Nyheder
Nyheder

Vejledning til menighedsråd om kontrol af coronapas

Fra mandag den 29. november er der nye retningslinjer for håndtering af corona situationen. Og det betyder også, at vi i folkekirken skal skrue op for forholdsreglerne. Landsforeningen af Menighedsråd har skrevet en vejledning. 

Coronapas

(stockphoto)

Hvem skal kontrollere?

Det er menighedsrådet, der skal kontrollere, at de ansatte har coronapas. Det følger af lov om arbejdsgiveres adgang til at pålægge lønmodtagere forevisning af coronapas, test for covid-19 m.v. og Medarbejder- Kompetencestyrelsens cirkulære om forevisning af coronapas, test for covid-19 mv. på det statslige overenskomst- og aftaleområde.

Det betyder, at menighedsrådenes ansatte, så længe covid-19 betegnes som en samfundskritisk sygdom, skal forevise coronapas. Et coronapas kan være vaccine, tidligere smittet eller test.

Vi opfordrer til, at I vælger kontaktpersonen eller et andet medlem fra menighedsrådet til at varetage opgaven. I kan også vælge at delegere opgaven til en eller flere ansatte.

Vi opfordrer jer, som vi skrev tidligere i dag, til at holde et møde med jeres medarbejdere.

Vi foreslår, at I på mødet også orienterer om følgende:

Information til ansatte om krav om coronapas

Medarbejderne har modtaget skriftligt information via e-Boks fra Kirkeministeriet om, at der stilles krav om fremvisning af coronapas og begrundelsen for det. Det fremgår af meddelelsen, at en medarbejder, der ikke vil efterkomme et pålæg om fremvisning af coronapas, kan risikere ansættelsesretlige sanktioner, med mindre medarbejderen har en gyldig grund til ikke at kunne fremvise coronapas.

Hvor ofte vil kontrollen komme til at foregå
Vi anbefaler, at I gennemfører kontrollen en gang om ugen.

Drøft på mødet med medarbejderne, hvordan det mest hensigtsmæssigt kan lade sig gøre.

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen anbefaler, at der går mindst 4 dage fra medarbejderne har modtaget pålægget om at kunne fremvise coronapas, til der gennemføres kontrol.

Skal medarbejderen testes

Hvis pålægget om forevisning af coronapas betyder, at medarbejderen skal testes for covid-19, skal testen så vidt muligt gennemføres i den ansattes arbejdstid. Er det ikke muligt at gennemføre en pålagt test i den ansattes sædvanlige arbejdstid, skal den ansatte kompenseres for den tid, der bruges på testen. Endvidere skal den ansatte have dækket eventuelle rimelige udgifter, der afholdes i forbindelse med gennemførelsen af en pålagt test.

Hvis der ikke foreligger et testresultat i elektronisk eller fysisk form, skal resultatet og testtidspunktet på anden måde kunne dokumenteres over for menighedsrådet, fx i form af en tro- og loveerklæring fra den ansatte.

Menighedsrådet har ikke krav på andre oplysninger end selve testresultatet og testtidspunktet, og rådet kan ikke pålægge en ansat at sørge for, at det får resultatet uden om den ansatte. Medarbejderen er forpligtet til at sikre, at menighedsrådet får resultatet af testen hurtigst muligt efter, at resultatet er kommet frem til den ansatte selv.

Læs mere i hos Foreningen af Menighedsråd her.