Nyheder
Nyheder

Vi kan være lysglimt i hinandens sorg

ANMELDELSE: Præst Elisabeth Arendt fra Glostrup Kirke har skrevet en personlig og rørende bog, der gør os klogere på sorg både menneskeligt og teoretisk.

Udsnit af bogens forside

Udsnit af bogens forside

Af Lotte Nysted, præst i Frederikssund Kirke

Elisabeth Arendts fine bog ’Lysglimt - om forældretab i barndommen’ er ganske vist to år gammel, men den fortjener at få taletid. Den taler ind i et emne, hvor mange voksne er rådvilde, når de står over for børn, der mister en forælder. Børn går ind og ud af sorgen, det ved vi godt. Men hvert barn er forskelligt og bearbejder forskelligt afhængig af personlighed og temperament. Denne personlige beretning giver et smukt indblik i netop fire børns meget forskellige måder at vokse op med sorgen som et vilkår. Den fortæller, hvad det har gjort ved dem, og hvordan man lever med (og på trods) af denne sorg, som indimellem kan være lammende. Om at leve med et savn af et så afgørende menneske som en forælder.

Både skønlitteratur og faglitteratur er i disse år præget af autofiktion som genre, og det skaber en stor debat om forholdet mellem litteratur og privatliv. Denne genre trækker Elisabeth Arendt også på i sin bog, der dog er faglitteratur. Det er Elisabeth Arendts egen livsberetning, der er skelettet for projektet, og hun understøtter det med teoretiske og faktuelle betragtninger inden for sorgterapi og forskning. Og det pirrer læseren. At man både får det teoretiske omkring sorgbearbejdelse med, og samtidig får et rørende indblik i fire søskendes erindringer om tabet af deres far for 30 år siden. 

En hyldest til faren

Elisabeth Arendt fortæller med både egen stemme og sine søskendes stemme om tiden op til og efter deres fars dødsfald i oktober 1986. Andreas er tre år, Jacob er seks år, Kristin er ni år og Elisabeth selv er elleve år, da faren dør efter kort og intenst sygeforløb. Hun bevæger sig kronologisk frem, så man som læser er med igennem opvæksten, bearbejdelsen.

Hun beskriver livet i deres daværende barndomshjem i præstegården i Holbøl, der, som hun selv siger, var som taget ud af en Astrid Lindgren-bog. Idyllisk, trygt, varmt og ufattelig kærligt. Alle fire børn havde plads og rum til at være dem, de hver især var midt i deres barndom.

Som læser fornemmer man tydeligt farens, som var sognepræst i den lille by, engagement og kærlighed. Bogen er også en hyldest til en kærlig far, som har efterladt sig dybe spor i alle fire børn trods deres unge alder.

Farens død afføder ikke blot sorgen over tabet af deres far men også et tab af en barndom. Dette skildrer alle fire børn både i forholdet til deres far, men også i forholdet til tabet af barndomshjemmet i præstegården i Holbøl.

Gennem de fire børns stemmer hører vi, hvad tabet af deres far har gjort ved dem hver især, og det interessante er, at det er meget forskellige oplevelser, der har formet dem. Farens død er klart central, men det bliver andre afgørende episoder, der får betydning i deres måde at leve med sorgen på.

Og da de hver især står meget forskellige steder i barndommen ved farens død, bliver deres vinkler også meget forskellige.

Bogen fortæller om at mangle sin far at spejle sig i som teenager. For drengene bliver det fraværet af en rollemodel som mand. Om tavsheden, som kunne være rar for nogle af dem og larmende for andre. Hun beskriver storesøsterens følelse af ansvar for de små søskende og om at føle sig voksen før tid. Hun beskriver, hvorledes traditioner blev vigtige, og om hvordan man skaber nye midt i sorgen.

Teori og personlige erfaringer i samspil

Og undervejs præsenterer Elisabeth Arendt læseren for teori omkring sorg. Den personlige beretning underbygges af hendes egen erfaringer med teorier omkring sorg og sorgprocesser. Det gør bogen anvendelig både for pårørende men også for mennesker, der arbejder professionelt med sorg.

Bogen hedder ’Lysglimt’ og det er Elisabeth Arendts pointe, at selvom det har været svært for de fire børn at finde fodfæste uden deres far, har der været masser af lysglimt, især på grund af de mennesker, de har været omgivet af.  Og det er disse lysglimt, der har båret dem igennem, og i dag også har været med til at gøre dem til de mennesker, de er, med de sår, de bærer med sig. Og lysglimtene er især det, som deres far stadig kan give dem gennem deres erindringer, som når de eksempelvis er gået ind i deres erindringsglimt og har delt dem sammen, som når de læser i farens bog om hans egne erindringer om sine børn og deres opvækst. Elisabeth Arendt beskriver lysglimt, hvor kunst, musik og andre mennesker har beriget dem, især hvor det gennem spejles af farens liv og hans personlighed. Hun viser gennem sin børn, hvor nødvendigt det er i en sorgprocess, som præger en gennem hele livet, at gå modigt og kærligt ind i minder og erindringer, som er svære, men som på den anden side er med til at hele åbne sår. 

Elisabeth Arendts bog gør os klogere på, hvor forskelligt børn reagerer afhængigt af, hvem de er, og hvad de næres af. Nogle gange kunne tingene være grebet anderledes an, fornemmer man på forfatteren, men der er også en konstatering af, at ”det blev som det blev” med de kræfter, der var til rådighed.

Jeg ville anbefale bogen til sådan nogle som mig selv, der længe har overvejet at begynde en sorggruppe for børn og unge. Jeg ville anbefale den til forældre, der står tilbage efter tab af ægtefælle og har børn, der også er i sorg, for at bruge bogen som et ”lysglimt” der beskriver, hvordan sorg former en på ondt og på godt. Trods alt.