Indvandrernes vej ind i folkekirken
Nyheder

Mek fra Etiopien: Hvorfor kontakter folkekirken ikke indvandrere?

Folkekirken bør missionere for at gøre indvandrere opmærksom på sit fællesskab, mener Mek fra Etiopien. 

Mek fra Etiopien kom til Danmark i 1986 og er kommet i Brøndby Strand Kirke de seneste 25 år. Foto: Anders Haubart Madsen

Fortalt til Anders Haubart Madsen

INDVANDRERNES VEJ IND I FOLKEKIRKEN

NY SERIE: Hvordan oplever indvandrere folkekirken, når de bliver medlemmer af den? I 2002 var 16,5 procent af indvandrerne medlem, mens det i 2017 kun gjaldt 8,8 procent af det samlede antal indvandrere. 


Det viser tal fra Danmarks Statistik, som Kristeligt Dagblad har omtalt

I en ny serie fortæller nogle af dem, der trodser tendensen, om deres møde med folkekirken.


Læs de andre portrætter her.


OBS: Teksten er skrevet af Anders Haubart Madsen som en fortolkning af deltagernes udsagn.


Folkekirken giver mig et fællesskab og en tråd til min ortodokse baggrund fra Etiopien. Og så værdsætter jeg, at der ikke er nogen grådige præster.


Men hvorfor skal jeg selv opsøge de mange gratis muligheder for at blive en del af dansk kultur og religion?

Kontakt til ensomme indvandrere

Jeg forstår ikke, hvorfor folkekirken ikke tager mere kontakt til indvandrere og ensomme ældre. Jeg bor med min kone og to af vores fem børn i Brøndby Strand, men de eneste, der ringer på vores dør, er muslimer og Jehovas Vidner. 


Der er så mange enlige og ensomme her, man kunne tage kontakt til.


Langt de fleste her er muslimer, men mange af dem savner en tilknytning til Danmark. Det er ensomt at komme til det her land, hvis man ikke har et fællesskab at være en del af, og her kunne folkekirken godt byde sig bedre til. 

Folkekirke uden grådige præster

Min kristne baggrund betyder meget for mig.


Jeg er vokset op i et kommunistisk Etiopien, hvor det var ildeset at følge en religion. Men jeg er døbt i en ortodoks kirke, så da jeg kom til Danmark, gik jeg meget op i, at mine børn skulle døbes på samme måde. Min kone og jeg fandt en russisk-ortodoks kirke i København, og vi kom der et stykke tid efter børnenes dåb.


Indtil vi indså forskellene mellem den ortodokse kirke og folkekirken: 


Vi forstår ikke prædiken, og præsterne tænker ofte på at skrabe penge ind fra menigheden i en ortodoks kirke. Jeg ser det også, når jeg er hjemme i Etiopien og besøge min familie. 

Hvorfor migrantmenigheder?

Derfor var det som en åbenbaring at finde frem til Brøndby Strand Kirke for omkring 25 år siden. Min kone og jeg begyndte at komme her, fordi vi havde børn i en kristen skole, og nogle af de andre forældre fortalte om kirken. 


Nu bruger vi kirken løbende, både med og uden børn.


Det var lidt dog tilfældigt, at det skulle komme dertil, og jeg undrer mig stadig: Hvorfor var der ikke nogen i kirken, der tog kontakt?


Jeg undrer mig også over, at man har migrantmenigheder. Hvorfor kan de her mennesker ikke være en del af den traditionelle menighed? Og når de så kommer, så handler det altså om, at de skal føle sig velkomne. 


De andre kirkegængere må gerne sige 'hej' og lige anerkende de nytilkomnes tilstedeværelse. Ellers kommer de altså ikke igen.