Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Alternativ jul i Helsingør Stift

Coronarestriktionerne gør det svært at gå i kirke juleaften på sædvanligvis. Men så er der heldigvis gode alternativer. Det bliver både med snekanoner, bålfade og gudstjenestekit til børnene. For slet ikke at tale om jul to-go og jul i biografen.

Bål i sneen

Udendørs gudstjenester med bålfade er et af de tiltag, der sikre julegudstjenesten og hindre smitten. (Foto: Shutterstock)

Af Sarah Auken og Malene Bjerre

Krav om afstand og kvadratmeterantal betyder i år, at vi må se langt efter de stuvende fyldte kirker juleaftensdag. Derfor har kirkerne i Helsingør Stift måttet tænke i alternativer. Nogle holder julestjenesten udendørs, andre har lejet telte. Og så er der dem, der sender på Facebook – og uddeler gudstjenestekit til børnene, så de kan deltage aktivt hjemmefra. Se et udpluk her.

På tv

Hele TV 2/Lorry-området kan se med, når der bliver sendt julegudstjeneste fra Nr. Herlev og Uvelse. Kanalen sender julegudstjenester i loop hele eftermiddagen fra kl. 14.

I det fri

Kregme og Ølsted Kirker har fundet det perfekte amfiteater i Ølsteds gamle grusgrav kl. 15.30.

Nødebo Kirke holder to udendørs gudstjenester kl. 14 og 15.30, hvor kirkegården er afmærket i ti personers zoner adskilt af bålfade.

I Brøndbyøster Kirke holder de to udendørs gudstjeneste kl. 13 og 14.30. Det er med klapstole på kirkegården og trompetist i kirketårnet.

I Søllerød Kirke sætter de et telt op med god plads, så der kan synges og ingen skal gå forgæves. Der er gudstjeneste kl. 13 og 15.

Mårum Kirke holder en kort julegudstjeneste kl. 15 på kirkegården og drømmer sig helt væk i forventningens glæde: To graders frost, sneen drysser stille ned. Lydene er dæmpet, og trompetmusik blandet med kirkeklokkerne kan høres, når man tager plads på bænkene, der er opstillet på græsset foran kirken ... Tilmelding kræves.

Og i Græse Kirke nøjes de ikke med drømmene men lover snegaranti til gudstjenesten på græsplænen foran kirker. De har nemlig lejet en snekanon og sørger for fakler, guitar og sangark.

Livestreaming til Facebook

I Hørsholm Kirke livestreamer de juleaften en børnegudstjeneste kl. 12-13 og en almindelig julegudstjeneste kl. 15-16.

Virum Kirke streamer hele fem ting på dagen:

Kl. 11 er der børnegudstjeneste (den 21. uddeles der gudstjenestekit til sognets børn, så de kan være aktive hjemmefra, men det er også muligt at deltage uden). Kl. 13.30, kl. 15.00 og kl. 16.30 vil der blive sendt de sædvanlige eftermiddagsgudstjenester, som er optaget på forhånd. Og 23.30 er der midnatsgudstjeneste, igen optaget på forhånd.

Helsingør Domkirke streamer fra deres juleaftensgudstjeneste kl. 16.30-17.00

Jul to-go

Flere steder kan man hente julen med hjem.

I Vestervang Kirke i Helsingør kan man aflevere navn og adresse enten fysisk eller per telefon til kirken. Så vil der den 21. december blive ringet på døren. Julens budbringer - om man vil - vil komme med juleprædiken samt en lille julehilsen.

Lillejuleaften kl. 16 og 19 vil præsterne i  Mørkhøj Kirke stå mellem juletræer, fakler og julemusik uddele juleposer til de familier der kommer forbi.

Poserne indeholder honninghjerter, et lys, et print med julesalmerne og en juleprædiken. Der er én pose pr. familie.

Den 24. december kl. 14.00 bliver årets julegudstjeneste streamet fra kirken. Familierne kan sidde hjemme i stuerne og åbne poserne, de fik lillejuleaften; tænde lys, nyde honninghjertet, lytte til årets juleprædiken og hjemme i stuen synge med på julesalmerne.

Jul i biografen

Og i Glostrup Kirke er der lagt op til et nyt slogan: Jul skal fejres i biografen. Det sker ad tre omgang, kl. 11, 13 og 15. Kræver tilmelding.