Råt og silkeblødt: Et rum, der løfter og heler

Af Malene Bjerre 

”Det gør det virkelig nærværende at gå rundt mellem væggene,” siger Matilde Nordahl Svendsen. ”Kirken kommer til at være lige her! Jeg glæder mig afsindig meget, til den er færdig.” 

Center for Tro og Fordybelse på Herlev Hospital har også været længe undervejs. Det er over ti år siden, at A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til Almene Formål i første omgang donerede otte millioner til projektet. Siden er der kommet flere millioner til, også fra regionen og fra Gladsaxe-Herlev Provsti. Og efter planen åbner det fællesreligiøse center i forsommeren 2019 med sine fire rum – et muslimsk bederum, et neutralt såkaldt frirum, et fællesområde og så en kristen kirke. 

Det er de vægge, der skal adskille rummene, som nu står på terrændækket på byggepladsen. Håndværkerne er ved at fjerne forskallingen fra betonen, men holder en pause, så de to hospitalspræster, Matilde Nordahl Svendsen og Karen-Bolette Berg, og provst Peter Senbergs kan bevæge sig ind på byggepladsen. Iført sikkerhedssko, hjelme og skriggule veste går de rundt på byggepladsen og får vist detaljerne frem. Projektleder Reza Hannani viser tilfreds de pladsstøbte betonvægge frem, der på én gang fremstår usminkede og rå og samtidig er silkebløde at røre ved. Man kan se, hvor stikkontakterne kommer til at sidde, og nicherne, hvor salmebøger skal stå, er allerede støbt ind i væggen. 

I næste uge bliver centrets tag, der på præsentationsmaterialet mest ligner fire kridhvide hindbærsnitter, lagt på bygningen. Senere bliver betonmurene forbundet af glasvægge og omkranset af en rund palisadevæg. Og snart skal projektudvalget til at prøvesidde stole og vælge døbefont, kors, altertavle og prædikestol. For i modsætning til nu skal præsterne på hospitalet fremover holde deres gudstjenester i en rigtig indviet kirke. I et smukt rum, der i sig selv vil løfte de aktiviteter, der foregår derinde. 

Fyldt med ideer

Og Matilde Nordahl Svendsen er fyldt med ideer til, hvilke aktiviteter det skal være. ”Jeg er helt sikker på, at vi sommetider kommer til at holde nødvielser i kirken i stedet for på stuerne som nu, for der bliver god plads til sygesenge. Man kunne også forestille sig, at familier kan få døbt deres barn, hvis en syg bedstefar gerne vil kunne være med,” siger hun.  

Men det er ikke kun patienterne, hospitalskirken vil være kirke for. Dem er der i sagens natur ret stor udskiftning iblandt, mens personalet er en mere fast størrelse. ”Jeg tænker også, at vi skal have foredrag og fyraftensandagter for personalet. Eller hvad med eksistenslaboratorier, hvor vi kan tale om de svære situationer, man hele tiden står i, når man har med syge mennesker at gøre?” foreslår hun. 

Mere end Motorring 3

Centeret er en del af en større nybyggeri på Herlev Hospital, der i det hele taget har fokus på, hvad arkitektur betyder for menneskers velvære, fortæller Karen-Bolette Berg.  

”Der har været en tendens til, at hospitaler kun var optaget af det fysiske helbred, af at gøre kroppen rask,” mener hun. ”Men det nye byggeri tager også højde for det sjælelige og det åndelige. Mange af de nye bygninger er runde i en erkendelse af, at det er hele mennesket, der er indlagt. Der er tænkt grønne arealer ind imellem husene med regnvandssøer og duftebuske, der appellerer til sanserne. Det er jo, fordi man har fået sans for, at heling kræver, at mennesket også har mod på at blive helet. Og selvom man ligger lænket til en seng oppe på 14. etage, så betyder det noget, at man ikke bare kigger ud på Motorring 3, men også ser noget smukt.” 

Deler samme rum

Og noget af det smukke, som patienter, de pårørende og personalet fremover vil kunne se ned på, er altså tros- og fordybelsescentret. Den nye bygning skal afløse det beskedne lille stillerum i hjørnet på gangen overfor elevatorerne, der lige nu er til deling mellem de forskellige religioner og de ikke-troende, der har brug for et sted at sidde i fred.

Men fremover får de kristne og muslimerne deres eget rum, mens de ikke-troende og folk fra andre religioner deles om et rum uden religiøse symboler. Provst for Gladsaxe-Herlev Peter Senbergs ser det som en anerkendelse af, at folk har forskellige trosudtryk.

”Vores fromhedsliv er forskelligt, og derfor ser gudstjenestelivet forskelligt ud,” siger han. ”Det tager centeret alvorligt. Men ikke desto mindre er vi under samme tag; vi er gode naboer, fordi vi også i overført forstand deler det samme rum.”