Fortsæt til hovedindholdet
Udvalget for kommunikation
Giv folkekirken og dig selv en stemme i medierne
Intet billede:

Giv folkekirken og dig selv en stemme i medierne

Kursus for præster i Københavns og Helsingør Stifter. 

Har du lyst til at blande dig mere i den offentlige debat og nuancere billedet af folkekirken i medierne, men ved ikke, hvordan du skal gribe det an? Sende debatindlæg til aviserne, skrive klummer og få sagt det, du gerne vil, når en radio- eller tv-journalist ringer og interviewer dig?

’Giv folkekirken stemme i medierne’ er et kursus for præster, der udbydes i samarbejde mellem Helsingør Stift og Københavns Stift. Kurset skal give deltagerne baggrundsviden, redskaber og lyst til at deltage i den offentlige debat og til at bruge forskellige typer medier. Du bliver klædt på til – med din individuelle stemme og faglighed - at koble kristendommens og folkekirkens relevans til de eksisterende samfundsdebatter de analoge og digitale medier, der egner sig bedst til formålet. Og du får mulighed for at prøve dine idéer af og skabe netværk under besøg hos TV2 og Berlingske.

Indhold 

·       Introduktion til medielandskab og mediernes logik

·       Journalistisk metode (vinkling, tekstopbygning, journalistisk sprog)

·       Klummeskrivning, debatindlæg

·       Møde med medier

·       Interviewtræning

·       Krisekommunikation

Kursusform

Kurset strækker sig over fem hele dage i alt, fordelt på både hele og halve dage med i alt 16 deltagere, otte fra hvert stift. Det er obligatorisk at deltage på alle dage.

Undervisningen foregår i en vekselvirkning mellem oplæg fra kursusledere og gæsteundervisere, øvelser, opgaver mellem kursusgangene og feedback.

Kursusledere er Ulla Haahr, kommunikationschef og Kristian Danholm, pressechef, Københavns Stift og Benjamin Christophersen, kommunikationskonsulent, Helsingør Stift.

Deltagerprofil 

Sognepræster og funktionspræster i Københavns Stift og Helsingør Stift, der ønsker at indtage en mere aktiv rolle som en af folkekirkens stemmer i medierne.

Interesseret? Skriv en motiveret ansøgning til Benjamin Christophersen bbch@km.dk inden 1. april 2023.

Praktisk 

Kurset er gratis for den enkelte præst. Det er til gengæld obligatorisk at deltage alle kursusdage som er:  26.- 27. september kl. 9-16.30, 12. oktober kl. 13-16, 31. oktober kl. 13-16 og 22.-23 november kl. 9-16. Fælles middag om aftenen den 22. november.

Undervisning finder sted i Vartov i København.