Prædikener fra biskoppen
Nyheder

Livet bliver aldrig umoderne

Prædiken ved ordination i Helsingør Domkirke den 31. oktober 2021

Ordinander: Mikkel Peter Stub (Oppe Sundby-Snostrup, Tabitha Burrell (Nygårds), Christine Stig Andersen (Sorgenfri) 

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særlig vil lægge jer på sinde skriver Paulus i sit brev til menigheden i Rom: 
For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. (Rom 8, 38-39

Kære Mikkel, Tabitha og Christine, kære alle 

31. oktober kaldes også Reformationsdagen, fordi traditionen mener at vide, at det var på denne dag i 1517, at den unge Martin Luther slog sine teser op på kirkedøren i Wittenberg og dermed satte gang i den lavine, som Reformationen skulle blive. Og uden at trække sammenligningen længere end godt er, kan vi sige, at Reformationsdagen 2021 også for jer bliver begyndelsen på noget helt nyt. I dag indvies I til præstetjeneste. 

Det var en stor fornøjelse at mødes med jer i midten af oktober og forberede jer på dagen i dag. Ikke mindst glædede jeg mig over at høre jeres beretninger om jeres vej ind i tro, kirke og embede. Den eftertanke og de livserfaringer, I kunne fortælle om, vil komme jer til gavn i jeres arbejde som præster. 

Men lad os vende tilbage til Martin Luther. Den store tidsmæssige afstand til trods kan vi fortsat lære meget af ham. Fx i måden at forholde os til Bibelen på. Ikke som en tekst, der ligger fast og som vi så at sige skal overtage ord til andet, men som en kilde til troen på, at Gud har en historie med mennesker.  
I er en del af den historie – og vel at mærke ikke først nu, hvor I bliver præster! Men som præster får I den særlige opgave at bære det budskab til mennesker, at Gud har forbundet sig med os med al sin kærligheds styrke og at intet kan skille os fra Ham. I vil også selv få brug for at høre det sagt til jer, for ingen præst undgår modløshed og tvivl. 

Luther var en enestående bibellæser og oversatte på egen hånd hele Bibelen til tysk – en bedrift, der stadig er ubegribelig både på grund af opgavens omfang og i kraft af den kvalitet, han løste den med.  

Vi ved ikke, hvad Luther ville have svaret, hvis han var blevet stillet spørgsmålet om sit yndlingssted i Bibelen. Og dog. For hjemme i sin stue havde Luther et skriftsted på væggen – fra en af de gammeltestamentlige salmer, salme 118, hvor der står: 

Jeg skal ikke dø, men leve 
og fortælle om Herrens gerninger. (Sl. 118, 17) 

Luther var ingen fantast. Han kendte om nogen dødens realitet. Han levede på overgangen mellem middelalder og renæssance, hvor forestillingerne om himmel og helvede hentede næring i kirkens forkyndelse, men så sandelig også i det liv, mennesker levede. Livet var til stadighed truet – af krig, hungersnød og sygdom. Men over for alle trusler om død og ødelæggelse holdt han sig til ordet om, at Gud har forbundet sig med mennesket og verden i Jesus Kristus. Derfor vidste han, at døden nok har et stort ord at skulle have sagt, men at det aldrig er det sidste ord. Derfor kunne døden heller ikke lukke munden på ham, men han kunne gøre salmens ord til sine: 

Jeg skal ikke dø, men leve 
og fortælle om Herrens gerninger. 

Som præster i 2021 er opgaven den samme; I skal fortælle om Herrens gerninger. Ikke ved at repetere sætninger fra en dogmatik eller ved at citere, hvad Luther eller Kierkegaard eller Grundtvig har sagt. Med ved – med alle traditionens stærke stemmer i bagagen – at indgå i samvær og samtale med mennesker, tage del i debatter i vores samfund, undervise, forkynde og yde sjælesorg. Og der er nok at tage fat på i et samfund, hvor stress, marginalisering, fortvivlelse og orienteringsløshed er trusler i menneskers liv! 

I skal igen og igen understrege hvert enkelt menneskes værdighed, barmhjertighedens nødvendighed og fællesskabets uundværlighed. Overfor alt det, der lægger livet øde, skal I fortælle om den kærlighed, der har besejret døden og hvorfra vi kan hente livsmod og nyt håb. Det er det, der er troens inderste kerne og grund – og det, der sætter os i stand til at sige: 

Vi skal ikke dø, men leve 
og fortælle om Herrens gerninger. 

I det lille citat fra Romerbrevet, jeg indledte med, taler Paulus om Guds virkelighed, der ER, men som netop kun er i kraft af Guds kærlighed. Den kan ikke bevises, men må bevidnes. Den må fortælles, forkyndes og vises. I ord og handling. 

Det er en virkelighed, der har vist sig at være uafrystelig. Gennem tiden har der været gjort mange forsøg på at stille spørgsmålstegn ved dens realitet og relevans. Hvad skal det gøre godt for? Er kirken og dens budskab ikke blevet overhalet af vores evne til at forklare tilværelsen, tilrettelægge vores liv, træffe vores valg? Over for alle de skeptiske spørgsmål, over for alle forsøg på at marginalisere evangeliet, er evangeliet imidlertid blevet ved med at tale til menneskers hjerter og håb. Evangeliet taler om den usynlige virkelighed, der bærer alt det, vi kender, alt, det vi lever i og alt, det vi anfægtes af og fortvivler over.  

Det er den virkeligheds betydning, I skal insistere på. I skal insistere på, at der er andet og mere at sige om os og det liv, vi lever med hinanden end det, der kan gøres op i vores livs succeser og fiaskoer. Der er en grund under vores liv, en mening, som er lagt ind i vores tilværelse, og som henter sin styrke og håb i Guds kærlighed. 

Som præster skal I ikke være ambassadører for optimisme og forestillinger om, at personligt overskud er en forudsætning for det gode liv. ’Elsk dig selv – kun sådan kan du være noget for andre’ – sådan kan man ofte høre tidens bud på, hvordan vi skal leve. Kun hvis vi har overskud, er vi i stand til at være noget for andre. Men det er en forvrænget udgave af næstekærlighedsbuddet. Vi skal elske vores næste som os selv, fordi vi alle – både vi selv og vores medmenneske – er Guds. Vi skal elske, fordi Han elskede os først.  
Som præster skal I vidne om den kærlighed, der aldrig sparede sig selv, som aldrig brændte ud, men banede sig vej i verden, gennem lidelse og død for at være håb og trøst, kilde til livsmod og glæde. 

Jeg var for nogle år siden på skiferie i Sverige. På skihotellet havde den lokale kirke indrykket en lille reklame, der kørte over skærmen i konkurrence med reklamer for børneaktiviteter, vejrudsigten og dagens menu. 

Reklamen bestod af et billede af kirken, ledsaget af teksten: 

Vi er i gang med den 857. sæson. Livet bliver aldrig umoderne. 

Det er det, I skal huske, når I nu kommer ud i jeres kirker: I skal være præster i det liv, der aldrig bliver umoderne. Det menneskeliv, som altid har brug for tro, håb og kærlighed, hvor der altid spørges efter mening, barmhjertighed og fællesskab.  

Og hvor evangeliet fortæller, at vi skal leve og ikke dø. Fordi Gud gør sin gerning.