Prædikener fra biskoppen
Nyheder

Ånden holder spindelvæv fra døren

Peter Birchs tale ved provstekreeringen af domprovst Eva Tøjner Götke den 2. oktober 2021.

Foto: Sille Arendt

I Kristus er vi blevet rige på alt. Sådan hørte vi Paulus sige det i epistlen. Det er godt at høre de ord netop i dag, hvor vi holder landemode, fejrer stiftets 60-årsfødselsdag og ikke mindst fejrer din indsættelse som stiftets nye domprovst. Det er udgangspunktet for alt, hvad vi ellers beskæftiger os med i kirken: den rigdom, der skænkes os i Kristus. Det er den, der bygger kirker, former samfund og giver mennesker trøst og håb.

Glemmer vi det, kan alt det andet være lige meget, og vi vil før eller siden blive pustet omkuld. Glemmer vi Kristus og den ånd, der er hans nærvær, er alt, hvad vi har tilbage, vedligeholdelse af fortidsformer og fortidslevn. Så er teologi blevet afløst af nostalgi.

Jeg synes, der er noget dybt fascinerende og opbyggeligt i at tænke på, at et hus, der står ubeboet, forfalder meget hurtigt. Mens et hus, der er beboet, måske nok slides, men ikke forfalder.

Der er en dyb sandhed gemt i det forhold, at alle vores kirkebygninger er undtaget fra de almindelige fredningsbestemmelser. De er netop ikke museale bygninger, men huse, der skal leve. Nogle af jer vil måske sidde og tænke, at jeres erfaringer med konsulenter og museumsmyndigheder peger i en anden retning. Men så er det så meget desto vigtigere at erindre hinanden om, at vores kirker – så vigtige de end er som historiske vidnesbyrd om tidligere slægters tro, håb og kærlighed – aldrig skal fredes i den forstand, at intet må røres, og intet forandres. Det gælder i øvrigt også det, der foregår i kirkerne. Det udelukker jo ikke omtanke - men kirkerne skal først og fremmest tjene som ramme om det levende ords fællesskab. Det er her vi hører ordet om, at Gud i Kristus har forbundet sig evigt med os, der lever i tiden. Det er der tro og håb og kærlighed i!

Jeg synes, der er noget dybt fascinerende og opbyggeligt i at tænke på, at et hus, der står ubeboet, forfalder meget hurtigt. Mens et hus, der er beboet, måske nok slides, men ikke forfalder. Det strider på en vis måde mod al logik; for hvis et hus ikke er beboet, kunne man jo forstille sig, at det ville stå uforandret. Men det modsatte sker rent faktisk. Forfaldet melder sig umærkeligt, men sikkert. Først samler støvet sig, så kommer spindelvævene, træværket tørrer ud, murene forvitrer og langsomt går huset i forfald.

Hvordan kan det være, at et hus, der er beboet og som bliver slidt på dagligt af de mennesker, der bor i det, hvordan kan det være, at sådan et hus aldrig forfalder, mens en hus, der får lov at ligge ubenyttet hen forbavsende hurtigt begynder at forfalde?

Jeg kan ikke se anden forklaring end ånden! Det er ånden, der gør forskellen. Et hus, der er beboet, er ramme om levet liv. Her viser ånden sig konkret i den daglige omsorg, i lydene af latter og gråd, i duften af hjemmebagt brød, kaffen på kanden, et åbent vindue mod haven, blomsterne i vasen. Det levende liv er båret af ånd og bærer af ånd – der holder støvet, spindelvævet og forfaldet fra døren.

Tilsynet med folkekirkens bygninger er langt fra den eneste, men dog en væsentlig del af en provsts arbejdsopgave – sådan som det også understreges i det provsteløfte, du aflægger om lidt. Men provsten, provstiudvalgene og menighedsrådene vedligeholder ikke bygningerne af museale grunde, men derimod fordi de skal være smukke, funktionelle og synlige rammer om Åndens virke og nærvær. Uden det blik, bliver vi kustoder i nostalgiske bygninger, i mytens forladte huse, hvor støvet hurtigt vil samle sig.

Som provst skal du gå forrest; ikke i et forsøg på at bringe dig selv i centrum, men som leder, vejleder og inspirator, så kirkehusene, sognegårdene og det samfund, vi er en del af, fyldes med liv og ånd. Du skal være med til at sikre de rammer, der gør det muligt at samles og høre ord til opbyggelse og trøst, ord til eftertanke og modsigelse.

Men at holde åndløshedens forfald fra døren og undgå at forladthedens støv sænker sig over vores liv, klarer vi ikke af os selv. Vores kreative ideer slår ikke til. Ånden må til og skabe det fællesskab, hvor vi sættes i relation til den anden og de andre. Og dermed selv bliver dem, vi er.

Og fordi det er Kristus og hans ånd, der samler os, er kirken aldrig et valgfællesskab af ligesindede , et menings- eller interessefællesskab, men det er et fællesskab, hvor Han samler os og skænker os livsmod og åbner horisonten. Sådan var hans gang på jord: Han åbnede livshorisonten for syge og marginaliserede, han standsede, hvor andre gik forbi, han græd over uretten og nægtede at give ligegyldighed og død det sidste ord. Og sådan er hans ånds nærvær fortsat: Han skænker os af sin rigdom; alt det, han i sin sejr over døden har vundet, som kalder livsmodet frem og giver os nye øjne at se med.

Vi markerer, at du tiltræder som den blot 7. domprovst i stiftets 60-årige historie. I kirkehistorisk sammenhæng er det jo så kort tid, at det næsten ikke er værd at tale om. Men vi har vor Herre Jesu Kristi ord for at de sidst tilkomne skal have den samme løn, som dem, der været i vingården meget længere. Her er vi alle stillet lige. Det er et nærmest oprørende budskab til en verden, der tænker i præstation og løn efter fortjeneste. Men sådan er den rigdom, han skænker os, af en anden verden.

Det er til denne verden, Han kommer. Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn. Når vi bygger kirker og andre huse, så er det ikke for at samles i tryg afsondrethed fra verden. Tværtimod: vi bygger huse for at verden skal kende den rigdom, som er kommet til verden i Kristus.

Så ønsker jeg dig Guds velsignelse i din gerning! I Jesu Kristi navn. Amen.