Gudstjenesten til eftersyn

Af Malene Bjerre

Går du til gudstjeneste for at sige tak til Gud eller for at blive mindet om, at det hele nok skal ende godt? Hvornår i gudstjenestens forløb peaker det for dig, og hvad kunne du til gengæld godt undvære?

Knap 50­ menighedsrådsmedlemmer, præster og medarbejdere fra Gentofte, Rudersdal og Kgs. Lyngby Provstier tog tirsdag den 24. september hul på den liturgidebat, som biskopperne har skudt i gang. Før sommerferien kom der tre rapporter med tilhørende pixiudgaver fra de arbejdsudvalg, biskopperne har nedsat. Nu er der lagt op til lokal debat frem til oktober 2020, hvor biskopperne træffer beslutning om, hvorvidt der skal autoriseres en ny ordning for gudstjenesten.

”Opgaven for gudstjenesten er at sikre, at evangeliet kan høres,” indledte provst i Gentofte Peter Birch. Og kan det nu det? Eller drukner evangeliet i for mange ord; for mange og for lange og for gamle salmer; for uforståelige kollekter? For meget præst og for lidt deltagelse?

Traditionalisten og den senmoderne

Samtalen foregik ved mindre borde efter to korte oplæg fra sognepræst Jørgen Demant fra Kgs. Lyngby, der har været med til at skrive rapporten om gudstjenesten. Arbejdsgruppen har undervejs haft besøg af faste og mindre faste kirkegængere, der har fortalt om deres oplevelser med kirken. De har både mødt traditionalisten, der er kommet i kirken altid og oplever, at gudstjenesten hører med til det gode liv. Romantikeren, der føler sig løftet og oplever at komme tættere på Gud i skønhedens katedral. Den senmoderne, der får skuldrene ned i kirken og nærmest oplever det som et helle, en slags terapi. Og individualisten, der på kirkebænken får adgang til det det almene og opdager, at hendes særlige og unikke situation dybest set er ligesom alle andres.

Ved debatarrangementet tirsdag stod det hurtigt klart, at alle de gode grunde til at gå i kirke, som Jørgen Demant havde peget på, var repræsenteret i forsamlingen.

”Jeg vil bare have ro,” sagde en. ”For mig er kirkerummet afgørende; det fokuserer mit blik,” mente en anden. ”Det er musikken, jeg kommer for,” sagde en tredje. En fjerde kunne godt lide fornemmelse af at ”forsvinde ind i fællesskabet.” Andre pegede på indsigten fra prædikenen eller behovet for selv at give noget tilbage til Gud.

Ikke meget kan undværes

Og alt i alt oplever de tilstedeværende, at de får det, de kommer efter. For da det kom til spørgsmålet om, hvad man godt kunne undvære, var det ikke meget, folk havde lyst til at miste.

Hårdt presset kom der dog efterhånden nogle bud:

• Måske kan man godt synge nogle lidt nyere salmer. Engang imellem.
• Teksterne i gudstjenesten behøver ikke udelukkende stamme fra Bibelen. Måske kunne et Inger Christensen-digt eller noget af Kierkegaard eller Nelson Mandela tale mere ind i vores eget liv.
• To tekstlæsninger må være nok – og måske kunne den tekst, der ikke er evangelieteksten, være efter helt frit valg, så sammenhængen blev klarere.
• Indgangsbøn og udgangsbøn kan droppes – og kollekterne med, for den sags skyld.
• Måske kan sproget i både tekster og salmer opdateres.

Men vi er jo netop dem, der kommer, indvendte en, og andre fulgte op: Hvordan sørger vi for, at dem, der føler sig fremmedgjorte og uvelkomne i gudstjenesten, kan blive både sete og velsete? Eller hvad gør vi, når de salmer, der skal sikre strukturen og deltagelsen i gudstjenesten, i stedet bliver et fremmedgørende element og folk ikke synger med?

Spørgsmålene fik i første omgang lov til at hænge i luften, men samtalen fortsætter. Næste debatmøde handler om dåb og nadver og foregår den 22. oktober i Lyngby.