Nyheder
Nyheder

"Afghanistan gjorde, at jeg blev døbt"

Den udsendte: Livet bliver sat på spidsen, når man befinder sig i en krigszone.

Major Lotte Jæger Bank-Nielsen er uddannet som officer i flyvevåbenet og arbejder på Forsvarsakademiet på Institut for Sprog og Kultur. Hun har været udsendt to gange, til Irak og Afghanistan.
(Foto: Sarah Thorngreen Auken)

Af Sarah Thorngreen Auken

Dåben foregår en helt almindelig tirsdag formiddag. Major Lotte Jæger Bank-Nielsen og stabspræsten spadserer hen i den kirke, som Forsvarsakademiet af og til låner til kirkelige handlinger.

Kordegnen og kirketjeneren er med som de eneste vidner, og bagefter går Lotte sammen med præsten tilbage på sit kontor; de fejrer dåben med et stykke kage, og hun får en salmebog i dåbsgave af præsten. Det er helt, som Lotte gerne vil have det. Enkelt og med fokus på det væsentligste.

"Endelig faldt brikkerne på plads. Det er ikke, fordi jeg lige pludselig har fået en enestående slags tro. Jeg er blevet en del af et fællesskab, og jeg må lade troen udvikle sig i mig, som den nu kan og vil."

Lotte Jæger Bank-Nielsen sidder i køkkenalrummet i den røde murstensparcel i Smørum. Hendes hjem vidner om et klassisk børnefamilieliv med madplaner, legetøj og lyserøde kondisko.

Et liv langt væk fra den militærlejr i Kabul, hvor sikkerhedsvest, hjelm og tjenestepistol er en del af dagligdagen, og som var hendes ”hjem” under en syv måneder lang udstationering i Afghanistan.

Man skal gøre sig umage med at leve

"Inden jeg kom til Afghanistan, havde jeg nok en tro på, at jeg var udødelig, og at alt nok skulle ende godt. Jeg har altid tænkt, at jeg ville komme hjem igen i live. Men alle, der har været udsendt, har haft nogle oplevelser, hvor man tænker, at man springer ugens lottokupon over – for jeg har brugt mit held i denne her uge."

Kort før hun bliver udsendt til Afghanistan, bliver hun og hendes mand viet i kirken. Og mens hun er i lejren fører hun samtaler med deres præst - nu på mail.

"Præsten tilbød mig et refleksionsrum, som jeg ikke før havde mødt. Her fik jeg lov til at tænke mit livssyn igennem. Hun kunne med tre spørgsmål ramme mig så dybt, at jeg kunne bruge resten af dagen på at tænke over det – og et par uger på at skrive tilbage, men så kunne brevet også godt være syv sider langt."

Endelig faldt brikkerne på plads. Det er ikke, fordi jeg lige pludselig har fået en enestående slags tro, Jeg er blevet en del af et fællesskab, og jeg må lade troen udvikle sig i mig, som den nu kan og vil.

"Det gav mig lejlighed til at overveje og ventilere en række tanker om religion og livsindstilling, som havde ligget latent i mig i lang tid.” 

Tiden i lejren er kontrastfuld. Hendes tætteste samarbejdspartner er tolken. Og hver dag hilser han hende på dari: "Hold dig i live." En hilsen, der er milevidt forskellig fra det danske ”vi ses”, som hun har med hjemmefra. 

Forskellen i livssituation er slående. Derhjemme er truslerne små og få; ved afskeden kan man altid regne med at se hinanden igen, men i Afghanistan er det ikke givet. Man kan ønske og håbe på at se hinanden igen, men der hænger hele tiden en trussel over hovedet på en. Man må holde sig i live.

"Det viste mig helt tydeligt, at livet er noget, som ikke alene skal værnes om, men også værdsættes og udvikles. Man skal gøre sig umage med at leve."

Den 5. september er den officielle flagdag for Danmarks udsendte. Se mere på flagdagen.dk  (Foto: Sarah Thorngreen Auken)

Hjemvendt fra Afghanistan bliver Lotte Jæger Bank-Nielsen mor, og den nye livssituation understreger sammen med oplevelserne og refleksionerne fra lejren en række spørgsmål og tanker om tro, eksistens og livsindstilling.

Det fører hende til dåben. Og Lotte oplever, hvordan brylluppet og dåben binder sig sammen med hendes liv. 

Størst af alt er kærligheden

Ved dåben taler præsten over Paulus’ berømte ord, ”så bliver da tro, håb og kærlighed disse tre, men størst af dem er kærligheden.” Hvad præsten ikke ved, er at også den præst, som viede Lotte og hendes mand, talte over Paulus’  ord, og at parret derfor har fået dem skrevet på væggen hjemme i deres soveværelse.

For Lotte bliver sammenfaldet et tegn på den sammenhæng, hun hører hjemme i.

"Jeg har ikke ændret mig som menneske, efter jeg er blevet døbt. Mine værdier er de samme. Det er livet her og nu, der betyder noget. Min datter skal have en masse kram. Min mand skal blive ved med at være mit allerkæreste og jeg skal vande tomatplanterne i haven."

"Men jeg har en oplevelse af at have genkendt og taget det til mig, som hele tiden har været hos mig; den ramme, mit liv hører hjemme inden for.”