os vidste dog, hvem der ville få den ledige stilling som præst. Efter prøveprædikener og samtaler valgte menighedsrådet Charlotte som sognets nye præst. Hun blev indsat ved en festlig gudstjeneste i maj 2006. 

Vores samarbejde begyndte med en tur på cykel rundt i Humlebæk, hvor jeg som den ”gamle” præst introducerede hende til byen, nogle af dens institutioner, cykelstier og mennesker. Det var en smuk forårsdag, og vi begyndte turen ved kirken, som ligger i udkanten af Humlebæk. Siden har vi flere gange talt om den cykeltur, som den dag vi begyndte vores samarbejde som kollegaer. 

Vi fik 14 gode år sammen. Charlotte havde været 13 år præst ved Skt. Jakobs Kirke på Østerbro da hun kom til Humlebæk. Altså en erfaren præst, hvad jeg også mærkede med det samme. Hun vidste hvad hun ville, og kom med mange nye gode ideer til hvordan vi kunne lave kirke i Humlebæk. Charlotte var ofte den af os, der fik den gode ide til at lave noget nyt. Hun elskede at finde på og lave nye aktiviteter. Når ideen var født, blev den udviklet og sat i gang af os begge. Vi vekslede fint med hinanden som præster. Var vi begge sammen om et arrangement, gudstjeneste el. andet, havde vi som regel kun aftalt hvem af os der bød velkommen og hvem der sluttede af. Resten af tiden tog den ene af os ordet, og så kiggede vi som regel på hinanden, og så var det den andens tur til at tage over. 

Styrken ved vores kollegaskab var denne tillidsfulde vekselvirkning, som hvilede i at var gode til at have respekt for de forskelle der var imellem os. Og give hinanden plads til at være forskellige præster. 

Styrken ved vores kollegaskab var det gode venskab, som ret hurtigt voksede imellem os. Det udspillede sig særligt når vi regelmæssigt mødtes på mit arbejdsværelse til planlægning af den kommende tids arrangementer mv. Jeg lavede kaffe og Charlotte medbragte croissanter, og så gik vi i gang med at få kalenderen på plads for den næste tid. Charlotte sad i min sofa og kom tit med indfald om noget hun synes vi skulle sætte i gang. Det var altid sprudlende, når man var sammen med hende. Hun lo og havde ofte en lille historie hun huskede fra en anden sammenhæng, som hun ville dele med mig. Det kunne nogle gange være svært at holde hende på sporet. Når jeg så lidt forvirret og træt ud, sagde hun sødt til mig: jeg ved du er den der holder os på sporet, har styr på kalenderen og hvad vi skal, og her sidder jeg og får alle mulige gode ideer. 

Til disse møder blev der altid tid til at tale om livet, hvordan vi havde det, om præstegerningen, litteratur, vores familier, vores tro og tvivl. Her blev venskabet skabt over tid. Det venskab som i hverdagen var et tillidsforhold i vores samarbejde om at være kirke.

For lidt over 3 år siden fik hun konstateret cancer. Den cancer hun endte med at dø af. Et chok for os alle. Jeg har fulgt hende gennem denne svære tid. Følt hendes uro og bekymring for det liv hun var så god til at elske. Det har været trist og tungt at se hvordan hun har kæmpet, været svag, og stærk når hun vendte tilbage som den jeg kendte, for igen efter noget tid at blive for syg til at kunne fungere som præst. 

Charlotte vidste fra starten af, at canceren kunne tage livet af hende. Døden blev nærværende på en helt anden måde end den altid er i vores arbejde som præst. Hun levede op mod døden hver dag. Vi talte tit i disse år om hvordan det gik med hende, og hvad enten det gik tilbage og canceren voksede eller frem når behandlingen viste sig at have en gavnlig virkning, sagde hun hver gang til mig: jeg er parat til at dø, jeg har haft et godt liv og har nået meget af det jeg ville. Med døden tæt inde på livet, viste hun en trøstende tro overfor os andre. Hun var meget taknemmelig for det liv hun havde levet, og hvad det havde givet hende. 

Det har for os alle ved kirken været trist at følge Charlotte i tiden med hendes cancer. Vi har svinget mellem håb og mismod. Hun har også været et troens forbillede, som hun har taget sin skæbne på sig. 

Jeg talte med Charlotte kort tid før hun døde. Vi fik en god og meget personlig samtale, som jeg efter Charlottes ønske afsluttede med skriftemål, Fadervor og velsignelsen. Det var et rørende øjeblik for os begge. Vi afsluttede med at sige ”vi ses”, men vidste begge at det ikke blev til et gensyn. 

Jeg forlod vemodigt en god kollega og ven i sygesengen, tynd efter mange års kamp, smilende, fast i troen på at livet har vi fået givet, og vi ved ikke hvornår det ender. 

Charlotte Ellermann

  • Sognepræst, Humlebæk
  • Tidligere næstformand i Præsteforeningen
  • Cand.theol., Aarhus Universitet
  • Forfatter til to bøger om prædikenlære