Prædikener fra biskoppen
Nyheder

Kirken på bakketoppen

Tale ved indsættelse af provst Marianne Telling i Holte Kirke 27. marts 2022

Kære Marianne, kære alle

Midfaste søndag er i kirkens kalender et højdepunkt i fastetiden, en bakketop, hvor vi ser ud over landskabet, og i horisonten kan se påskens fest, som vi er på vej til. Midfaste søndag kaldes derfor også fra den ældste tid for Glædens søndag – og det er en glædens søndag i dag.

Du indsættes som sognepræst i Ny Holte sogn og som provst i Rudersdal provsti. Og det sker her i en nyistandsat kirke, som efter nogle måneders lukning, nu åbner sig for menighedens gudstjeneste.

Her i gudstjenesten hører vi ord om barmhjertighed, om nåden, der kommer os i møde. Om Gud, der åbner sin hånd og mætter alle skabninger (Sl. 145).

Det er et stærkt billede: Guds åbne hånd. I en verden, hvor der er alt for mange knyttede næver, hvor brutaliteten taler sit grove og ubarmhjertige sprog, er det evangeliet til os, at vi lever i en verden, hvor Gud åbner sine hænder imod os og mætter os.

Salmistens ord er ikke et dogmatisk postulat, ikke udtryk for en fromhed, der gør sig blind over for verdens gru, men det er ord for den virkelighed og erfaring, der møder os i vores liv. Vi modtager livet af Guds hånd, vi møder Guds åbne hænder, når et medmenneske beder os om hjælp, eller når vi selv møder den overbærenhed og tilgivelse, som giver vores liv en ny begyndelse.

Netop nu har vi mere end nogensinde brug for at modtage det håb af Guds hånd, som vi ikke kan undfange selv. Vi har brug for at kunne stille os op på bakketoppen og se frem mod påske. Vore øjne vil se skærtorsdags forræderi, dagen, hvor der bliver solgt ud af venskaber og fortrolighed; vi vil se ind i langfredags mørke, hvor foragten for mennesket bliver stillet til skue i en rus af hån og blod. Men vi vil bag rædslerne kunne skimte Guds hånd, der åbner graven, vælter stenen væk og kalder den korsfæstede frem til nyt liv.

Her bliver det klart, at Gud satte sig selv i den dømtes sted for at give verden en ny begyndelse. Her åbner Gud sin hånd magtfuldt og håbefuldt, sådan som han gør, når han lader vandet risle over vores hoveder og mætter os med sine gaver til liv for verden.

Det er ud af den erfaring, at kirken bliver til som et fællesskab, der dannes på trods. På trods af forræderi og død, på trods af skyld og skam. Og dannes for at nære vores trodsige håb, som – ansigt til ansigt med verden – nægter at lade død og ødelæggelse få det sidste ord. Vi tror, ja vi ved, at Gud er barmhjertig, sen til vrede, rig på troskab. Vi tror, vi ved, at vores tid er i hans hænder. Vi tror, vi ved, at hans almagt står tilbage, når alle andre magter er forsvundet.

Ny Holte Kirke ligger på en bakketop, sådan som mange andre danske kirker gør. De ligger som pejlemærker i landskabet. Orienteringspunkter, der giver os landkending i livet. Herfra kan vi se langt, herfra henter vi ord for håbet i en verden, der vrider hænder i sorg og smerte over, at magten taler. Her henter vi trøst og tro på, at løgnen intet kan af sig selv, men altid må snylte på sandheden. Derfor tør vi håbe mod alt håb, som Paulus udtrykker det.

Det er det ord, du skal forkynde som præst – og som provst, for en provst er og bliver en præst, men med særlige forpligtelser. Det er, som du ved, ledelsesmæssige forpligtelser, der skal tjene til, at vi som kirke kan bære evangeliet ud i verden og ind i menneskers hjerter. Vi må have steder, hvor troen, håbet og kærligheden kan hente næring. Vi er for svage i troen til, at vi kan nøjes med at bære håbet og kærligheden i vores indre. Vi har brug for steder, hvor fællesskabet kan blive konkret, hvor vi kan hjælpes ad med at tro for hinanden og hvor vi kan åbne vores hænder for hinanden.

Derfor skal du som provst arbejde for, at kirkebygningerne og sognegårdene er værdige og funktionelle rammer om netop det. Og du skal bistå præster og menighedsråd i løbende at overveje, hvordan vi bedst er kirke i vores tid. Det er ikke altid let. Det kræver omtanke, det kræver teologisk grundighed, det kræver mod. Kort sagt: det kræver, at vi tager hænderne op af lommen og bruger dem til at hjælpe og støtte hinanden, række ud efter det andet menneske med bud om Ham, hvis kongedømme består i al evighed.

Vi vil ofte møde modstand og det er også en modstand, der vil komme fra os selv. Det er ikke kun de andre, der kan finde på at knytte nævnerne! Vi kan selv være dem, der står i vejen for barmhjertigheden eller være ude af stand til at åbne vores hænder. Evangeliet er ikke et, vi bærer frem som en vare, de andre har brug for. Evangeliet taler til mig som til alle.

Derfor er der dagligt brug for, at vi folder vores hænder og beder Gud om fornyet håb, om at lade nåde gå for ret, og give os nye begyndelser.

Jeg ønsker dig Guds velsignelse i din gerning.

Og til menigheden her i Ny Holte Kirke og til menighederne i Rudersdal provsti: Tag godt imod jeres nye præst og provst, brug hende og brug hende med omtanke – og del med hende glæden over, at Gud er nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på troskab.