Fortsæt til hovedindholdet
Mød et menighedsrådsmedlem
Rødovre Provsti

"Jeg mødte min kone i kirkekoret"

Et mini-portræt, fortalt til Jakob Zeuthen

Lasse Stensby Baasch  (Foto: Jakob Zeuthen)

Navn: Lasse Stensby Baasch

Medlem af menighedsrådet i Hendriksholm Sogn, Rødovre Provsti, siden 2012.

Hvad fik dig i menighedsrådet?

Korarbejde. Jeg har sunget i kirken siden jeg var barn, først i begynderkoret, og siden 1997 i voksenkoret, så jeg havde min gang i kirken og sang med til gudstjenesterne. Det var vejen ind. Koret har betydet umådelig meget for mig. Mine brødre har sunget i koret, og jeg mødte min kone i koret; men jeg sagde også ja til rådet, fordi bestyrelsesarbejde interesserer mig.

Hvad er det bedste ved menighedsrådsarbejdet?

Ansvaret for kirken, og så det, at man som menighedsrådsmedlem har fingrene nede i rigtig mange sager.

Hvad er det værste ved menighedsrådsarbejdet?

De mange sager, hvor vi som lægfolk skal træffe beslutninger uden at besidde den faglige viden. Det er frustrerende at være med til debatter i timevis om sager, som vi i bund og grund ikke ved noget om.

Jeg håber, at man i fremtiden i langt højere grad kan lægge opgaver over til fagpersoner på provstiniveau eller stiftsniveau, så vi kan koncentrere os om den egentlige opgave, som vi forhåbentlig har forstand på.

Vil du anbefale venner at komme med i rådet?

Bestemt, og det gør jeg af og til. Men jeg lægger ikke skjul på, at det faktisk er hårdt arbejde, som forpligter. Det er ikke (kun) en kaffeklub.

Hvad har overrasket dig mest ved arbejdet i menighedsrådet?

På positiv-siden ansvaret og muligheden for virkelig at være med til at gøre en forskel.

På negativ-siden vil jeg igen nævne de områder, som ikke burde sortere under et folkevalgt menighedsråd, altså noget, som kræver ekspertviden, faglig ekspertise.

Hvad betyder arbejdet i menighedsrådet for dig personligt?

At jeg kan være med til at gøre en forskel i lokalsamfundet samtidig med at jeg udvikler mine evner inden for bestyrelsesarbejde – sammen med gode råds-kolleger.

Hvilken én af kirkens aktiviteter bruger du mest / synes du bedst om?

Højmessen søndag formiddag er for mig grundstenen i folkekirken. For mig er det fundamentet, som alt andet bygger på. Som sanger i kirkens voksenkor i tyve år har jeg fået højmessen ind under huden og lært at holde af den.

Og så vil jeg da også nævne det fine udbud af koncerter i Hendriksholm Kirke.

Er du mest interesseret i det kirkelige eller det folkelige i menighedsrådsarbejdet?

For mig går de to ting hånd i hånd. Jeg kan ikke nævne det ene frem for det andet, men vil godt være med til at skabe rammer for at begge dele kan udfolde sig bedst muligt.

Din yndlingssalme?

Jakob Knudsens ”Se nu stiger solen af havets skød” til Rings melodi. Ingen tvivl om det.

Hvad læser du? Din yndlingsbog?

Jeg får ikke læst ret meget. Jeg har to små drenge og mit eget firma og en fritid fyldt med menighedsrådsarbejde, spejderarbejde (grønne spejdere, Lindevang-gruppen, Frederiksberg) og korsang, så der bliver ikke megen ego-tid til romaner; men jeg har da lige læst ”Hasulle Banulle bygger hule” for min tre-årige søn.