Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Biskoppen: Hvor står vi efter bededagsfejden?

Biskop Peter Birch er ikke imponeret over regeringens blik for folkekirkens demokrati og savner syn for folkekirkens positive bidrag til de kriser vi står i

Biskop Peter Birch. (Foto: Miklos Szabo)

Af Peter Birch

Det kom som et lyn fra en klar himmel. Til at begynde med var der nok en del, som troede, at ideen om at sløjfe store bededag, ville blive kvalt i fødslen. Men regeringen fastholdt, at vi befinder os i en ekstraordinær krise og at store bededag skulle sløjfes for at øge arbejdsudbuddet og skaffe penge til øgede forsvarsudgifter.

Uanset, hvad man mener om selve forslaget – om vi kan undvære store bededag eller ej – har forløbet sat forholdet mellem kirke og stat under pres. 

Normalt lovgives der på folkekirkens område på baggrund af en grundig høring af folkekirken i hele dens bredde. Og kongelige resolutioner, der regulerer de indre kirkelige anliggender – alt det, der står i bøgerne: Ritual- og alterbog, salmebog og bibel – anvendes normalt også først, når en debat og høring i folkekirken har vist en bred opslutning til ændringer.

I denne sag har der hverken været en bred høring eller debat. Ideen om at sløjfe en helligdag er bragt i ind de forhandlinger på Marienborg, der gik forud for regeringsdannelsen. Og herfra er den blevet en del af regeringens program.

Når mange i folkekirken, herunder biskopperne, har kæmpet hårdt imod forslaget, er det fordi det bryder med den tradition, der har eksisteret siden Grundlovens indførelse i 1849. Grundloven indførte religionsfrihed for alle borgere og etablerede samtidig et særligt forhold mellem staten og folkekirken. Begge dele – både religionsfriheden og folkekirkens særstatus – var udtryk for, at staten som stat fremover ville være sekulær. Folkekirken skulle derfor heller ikke styres, men understøttes af staten (Grundlovens §4).

Folkekirken bygger på folkelig forankring i et vidtforgrenet menighedsrådsdemokrati, hvor 12.500 folkevalgte menighedsrådsmedlemmer dagligt bærer ansvar for kirken. Det er sikret ved en rammelovgivning, som Folketinget har vedtaget og justeret på gennem årene – på baggrund af løbende dialog med folkekirkens aktører. Det er dette demokrati, der – meget mod sædvane – ikke er blevet inddraget i forslaget om at sløjfe en af helligdagene. Det har der ikke været tid til, for vi befinder os i en ekstraordinær krise, lyder begrundelsen.

Det vil jeg tillade mig at stille spørgsmålstegn ved. Jo, jeg ser også nyheder og læser også om krig i Europa, inflation og økonomisk usikkerhed. Men hvis krisen skal begrunde et så væsentligt indgreb, hvad så med de kriser, der uden tvivl vil være i de kommende år? Hvilke indgreb vil de skulle legitimere? Og er det ikke netop i krisetider, at vi skal holde fast i det, der binder os sammen og skaber kulturel identitet? Er folkekirkens væsentligste bidrag i en krise at bidrage til øget arbejdsudbud? Eller er det ikke meget snarere at holde fast i håbet og styrke fællesskabet – og i øvrigt være en meget aktiv medspiller i at tage imod de ukrainske flygtninge?

Lad os håbe, at politikernes blik for, hvad folkekirken er, kan og gør, er klarere i de kommende år – og kommende kriser.