Nyheder
Nyheder

Liturgidebat: Enshed eller fortrolighed?

Skal højmessen sættes fri, eller skal den fortsat styres fra oven? På torsdagens debatmøde var der stemning for at give plads til mere selvbestemmelse.

"Hvis en padde i et vandhul får for lidt ilt, så flytter den et nyt sted hen - og måske dør den på turen. Vi skal passe på, at der ikke kommer for lidt ilt til vores gudstjeneste," advarede Jørgen Demant. (Foto: Malene Bjerre)

Af Malene Bjerre

Hvis du nu sad i liturgikommissionen, hvad ville du så bestemme? Hvilke dele af gudstjenesten ville du autorisere? Sådan lød et af spørgsmålene til forsamlingen af præster, ansatte og menighedsrådsmedlemmer fra Gentofte, Rudersdal og Kgs. Lyngby Provstier, der 21. november mødtes for tredje gang for at diskutere, hvordan højmessen skal se ud, og hvem der skal bestemme det.

I september var gudstjenesten på dagsordenen i Hellerup. I oktober blev dåb og nadver diskuteret i Lyngby. Og denne aften foregik det i Holte, hvor turen kommet til spørgsmålet om autorisation: Hvem er det, der skal bestemme over liturgien i den enkelte kirke.

Rapporten om autorisation (her i kort fortalt-udgaven) udkom allerede i 2018, et år før de to andre, og det er ikke noget tilfælde, mente Jørgen Demant, der ligesom de to andre gange holdt oplæg for forsamlingen. ”Den danske folkekirke er autoritativ, så derfor lægger vi ud med at undersøge, hvordan det skal være”.

I dag hviler gudstjenestene på fire kongeligt autoriserede bøger: en bestemt bibeloversættelse, et bestemt udvalg af salmer, en ritualbog og en alterbog. Men er tiden mon løbet fra sådan en hierarkisk udpegning af, hvad der er det vigtigste og det rigtigste – for alle, spurgte Jørgen Demant. Kunne man forestille sig en meget større frihed, hvor man kan vælge mellem forskellige bibeloversættelser, tage andre bibeltekster ind og bruge nye bønner og ritualtekster, som man nu kan blive enige om det i den lokale kirke?

Tre modeller

Indtil videre er Danmark det mest konservative land overhovedet i den evangelisk-lutherske kirke med vores høje grad af fasthed. ”Hvis Luther stod op af graven og gik i kirke i dag, ville han sige: Det ser knageme ude ligesom dengang,” sagde Jørgen Demant.

Og det er denne fasthed, autorisationsrapporten tager op til diskussion. Rapporten peger på tre mulige modeller for gudstjenesteordning: En konservativ, der har samme grad af fastlæggelse som nu, en fri, hvor kun strukturen i fire faste dele er autoriseret, og så en mellemvej, hvor strukturen og ordlyden i udvalgte dele ligger fast.

Efter Jørgen Demants oplæg var det deltagernes tur. Ved bordene blev der diskuteret autorisationsmodeller, og hvilke dele af gudstjenesten der kan og skal tage farve af det lokale.

Flertal for mellemvej

Aftenens forsamling var ikke så konservativ endda. En håndsoprækning viste et klart flertal for den såkaldte mellemvej, og kerneordet i diskussionen bagefter var ’genkendelighed’. Folk berettede om gudstjenester i Grønland, Italien og Jerusalem, der føltes fortrolige, selvom meget var anderledes – og om oplevelser med frikirker i USA, der slet ikke føltes som gudstjenester.

”Det er ikke nødvendigvis bestemte ord eller fuldstændig enshed, der skaber genkendeligheden; snarere stemningen og fornemmelsen af at gå opbygget ud,” mente en.

En anden så en vis tendens i rapporten: ”Rapporten indeholder nogle besværgelser, der antyder, at verden går af lave, hvis man giver lidt frihed,” påpegede en anden. ”Hvis vi ikke autoriserer salmenbrugen, så vil vi over en nat miste vores fælles korpus af salmer. Ah, mon dog det går så galt. Lad os give det lidt fri, så det bliver muligt at skabe et vækstlag for nye salmer.”

En tredje pegede på de gode sider ved fasthed, fx i tekstrækkerne:  ”Tvang kan være glimrende. Vi skal tvinges til at bruge tekster, der støder os og er besværlige. Epistelteksterne er det eneste sted i dag, hvor vi har formaninger, og dem har vi brug for.”

Samtalen fortsætter i sognet

Karen-Lisbeth Dirksen, der sidder i menighedsrådet i Hellerup Kirke, har været til alle tre arrangementer. Hun er meget glad for, at de tre provster har taget initiativ til debatten. ”Hos os i Hellerup beskæftiger vi os normalt kun med bygninger, personalesager og økonomi. Men den her debat har fået os til at tale meget mere om det, kirken egentlig handler om,” fortæller hun. Nu skal fortsætter samtalen hjemme i hendes egen kirke med fælles inspirationsdag for personalet og menighedsråd, hvor liturgidebatten skal være emnet næste gang. Selv har Karen-Lisbeth Dirksen ikke ændret holdning gennem de tre arrangementer. ”Der er måske nok nogle ting, vi kan undvære, men det meste er vigtigt, og vi skal kunne genkende højmessen; den er noget specielt og det må den også gerne være. Men det er under alle omstændigheder godt at tage debatten.”

Læs mere om liturgidebatten her.

Tre modeller for autorisation

Rapporten om autorisation opridser tre modeller for autorisation med forskellige frihedsgrader for det enkelte sogn:

Den konservative: Behold den nuværende gudstjenesteordning, hvor både rækkefølgen og ordlyden er fastlagt med visse variationsmuligheder, bl.a. i nadverritualet.

Den frie: Autoriser strukturen i gudstjenesten (samling - ord - nadver - sendelse), men sæt ordlyden fri.

Mellemvejen: Autoriser strukturen og ordlyden i de centrale dele (fx nadveren)