Teologisk salon: Farligt eller fjolleri?

Af Malene Bjerre

”Karen Blixen ville have elsket, at der sådan sad 50 præster på hendes loft og diskuterede,” siger Catherine Lefebvre i sin velkomst. Hun er direktør for Karen Blixen Museet på Rungstedlund, der fredag den 7. september lagde lokaler til en teologisk salon om retten til at være religiøs.  

Nu er det ikke kun præster, der er til stede; tværtimod er en stor del af deltagerne fra stiftets menighedsråd, og det er netop pointen bag de teologiske saloner at skabe et mødested på tværs i stiftet.

Arrangøren er Udvalget for teologisk efteruddannelse, og salonerne er en nyskabelse, der skal løfte debatten i stiftet til ikke kun at handle om drift og mursten, men også om vigtige teologiske og kirkepolitiske emner. Helst i form, der løfter den ofte forsimplede og polariserede debat i medierne op på et mere kvalificeret niveau. 

Faktisk er det heller ikke kun 50 mennesker, der er mødt frem. Der må hentes ekstra stole i museets cafe nedenunder, og i alt deltager omkring 70 mennesker i salonen, der indledes med et indlæg fra hver af de to oplægsholdere Jonas Christoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder, og Anna Libak, journalist, forfatter og folketingskandidat for Venstre.  

Frihed mod rettigheder

I udgangspunktet er de to debattører enige: Selvfølgelig skal vi have en udstrakt grad af religiøs frihed i Danmark.  

Problemet opstår, forklarer Jonas Christoffersen, når nogens frihed støder sammen med andres rettigheder. Han lister en række af den slags tilfælde op. Muhammedtegningerne, hvor ytringsfriheden og religiøse følelser stødte sammen for alvor. Jehovas Vidner, som nægter at tage imod blod og dermed udsætter sig selv og deres børn for fare; omskæringsdebatten, hvor religiøse hensyn og barnets ret til selvbestemmelse tørner sammen.

”Og hvor præcis grænsen skal gå, er noget, vi må diskutere. Her kunne jeg godt ønske mig lidt mere rummelighed i debatten. Lige nu ser jeg en tendens til at kalde alt det anderledes for ”udansk” og ”udemokratisk,” siger Jonas Christoffersen.  

Jeg siger det ligeud

”Ja, du er jo direktør for en organisation, så du skal passe på med at sige, hvad du mener. Men jeg er politiker og skal vælges, så jeg siger det ligeud,” siger Anna Libak, da turen er kommet til hende. Og det, hun siger ligeud, er, at hun er ikke så lidt mindre bekymret for rummeligheden i debatten. Snarere går hendes bekymring på, om vi passer godt nok på vores samfund. 

”Som kristen ser jeg det som helt naturligt, at debatten om trosfrihed vækker stærke følelser,” siger hun. ”De seneste år har der været en række sager, som har gjort det påtrængende, at vi overvejer, hvem vi selv er, og hvordan vores land skal være. Og i nogle af spørgsmålene er der rigtig gode argumenter for at indskrænke de religiøse udfoldelsesmuligheder.”  

Hun nævner maskeringsforbuddet, loven mod imamer, der opfordrer til terror – og ikke mindst håndtrykket. 

”Statsborgerskab er en gave, og ved den ceremoni, hvor nye statsborgere modtager gaven, er det naturligt at forlange, at de giver hånd og viser, at islam er mindre vigtig for dem, end det er at indgå i det nye land,” siger hun. 

Larmende debat

Efter oplæggene er der sandwich, rødvin og debat ved bordene, og lydniveauet er tårnhøjt. Ved samtlige borde kaster deltagerne i små grupper sig ud i spørgsmålene om, hvor grænsen lige skal gå imellem friheden for den ene og beskyttelse af den anden. 

Efter pausen er der mange spørgsmål til de to oplægsholdere. Ikke mindst om håndtrykket.  

”Hvorfor er det dog så vigtigt med det håndtryk?” bliver der bl.a. spurgt? ”Kan folk ikke bare få lov at hilse på en respektfuld måde, der passer dem – fx ved at føre hånden op til hjertet?” 

Nej, mener Anna Libak: ”Jeg har stor respekt for, at religionen fylder meget i folks liv, men det manglende håndtryk er udtryk for, at troen fylder mere end respekten for samfundet. Og problemet er, at muslimer i modsætning til kristne handler på deres religion, fordi det er en lovreligion. Det er meget svært at tage statsborgerskabet fra folk, og derfor skal vi være forsigtige med, hvem vi lukker ind.” 

Varmet op

Nu er Jonas Christoffersen ved at være varmet op til også sige tingene lidt mere ligeud. 

”Jeg tror simpelthen ikke på, at der er en sammenhæng mellem det at være farlig og så at ville give hånd,” erklærer han. ”Efter min mening er det afgørende, at vi skiller det farlige og det fjollede fra hinanden. Ja, det er da mærkeligt, at man ikke vil give hånd til en af et andet køn – men farligt er det altså ikke. Vi skal koncentrere os om det, der virkelig er farligt, fx hadforbrydelser og den interreligiøse vold. Om resten skal vi sige: ’Fred være med det; vi lever i et frit land.’” At dømme efter klapsalverne er hovedparten af tilhørerne enige.

Efter to timer takker Eva Holmegaard Larsen, teologisk konsulent i stiftet, de to oplægsholdere og de øvrige deltagere for engagementet. ”Det er netop sådan en diskussion, vi har brug for i den slags komplekse spørgsmål, hvor der ikke er nogen lette løsninger,” fastslår hun.

Den næste teologiske salon finder sted den 9. november, igen på Rungstedlund. Hverken emnet eller debattører er på plads endnu, fordi salonerne netop skal kunne handle om noget helt aktuelt.